Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Vellignende kopier af Imercos hjemmeside florerer fortsat

NOTE 17. feb 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Imerco har før været udsat for svindel i form af falske annoncer og kopierede hjemmesider, der imiterer isenkramkæden. Nu er den gal igen.  Foto: Kim Matthäi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
  • Nu ruller svindlen med næsten identiske kopier af danske hjemmesider igen. Denne gang er det Imerco, som står for skud. 

  • Der sker gennem et hav af annoncer på Facebook, der leder til en falsk hjemmeside, der kopierer Imercos navn, logo og sortiment.

  • Svindlen er struktureret efter en skarp skabelon, som TjekDet har afdækket flere gange. 

Der florerer fortsat annoncer, der skal lokke danskere ind på meget vellignende kopier af danske hjemmesider. Det er blandt andre gået ud over isenkramkæden Imerco, der nu - igen - må se deres hjemmeside kopieret på overbevisende vis.   

Som i tidligere tilfælde, hvor en lang række danske virksomheders hjemmesider og webshops blev kopieret, starter svindlen på Facebook, hvor et stort antal annoncer målrettet danskere lover vilde tilbud med besparelser på op til 90%. Annoncerne stammer fra Facebook-sider, der imiterer og kopierer Imercos logo, navn og sortiment.   

Hvis man lader sig friste og klikker på en af de mange annoncer, bliver man sendt videre til en hjemmeside, der til forveksling ligner Imercos. Her kan man købe de samme produkter, man kender fra Imerco - men til en stærkt nedsat pris. 

Svindlen følger en skabelon, som vi tidligere har beskrevet indgående. Det kan man læse mere om her og her.  

TjekDet har kontaktet Imerco, der er bekendt med de falske sider. De arbejder løbende på at få lukket siderne ned. 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Den falske webshop

Annoncerne på Facebook ser legitime ud ved første øjekast og leder ind til en veludført hjemmeside på domænet lmero.com. Hjemmesiden bruger Imercos navn, logo, stil og udtryk, og varesortimentet matcher det, som vi finder på Imercos rigtige hjemmeside på imerco.dk - priserne er bare markant lavere.  

TjekDet har kigget nærmere på lmero.com, og alt tyder på, at vi endnu engang har at gøre med en falsk side, som kinesere eller kinesisktalende personer står bag. Nøjagtig som i tidligere tilfælde, finder vi nemlig kinesiske skrifttegn i kildekoden, og igen kan vi se, at domænet er tilknyttet en server, der rummer et enormt antal domæner, der imiterer kendte mærkers og virksomheders navne, eller som fører til ukendte kinesiske webshops. 

Null

Annoncerne, der fører til en falsk Imerco-hjemmeside, misbruger Imercos navn og logo. Billede: Skærmbillede fra Facebooks Annoncebibliotek.  


Der er dog også flere forhold, der adskiller sig fra det, vi tidligere har set. Da vi i begyndelsen af researchen besøgte hjemmesiden, lå den under domænet imercodk.com. Når vi nu besøger hjemmesiden, hedder domænet lmero.com. Det tyder på, at imercodk.com er sat til at viderestille til lmero.com - med den samme falske hjemmeside og indhold.

Her har svindlerne igen været snu: De har nemlig indsat et lille “L” som det første bogstav i domænenavnet, så det fremstår som et stort “i”. Derfor ligner det, at der står “Imerco.com” , hvor der i virkeligheden står “Lmerco.com”.  

Når vi ser kopi-webshops af den type, har de ofte domænenavne, der afslører svindlen, hvis man er opmærksom. For eksempel ender domænet på ".com" i stedet for ".dk", som er standarden for danske hjemmesider. De falske domænenavne forsøger dog at lægge sig så tæt på originalen som muligt.  Domænenavnet lmeco.com (med “L”) ligner det originale så meget, at man hurtigt overser, at der mangler et "c", og at det lille "L" er indsat i stedet for "i". 

Vi har tidligere skrevet en artikel om samme fænomen, hvor vi giver tips til, hvordan man gennemskuer de falske webshop-kopier. Den kan man finde her.    

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank. 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 17. feb 2026