Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Billede af prinsesse Kate er manipuleret. Her er punkterne, der afslører det

Faktatjek 11. mar 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
I anledning af mors dag delte det britiske kongehus et billede af prinsesse Kate Middleton og hendes tre børn. Kort efter begyndte der at florere spekulationer om, hvorvidt det er manipuleret. Det har kongehuset nu bekræftet Foto: Det britiske kongehus
  • I anledning af mors dag i Storbritannien delte det britiske kongehus søndag et billede af prinsesse Kate Middleton og hendes tre børn

  • Billedet har tiltrukket sig stor, international opmærksomhed, fordi mange efterfølgende har spekuleret i, om det er manipuleret

  • Mandag bekræftede det britiske kongehus, at billedet er redigeret. TjekDet har analyseret billedet og peger på punkter, der viser det

Søndag var det mors dag i Storbritannien, og det fejrede det britiske kongehus med et billede af prinsesse Kate Middleton i selskab med hendes og prins Williams tre børn.

På et døgn har billedet fået knap to millioner likes på Instagram, og på X er det set 69.000 gange.

Men billedet har ikke kun tiltrukket sig opmærksomhed for at være en idyllisk fremstilling af royal familiehygge. Der gik nemlig ikke længe, fra det blev delt, til at brugere på de sociale medier begyndte at bemærke, at noget var galt.

Mange påpegede, at en manglende del af ærmet på 8-årige prinsesse Charlottes cardigan beviser, at billedet, der er det første officielle af Kate Middleton, siden hun blev opereret i januar, er manipuleret.

Mandag morgen meddelte store nyhedstjenester som AP, AFP og Reuters, at billedet er manipuleret, og at de trækker billedet tilbage. Spekulationerne fortsatte, indtil kongehuset op ad formiddagen samme dag selv indrømmede, at billedet er redigeret.

“Som mange amatørfotografer eksperimenterer jeg lejlighedsvis med redigering. Jeg vil gerne udtrykke mine undskyldninger for en hvilken som helst forvirring, familiebilledet, vi delte i får, har forårsaget,” kunne man mandag læse i en story på den royale families instagramprofil og på X. Beskeden er underskrevet af Kate Middleton selv.

Men TjekDet har kigget nærmere på billedet, og der er mere end bare et delvist manglende trøjeærme, der afslører, at det er redigeret.

Null

Mindst fem steder på billedet fra mors dag er der uregelmæssigheder, der kan afsløre, at billedet er redigeret. Foto: Det britiske kongehus


1. Charlottes hår - Den nederste tot af prinsesse Charlottes hår ved hendes højre overarm stopper brat og lader til at være en smule udvisket.

Tjekdet
Foto: Det britiske kongehus

2. Charlottes ærme - zoomer man ind på prinsesse Charlottes venstre håndled, kan man se, at der mangler et stykke af prinsessens sweater.

Tjekdet
Foto: Det britiske kongehus

3. Charlottes nederdel - kanten på prinsesse Charlottes nederdel lader til at stritte ud fra hendes højre hofte i stedet for at være dækket af sweateren som i venstre side.

Tjekdet
Foto: Det britiske kongehus

4. Kates lynlås - Øger man mængden af lys på billedet, kan man se, at lynlåsen på prinsesse Kates frakke mangler omkring prins Georges venstre hånd.

Tjekdet
Foto: Det britiske kongehus

5. Kates hår - Også ved at øge lyset på billedet lader det til, at en tot af prinsesse Kates hår falder unaturligt i forhold til hendes øvrige hår.

Tjekdet
Foto: Det britiske kongehus

TjekDet har også analyseret kongehusets billede fra mors dag med værktøjer som FotoForensics, Forensically og InVid, der kan give indikatorer på, om et billede er manipuleret. Men værktøjerne har ikke kunnet give entydige konklusioner på, i hvilket omfang billedet er redigeret.

Vedholdende rygter

Det manipulerede billede har tiltrukket sig særlig meget opmærksomhed, da der før billedet var gået mere end to måneder, siden offentligheden sidst så Kate Middleton. I januar blev hun opereret i maven, og ifølge BBC var hun efter operationen indlagt i 13 dage.

Siden operationen har det britiske kongehus holdt tæt med informationer om prinsesse Kates helbred, og hvorfor hun er blevet opereret. Dog har kongehuset afvist, at hun skulle være opereret for cancer.

I slutningen af februar meldte prinsesse Kate’s mand prins William afbud til en mindehøjtidelighed for den afdøde græske kong Konstantin 2. af “personlige årsager”. Kongehuset tilføjede i den forbindelse, at prinsesse Kate stadig var i bedring efter sin operation måneden forinden.

Alligevel prikkede prins Williams afbud til rygter om, at prinsesse Kate tilstand er værre end kongehuset officielt giver udtryk for.

På sociale medier florerer historier om, at prinsesse Kates operation ikke er gået som den skulle, og at det er derfor, hun ikke har vist sig offentligt siden 25. december sidste år. I mere vidtgående tilfælde lyder der teorier om, at hun skulle være forsvundet, lagt i koma eller simpelthen død, og at det manipulerede billede skulle være det britiske kongehus’ forsøg på at dække herover.

Trods kongehusets forklaring og undskyldning med Kate Middleton som afsender på Instagram og X, er spekulationerne ikke blevet mindre. I kommentarsporet til meddelelsen på X skriver flere, at de finder det utroværdigt, at prinsessen selv skulle have givet sig i kast med at redigere billedet, og kongehuset anklages fortsat for at dække over “sandheden”.

Opdateret 11. mar 2024