Mona og Jens tabte 70.000 kroner på svindelmetode, som ingen tilsyneladende kan stoppe
-
En septemberdag støder Mona på en artikel, hvor justitsminister Nicolai Wammen angiveligt raser over et nyt investeringsværktøj, der er uden for myndighedernes kontrolramme.
-
Det nye investeringsværktøj vækker Monas nysgerrighed, men det skal vise sig at blive en dyr fornøjelse. Bag det "nye værktøj" står nemlig investeringssvindlere, som hvert år stjæler millioner fra danskerne.
-
Monas historie er et eksempel på, at investeringssvindlen lever i bedste velgående, selv om den er forsøgt stoppet af forskellige aktører uden held. Faktisk snydes danskerne for højere beløb end tidligere.
-
I denne artikel får du direkte indblik i, hvordan det foregik, da Mona og hendes mand Jens blev svindlet for over 70.000 kroner.
“Vi betalte jo med rigtige penge, mens du taler om matadorpenge.”
Sådan lød den konfronterende besked fra 79-årige Mona til den mand, der i en måned havde svindlet hende og hendes mand for mere end 70.000 kroner ved at lade parret tro, at de havde lavet formidable investeringer.
På skærmen kunne Mona og Jens se, at deres penge på kort tid var mangedoblet. Men da de ville trække nogle af pengene ud, opstod problemerne. De skulle indbetale 15.000 euro hver for en slags forsikring, mens pengene blev overført.
Det bekræftede parrets mistro: De høje tal på skærmen var ikke udtryk for reel profit, for pengene var aldrig blevet investeret. Tallene var grafik på en skærm, eller som Mona udtrykker det, “matadorpenge”.
Svindlen, som Mona og Jens er blevet udsat for, kaldes investeringssvindel. Gennem annoncer på internettet lokkes ofre til at begynde et investeringseventyr, men i virkeligheden ender de investerede kroner, som folk som Mona og Jens overfører, i svindlernes egne lommer.
TjekDet har afdækket svindeltypen i flere undersøgende artikler gennem de senere år, men selvom metoden er velkendt, viser Mona og Jens’ historie altså, at der ikke er blevet sat en effektiv stopper for svindlen.
Langt fra endda. Faktisk viser den seneste opgørelse fra Finans Danmark, at danskerne bliver snydt af investeringssvindlere som aldrig før.
I første halvdel af 2026 blev danskerne svindlet for 88,9 millioner kroner af investeringssvindlere, mens tallet for hele 2025 lød på 124,9 millioner kroner. I 2024 var tallet væsentligt lavere og lød på 95 millioner kroner.
Hvorfor det tilsyneladende er så svært at stoppe svindlerne, vender vi tilbage til.
For hvordan lykkedes det egentlig svindlerne at lokke 70.000 kroner ud af Mona og Jens? Det begyndte for dem med Danmarks justitsminister - og tidligere finansminister - Nicolai Wammen (S).
En rasende minister
Den 15. september i år scroller Mona på sin computer i sit hjem i Himmerland i det nordlige Jylland, som så ofte før. Hun støder på en artikel, der angiveligt handler om, at Nicolai Wammen skulle have udvandret fra en debat, fordi han blev overordentlig vred.
Ministerens vrede skyldes ifølge artiklen, at der blev talt om et nyt investeringsværktøj, der gennem kunstig intelligens køber og sælger på de rigtige tidspunkter. Et investeringsværktøj, der skulle gøre danskerne rige, uden om bankerne vel at mærke, og som myndigheder derfor ikke synes godt om, lyder det.
“Og du hader det, Nicolai (Nicolai Wammen, red.), for hvis alle danskere begynder at bruge det her, mister bankerne deres magt. Hemmeligheden er ude,” står der i artiklen. Svindelartikler som den, Mona klikkede sig ind på, er ofte manipuleret til at ligne artikler fra eksempelvis B.T. eller Ekstra Bladet for at styrke svindelartiklens troværdighed.
Da Mona læser det, tænker hun, at hvis det virkelig kan lade sig gøre, ville det ikke være usandsynligt, at ministeren ville reagere, som artiklen beskriver.
“Egentlig tænkte jeg, at det burde kunne lade sig gøre at handle gennem AI på den måde, så jeg talte med min mand, og vi blev enige om, at det faktisk kunne være interessant at undersøge det,” fortæller Mona til TjekDet, der dog også nævner, at hun var klar over, at der var en risiko for, at der var tale om svindel.
Hun klikker alligevel ind på et af artiklens mange links til investeringssværktøjet. Her indtaster hun sit navn, telefonnummer og sin mailadresse og bliver derefter sendt videre til hjemmesiden, hvor investeringen skal foregå.
Et øjeblik efter ringer telefonen.
Clearpoint Capitals hjemmeside, som Mona havnede på. Hjemmesidens professionelle udseende var med til at øge troværdigheden for hende. Foto: Skærmbillede.
Kodeord og kapital
En venlig, engelsktalende mand byder hende velkommen og fortæller, at hun skal indbetale knap 2.000 kroner for at komme i gang. Mona overfører pengene, og hun har nu adgang til ClearPoint Capitals investeringsværktøj.
Manden i røret fortæller, at det ikke er ham selv, der skal hjælpe hende til rigdom. Det er hans kollega, der skal være Monas investeringsrådgiver. Jonathan Brummer hedder han. Men først skal de to aftale et hemmeligt kodeord, som han derefter vil videregive til Jonathan Brummer.
Kodeordet skal bruges til at verificere, at det faktisk er Mona, der taler med Jonathan Brummer og omvendt. Der er nemlig mange svindlere derude, lyder det, der ringer og udgiver sig for at være én, de ikke er. Men med kodeordet, som kun de to - og ham, Mona har i røret nu - kender, ved de begge, at de taler med den rigtige.
Herefter modtager Mona opkaldet fra Jonathan Brummer, der introducerer sig selv: Israelsk familiefar til to børn bosat i Jerusalem i Israel.
Jonathan Brummer sender angiveligt hans pas til Mona som bevis for sin oprigtighed. Passet er sandsynligvis falsk. Foto: Skærmbillede.
I starten presser Jonathan Brummer ikke på for at få Mona til at indbetale flere penge. De taler sammen ofte, ligesom investeringsrådgiveren skriver til hende hver formiddag og spørger, hvordan hun har det.
Mona ender endda med at anbefale en bog til hans syvårige datter.
“Han prøver faktisk at være meget personlig ved at fortælle om sig selv. Han prøver at oparbejde et hyggeligt forhold,” fortæller hun i dag, når hun tænker tilbage.
Medlemskab til 37.000 kroner
Men Jonathan Brummer er ikke et hyggeligt bekendtskab. Han er en svindler, og hans opgave er at lokke så mange penge ud af Mona og hendes mand Jens, som nu også har oprettet sig og indbetalt startgebyret på 2.000 kroner.
Derfor fortæller investeringsrådgiveren, at hvis der virkelig skal tjenes penge, så skal de blive medlemmer. De 2.000 kroner, som Mona og Jens hver indbetalte - og som også allerede har givet et lille afkast - var kun betaling nok til en testperiode på ti dage.
Jonathan Brummer fortæller, at de kan vælge mellem fem forskellige medlemsniveauer fra bronze til diamant-medlemskab.
De vælger begge bronzeniveauet, der samtidig er den billigste løsning til 5.000 euro, svarende til omkring 37.000 kroner. Diamant-niveauet koster 100.000 euro, altså 750.000 kroner.
TjekDet har set dokumentation for, at Mona og Jens har overført 9.500 euro. Fordi de køber to medlemskaber får de 500 euro i rabat på det ene.
Tre millioner kroner
Da parret hver især bliver medlem, begynder det at gå stærkt. Deres penge vokser nu i lynets hast. Men den skepsis, Mona har følt, siden hun så annoncen med Nicolai Wammen, sidder fast. Der er efterhånden flere ting, der får parret til at tænke: Jonathan Brummer er i virkeligheden en svindler.
Udover at investeringerne nu giver et usandsynligt højt afkast, staver Jonathan Brummer - som jo påstår, at han bor i Jerusalem - konsekvent byens navn forkert.
Han sender også på et tidspunkt et billede af sin kones hus i England. En flot victoriansk villa, men det er tydeligt for Mona, at det er lavet med AI.
Her er det flotte hus, som Jonathan Brummers kone skulle bo i. Billedet er dog skabt af kunstig intelligens. Foto: Skærmbillede.
Og da de har købt medlemskabet, får de at vide, at de nu kan investere gennem værktøjet en hel time om dagen. I testperioden kunne de kun handle et kvarter hver 17. time.
Men parret opdager ret hurtigt, at når timen er gået, så kan man bare logge ind igen og starte en ny time. På den måde kan de bruge systemet konstant, hvilket ellers kun var forbeholdt medlemmer på diamant-niveau. Altså det medlemskab, der koster 750.000 kroner.
Da Mona og Jens gerne vil have udbetalt pengene, der på det tidspunkt er vokset til svimlende - og for parret næsten urealistiske - tre millioner kroner, lød beskeden:
Jeres penge har vokset sig så store, at det kræver, at I tegner en forsikring, mens de bliver overført.
Monas investering alene voksede særdeles hurtigt, efter hun blev bronzemedlem. Det fik alarmklokkerne til at ringe. Foto: Skærmbillede.
Prisen? 15.000 euro per konto. Det svarer til, at parret altså skal indbetale omkring 220.000 kroner for at få deres penge udbetalt.
“Da sagde jeg til ham, at jeg ikke troede på ham. Og så gjorde han jo alt, hvad han kunne, for at få mig til at tro på firmaet igen,” fortæller Mona.
Pas og vrede
Jonathan Brummer sender blandt andet sit pas til Mona for at legitimere sig selv. Han henviser også til det britiske virksomhedsregister, så Mona og Jens med egne øjne kan se, at virksomheden faktisk findes.
Virksomheden, han henviser til, har et navn, der minder om ClearPoint Capital, men det er helt tydeligt ikke samme virksomhed. Passet, han sender, er med al sandsynlighed også falsk.
TjekDets research tyder nemlig på, at manden, der i telefonen kalder sig Jonathan Brummer, har stjålet en andens identitet. Der findes nemlig en rigtig børsmægler med navnet Jonathan Brummer, som har licens hos Finra, der er et organ, som regulerer certificerede børsmæglere i USA.
Den rigtige Jonathan Brummer ligner ikke personen på det pasbillede, Mona får tilsendt. TjekDet har tidligere dokumenteret, at investeringssvindlere er storforbrugere af falske pas.
Herefter falder kommentaren fra Mona om, at deres overførsler jo var rigtige penge, mens dem, den falske Jonathan Brummer taler om, er matadorpenge.
“Det brød han sig bestemt ikke om. Og så sagde han faktisk, at nu ville han ikke bruge mere tid på mig,” siger Mona.
Den bange anelse
Mona fortæller flere gange, at hun og hendes mand var klar over, at der kunne være tale om svindel. Adspurgt, hvorfor de alligevel valgte at investere, lyder svaret:
“Det er jo et godt spørgsmål. Altså vi synes faktisk, det var interessant at prøve, og da vi så hjemmesiden, blev vi ret imponerede over, hvor flot den var. Men man kan jo sige, at vi ikke har gjort vores forarbejde godt nok,” erkender hun.
Mona og Jens var i svindlerens klør i en måned.
De to er som nævnt langt fra alene om at blive snydt af investeringssvindlerne, der har hærget på især sociale medier med falske annoncer og misbrug af danske kendisser for blikfang - såsom Nicolai Wammen - i flere år.
Tilsyneladende uden at nogen kan stoppe dem.
Især techgiganten Meta, der har platformene Facebook og Instagram, har fået stor kritik for ikke at gøre nok for at fjerne de falske annoncer, der leder til svindlen.
Da TjekDet i 2024 afdækkede svindlen i en række artikler, lød Metas svar på kritikken, at virksomheden meget gerne ville fjerne samtlige annoncer, hvis den kunne, men at det selv for store techgiganter som Meta kan være svært.
“Vi har ingen som helst interesse i at have den slags annoncer på vores platforme, da de ødelægger oplevelsen for vores brugere og lokker dem med svindelbudskaber. De penge, svindlerne betaler for annoncerne, ville vi meget gerne være fri for, de står på ingen måde mål med den dårlige omtale, vores platforme får som resultat,” skrev Martin Ruby, politisk chef for Meta i Norden, dengang til TjekDet.
I samme artikelserie kunne TjekDet afsløre, at politiet også halter gevaldigt efter de kyniske svindlere. Forklaringen dengang var, at det er kompliceret stof, og at efterforskningen bliver yderligere besværliggjort af, at kriminaliteten ofte har tråde til udlandet.
“Der er ingen tvivl om, at den her type efterforskning ikke er en nem efterforskning, fordi der ofte er internationale vinkler. Det er professionelle aktører, der står bag, som gør, hvad de kan for at få pengene i sikkerhed på alle mulige måder,” sagde Torben Svarrer, der er ledende politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), til TjekDets afslørende artikelserie i 2024.
Mona har valgt ikke at politianmelde svindlen til politiet, men hun har informeret sin bank om den. Hun har ikke fået nogen af de tabte penge tilbage.
TjekDet dækker løbende digital svindel. Du kan læse alle vores artikler om emnet her. Hvis du vil læse mere om den type investeringssvindel, som ofrene i denne historie er blevet udsat for, kan du læse TjekDets artikelserie Svindel på Facebook fra 2024 her.
Vil du modtage advarsler om aktuel digital svindel direkte i din indbakke, når svindlen er mest aktuel? Så tilmeld dig TjekDets nyhedsbreve her.



