Berygtede russere slår til igen: Overvågningskamera i nordjysk svømmehal hacket
-
En nordjysk svømmehal er blevet hacket, og en video fra hallens overvågningskamera er lagt ud på det sociale medie Telegram
-
Hackerne bag er den russiske gruppe Z-Pentest, og ifølge danske myndigheder har de tråde til Kreml.
Først hackede den berygtede russiske hackergruppe Z-Pentest sig ind i et vandværk nær Køge, hvor de fik flere vandrør til at sprænge. Derefter kunne TjekDet fortælle, at de hackede sig adgang til et overvågningskamera på et værtshus i Helsingør.
Nu er den så gal igen.
Hackergruppen, der ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har tråde til Kreml, har nu hacket sig adgang til et overvågningskamera i en svømmehal i den nordjyske by Tårs.
Det viser en video, som hackergruppen har lagt op på sin side på det sociale medie Telegram den 4. januar. På videoen, som er verificeret af TjekDet, ser man en håndfuld personer bevæge sig rundt i den lave ende af bassinet.
I bunden af artiklen kan du læse mere om, hvordan det lykkedes TjekDet ud fra videoen at konkludere, at optagelserne stammer fra svømmehallen i Tårs.
Det er dette overvågningskamera, den russiske hackergruppe har tvunget sig adgang til. Billedet findes på svømmehallens hjemmeside og er bragt med tilladelse fra centerleder, Bjarne Holmbjerg. Foto: TaarsHallen.
Videoen indeholder hverken nøgenhed eller andre krænkende scener, ligesom det ikke er muligt at identificere de pågældende personer på baggrund af videoen.
Bjarne Holmbjerg, der er centerleder i Tårshallen, fortæller til TjekDet, at hackerne sandsynligvis har haft adgang til samtlige overvågningskameraer på Tårshallens område.
“Det er skræmmende, men det kan selvfølgelig ske. Det er en øjenåbner, at folk kan få adgang til alt på nettet,” siger han og understreger, at de ikke har kameraer hængende i omklædningsrummene.
“Vi ser dig”
Centerlederen er som nævnt ikke den eneste, der har fået sit overvågningskamera hacket. Foruden videoen fra svømmehallen, lagde russerne også en video ud fra det Helsingørske værtshus 12’er Pubben i november sidste år.
Dertil kommer en lang række videoer fra udenlandske overvågningskameraer, som hackergruppen har delt løbende.
Fælles for videoerne er, at de i sig selv er relativt harmløse. På optagelserne fra svømmehallen ser man ikke rigtig noget, ligesom man på optagelserne fra værtshuset blot ser et par uidentificerbare personer spille billard.
Ifølge Jan Lemnitzer, der er ekspert i cyberkrig og er tilknyttet CBS, er formålet med den slags videoer da også mest psykologisk.
“De vil sende budskabet: Enhver dansker, der spiller et spil billard på en hvilken som helst bar, kan ende med at blive gjort til grin af russiske hackere. Du er ikke sikker, vi ser dig,” fortalte han til TjekDet i forbindelse med de hackede optagelser fra værtshuset.
De hackede optagelser er ifølge eksperten en del af en bredere desinformations-strategi fra russernes side, siger han og understreger, at Danmarks indsats mod hybridkrig ikke skal fokusere på overvågningskameraer på eksempelvis værtshuse.
Det er blot de kameraer, der er lette for russerne at hacke, og som hurtigt kan skabe en masse opmærksomhed, siger han.
Her er opslaget med den hackede video fra svømmehallen i Nordjylland. Til videoen skriver hackergruppen blandt andet "Vi kiggede forbi en swimmingpool i Danmark. Hvis du nogensinde har brudt hovedet med, hvordan man lukker en pool korrekt, så kan du regne med, at dit spørgsmål endelig er blevet besvaret." Foto: Skærmbillede fra Telegram.
Fokus skal derimod være på de kameraer, der hænger hos myndigheder eller virksomheder, der arbejder med eksempelvis kritisk infrastruktur.
Centerleder Bjarne Holmbjerg fortæller desuden til TjekDet, at han i går blev kontaktet af politiet, som oplyste ham om, at svømmehallens overvågningskamera er blevet hacket, og at en video fra svømmehallen er lagt ud på Telegram.
På politiets opfordring har Bjarne Holmbjerg nu skiftet kodeord til overvågningskameraerne.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

