Landsdækkende svindel: Mindre danske virksomheder får misbrugt navn og CVR-nummer - kunder taber store beløb

Svindel 13. aug 2026  -  6 min læsetid
Tjekdet
Foto: TjekDet / Cottonbro Studio / Malanca Stanislav / Riku Keto / Mathias Reding / Pexels
  • Lige nu svindles kunder for tusindvis af kroner i troen på, at de handler med mindre danske virksomheder.

  • Kunderne tror, at de køber produkter som brændebure, plæneklippere eller motorsave.

  • Men kundernes betaling overføres i virkeligheden til et svindelnetværk, som misbruger danske firmaers CVR-numre og navne.

  • TjekDet har talt med flere frustrerede virksomhedsejere, der modtager opkald fra kunder, som tror, at de har handlet med virksomheden. 

Er du stødt på gode tilbud på brændebure, plæneklippere, containere eller motorsave fra danske virksomheder i dit Facebook-feed den seneste måned?

Et kig i Facebooks annoncebibliotek viser, at mange danskere den seneste måned er blevet præsenteret for den slags tilbud fra Facebook-sider med navne som “Brænde Lageret” med 95.000 følgere, “Billige Containere” og “Kraftmaskiner”.

Klikker man videre fra annoncerne, ender man på forskellige hjemmesider, som angiveligt tilhører danske virksomheder med danske CVR-numre.

Og slår man CVR-numrene op på en myndighedsside som “Virk” - så findes firmaerne faktisk. De beskæftiger sig endda med noget, som passer sammen med annoncerne - eksempelvis salg af brænde.

Alt ser altså legitimt ud - i hvert fald på overfladen.

TjekDet har i den seneste uge talt med flere virksomhedsejere, hvis navne og virksomheder lige nu bliver misbrugt. Svindlere bruger virksomhedernes identitet til at lokke kunder til at overføre penge for forskellige varer og produkter – og det virker.

En af virksomhedsejerne, Per Henriksen, har i de seneste uger haft opkald fra over 40 kunder, som troede, at de havde købt brændebure af ham til 1.850 kroner stykket.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Svindelbrænde for store beløb

67-årige Per Henriksen har en mindre virksomhed på Falster i sommerhusområdet Marielyst, hvor han sælger brænde i sække på fire forskellige lokationer langs de lokale veje.

Men skulle man få en annonce fra Facebook-siden “Brænde Lageret”, ser hans virksomhed ud til at sælge og producere brænde i en langt større skala.

“Brænde Lageret” har nemlig 95.000 følgere på det sociale medie, hvor den bryster sig af at have samme adresse, som Per Henriksens virksomhed “PH Brænde”.

Facebook-siden har ad flere omgange slået billeder op af store mængder brændebure, som man kan købe på deres hjemmeside til 1.850 kroner stykket.

Hjemmesidenavnet imiterer også Per Henriksens virksomhed med navnet “ph-braende.com”

Nederst på hjemmesiden under adskillige femstjernede (falske) anmeldelser står der også “PH Brænde v/ Per Henriksen” efterfulgt af virksomhedens rigtige CVR-nummer.

Svindelnummeret er gennemført. Selv hvis  man synes, at prisen på brændeburene er lidt for god til at være sand (og det er den), og vil efterprøve CVR-nummeret, så får man via en hurtig Google-søgning adskillige bekræftelser på, at der er tale om reel dansk virksomhed.

Kontonummeret man skal overføre pengene til er endda tilhørende en dansk bank - nemlig en konto i en lokal filial for Arbejdernes Landsbank.

Null

Når du vil købe brænde på ph-braende.com, modtager du en falsk ordrebekræftelse på mail. Billede: Skærmbillede fra email. 


Men det er altså ikke Per Henriksens firma, som du er ved at handle hos.

“I de seneste uger er der over 40 personer, som har kontaktet mig, fordi de har købt brændebure, som de ikke har  modtaget”, forklarer Per Henriksen, da vi ringer til ham. Og det er vel at mærke kun dem, som har fundet Per Henriksens telefonnummer, som ikke fremgår af CVR-registrene.

“Jeg har anmeldt det til politiet, og det opfordrer jeg også dem, der ringer, til at gøre,” forklarer han.

Han sælger i øvrigt slet ikke træ i de mængder, som “Brænde Lageret” og “ph-braende.com” ellers får det til at se ud som om.

“Det er jo virkelig synd for de kunder, som har købt træ hos dem, men jeg kan jo ikke stille noget op. Og det løber op i mange penge, når man betaler 1.850 kroner for hvert brændebur,” siger han.

Per Henriksen uddyber, at en af de personer, som har ringet til ham, købte fire brændebure - så der er altså tale om svindel for tusindvis af danskernes kroner.

TjekDet har været i kontakt med flere af de kunder, som er blevet snydt af “ph-braende”.

Flere af dem forklarer, at de blev ledt ind på hjemmesiden via annoncer på Facebook, og at de har været i kontakt med “Brænde Lageret” via Messenger på Facebook - men at de stoppede med at svare, efter at pengene var overført.

Containere, havetraktorer og motorsave

Per Henriksens virksomhed er langtfra den eneste, som bliver misbrugt af det samme svindelnetværk, viser TjekDets research.

I vores research har vi fundet flere andre firmaer, som bliver misbrugt af de samme personer.

Et af de andre firmaer, som misbruges, ejes af Erling Bisgaard. Han har til daglig virksomheden EB Container, som er registreret i Middelfart på Fyn.

Her udlejer han i alt 22 containere på, hvad han selv beskriver som “mund til mund-basis”

Null

Erling Bisgaard ejer virksomheden EB Container, som bliver misbrugt af svindelnetværket, som TjekDet har identificeret. Privatfoto  


For nuværende misbruges hans virksomhed dog på Facebook-siden “Billige Containere” og en hjemmeside af samme navn, hvor man kan købe containere - den billigste til en pris af 6.000 kroner.

“Jeg er blevet kontaktet af flere personer, som har troet, at jeg stod bag siderne”, lyder det fra Erling Bisgaard.

“Der var en kvinde, som ringede i sidste uge, og hun havde desværre overført pengene for en container”, forklarer han til TjekDet.

TjekDet er blevet kontaktet af Erik Dahl fra Skive, som er blevet snydt af "Billige Containere". 

"Jeg bestilte desværre en container til 14.000 kroner. Jeg slog jo den danske virksomhed, der stod på hjemmesiden op, og jeg kunne se, at der var tale om reel dansk virksomhed, så det stolede jeg på," forklarer Erik Dahl.  

TjekDet har også talt med Martin Kryhlmand, som driver en mindre haveservicevirksomhed i Sønderjylland. Hans virksomheds navn og CVR-nummer bliver lige nu misbrugt af det samme svindelnetværk til at sælge dyre plæneklippere, motorsave og meget andet.

“Jeg har lige fået et opkald fra en, som troede han havde købt en plæneklipper af mig til 9.000 kroner”, fortæller Martin Kryhlmand.

Ovenstående eksempler er blot nogle af dem, som vi på TjekDet har fundet i vores research, og hvor vi kan dokumentere, at de samme personer står bag.

Kan forbindes på kryds og tværs

TjekDet har identificeret mindst 5 aktive svindelhjemmesider, der udgiver sig for at være forskellige danske virksomheder. I faktaboksen herunder kan du se, hvilke sider, du skal passe på. Dertil kommer hjemmesider, der endnu ikke er taget i brug, ligesom der er sider, der ikke længere er aktive. Alle hjemmesider kan forbindes til hinanden.

Hjemmesiderne har flere fællestræk. Vi kan knytte flere af domænerne til samme IP-adresse - både nu eller historisk. Samtidig følger hjemmesiderne samme skabelon  i opbygningen, og i alle tilfælde foregår betalingen af det påståede produkt gennem en bankoverførsel til en dansk konto.

Konto og bank varierer fra hjemmeside til hjemmeside.  

Alle hjemmesider udgiver sig for at tilhøre en reel, dansk virksomhed med blandt andet CVR-nummer og adresse. Det kan tyde på, at svindlerne nøje har udvalgt relevante virksomheder, der rent faktisk beskæftiger sig med - eller kunne beskæftige sig med -  eksempelvis brænde eller havemaskiner. På den måde virker svindelnummeret mere troværdigt. 

Telefonnummeret, der fremgår af ph-braende.com, er det samme, der er angivet på billigecontainere.com og mkhavemaskiner.com. Kraftmaskiner.com deler telefonnummer med scandiclan.com. På den måde kan vi binde de forskellige hjemmesider sammen, selvom de ikke nødvendigvis alle deler ip-adresse.

Samtidig kan vi i Facebooks Annoncebibliotek se, at de forskellige Facebook-sider knyttet til svindlen betaler for hinandens annoncer på kryds og tværs. Eksempelvis er det siden Brænde Lageret - knyttet til ph-braende.com -, der betaler for annoncer for KraftMaskiner - knyttet til kraftmaskiner.com.

Null

Vi kan forbinde de forskellige sider, da de betaler annoncer for hinanden. Billede: Skærmbillede fra Facebooks Annoncebibliotek. 


Det samme mønster går igen ved de andre Facebook-siders annoncer, og det er derfor tydeligt, at de er en del af samme netværk. Annoncerne på tværs af de forskellige sider har hundredtusindvis af visninger.  

Fælles for flere af Facebook-siderne er, at de administreres af personer fra det afrikanske land Benin. Det kan vi se, når vi klikker på sidernes navne og derefter “Gennemsigtighed og politik om beskyttelse af personoplysninger”.  

Tilsammen har de 5 sider over 200.000 følgere, men mange af dem er enten falske eller udenlandske. Alligevel kan et højt antal følgere bidrage til at skabe troværdighed.

De 5 aktive hjemmesider er ikke det eneste, svindlerne har haft gang i. Tidligere i år blev hjemmesiden mbs-braendelageret.com brugt til at svindle adskillige danskere - fuldstændig som det nu er tilfældet med ph-braende.com.

Vi finder også hjemmesider, der tilsyneladende er under opbygning eller ikke har været taget i brug endnu. Det gælder eksempelvis bilekspert.com og mestergrill.com.  

Svindlerne har tilsyneladende heller ikke nok i Danmark, for vi finder yderligere en række pendanter til de danske svindelhjemmesider, men målrettet eksempelvis Østrig, Norge, Sverige eller Island. Her skal man også lave bankoverførsler til konti i de respektive lande.

Ud fra vores research har vi en formodning om, at kundernes pengeoverførsler går til såkaldte muldyr, som stiller deres bankkonto til rådighed for svindlerne. Muldyrene sender efterfølgende pengene videre til svindlerne mod et mindre beløb. Vi kan se, at kundernes betalinger går til kontonumre i forskellige danske banker, så der er sandsynligvis tale om flere danske muldyr.

TjekDet har kontaktet personerne bag de falske hjemmesider via de kontaktoplysninger, vi har kunnet identificere, men svindlerne er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank. 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her

Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 26. aug 2026