Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falske påstande og konspirationsteorier omgiver retssag mod stjernerapper

Faktatjek 14. maj 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
I årtier har Sean 'Diddy' Combs været blandt de største profiler i musikindustrien. Men nu er han anklaget for en lang række forbrydelser - herunder menneskehandel og seksuelle overgreb. Foto: Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix
  • Sideløbende med retssagen mod den verdenskendte rapper Sean “Diddy” Combs er der opstået udbredt misinformation og falske påstande på sociale medier.

  • Påstandene forsøger blandt andet at inddrage medskyldige i sagen.

  • Ifølge eksperter er der fare for, at strømmen af usandheder kan påvirke eller forstærke den offentlige mening om sagen eller nævningene.

I disse dage sidder rapperen Diddy med det borgerlige navn Sean Combs på anklagebænken i retten i New York. 

Sean Combs står over for en række alvorlige anklager om afpresning, menneskehandel, tvangsprostitution, kidnapning og bedrageri. Anklager, som han har afvist.

Tirsdag var Casandra ‘Cassie’ Ventura, der er en amerikansk sangerinde og tidligere partner med Sean Combs, indkaldt som vidne i retssagen mod Sean Combs. I retten fortalte hun i detaljer, hvordan han tvang hende til at deltage i sexfester. 

Sideløbende med og i kølvandet af retssagen har misinformation og konspirationsteorier, der relaterer sig til sagen og forsøger at drage andre kendte mennesker ind i sagen, floreret på sociale medier.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Ifølge eksperter er der fare for, at strømmen af usandheder om retssagen kan påvirke eller forstærke den offentlige mening. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

“Det er umuligt for folk ikke at blive påvirket af alle de konspirationsteorier, der florerer. Det sker i enhver højtprofileret retssag. Spørgsmålet er: Vil nævningene følge reglerne og lade være med at lade sig påvirke?" siger familieretsadvokat Alphonse Provinziano, der ofte arbejder med kendte, til AFP. 

Også Dan Evon, der er chefskribent for mediet RumorGuard, ser en potentiel trussel.

“Der er ingen, der tror, at jorden er flad, første gang de hører det, men gentagen eksponering for konspirationsteorier kan få dem til at føles sande,” siger han til det franske nyhedsbureau AFP. 

Tjekdet
I sagen mod Sean Combs har blandt andre hans tidligere partner Casandra 'Cassie' Ventura vidnet mod ham. I retten fortalte hun i detaljer, hvordan Sean Combs, der også går under kunsternavnet P. Diddy, udsatte hende for vold og tvang hende til at deltage i sexfester. Det er ikke tilladt at tage billeder i retssalen, så retssalstegnere gengiver løbende hændelserne. Foto: Jane Rosenberg/Reuters/Ritzau Scanpix

AI-genereret Justin Bieber-sang

På sociale medier florerer blandt andet en sang med titlen “I Lost Myself at a Diddy Party”, som angiveligt er sunget af popsangeren Justin Bieber. 

Sangen omhandler, hvordan Justin Bieber angiveligt mistede sin mødom til en af Sean Combs’ sexfester. 

Sangen har egentlig ligget på internettet siden september 2024, men ifølge flere medier er sangen genereret med hjælp fra kunstig intelligens og ikke udgivet af Justin Bieber selv. Det fremgår heller ikke af Justin Biebers hjemmesidesociale medier eller musiktjenester, at sangen er udgivet af ham selv. 

Brugere på sociale medier har gentagne gange forsøgt at drage Justin Bieber ind i sagen som et offer, fordi han som 15-årig i sin spæde musikkarriere samarbejdede med Sean Combs, som var en slags mentor for ham.

Nu bliver sangen altså fundet frem igen i et forsøg på at dokumentere, at Justin Bieber har været offer eller har været involveret i Sean Combs’ sexfester, selvom det aldrig er blevet dokumenteret. 

Tjekdet
Den 31-årige canadiske sanger Justin Bieber er blandt de kendte, der på sociale medier forbindes til sagen mod Sean Combs. Her har brugere længe spekuleret i, om sangeren kan have været et af Sean Combs' ofre. Men ikke alt, der i den forbindelse fremlægges, har hold i virkeligheden. Eksempelvis florerer en AI-genereret sang, hvori det påstås, at Justin Bieber beretter om sine oplevelser ved Sean Combs fester. Foto: Rich Fury/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP

Manipulerede billeder

Udover Justin Bieber har brugere på sociale medier forsøgt at drage andre kendte personer ind i den opsigtsvækkende sag. 

På sociale medier kan man se en video, hvor det hævdes, at USA’s nationale sikkerhedstjeneste og forbundspoliti, FBI, har beslaglagt en video, der viser Hillary Clinton dræbe et barn til en af Sean Combs’ sexfester.

Ifølge det amerikanske faktatjekmedie Politifact er det rigtigt, at FBI har beslaglagt videoer fra Sean Combs’ sexfester, men hverken i retsdokumenter eller i troværdige nyhedsmedier nævnes Hillary Clinton, eller at et barn skulle være blevet dræbt. 

Derudover er der ifølge Politifact ingen dokumentation for, at Hillary Clinton nogensinde har deltaget i Sean Combs’ fester. 

Brugere på sociale medier prøver også at kæde Sean Combs sammen med Donald Trump og den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

På Facebook og flere andre sociale medier kan man se et billede, hvor de tre ovennævnte personer angiveligt sidder i en sofa - flankeret af unge kvinder.

TjekDets research peger på, at billedet enten er manipuleret eller AI-genereret. Billedet florerer nemlig også uden Sean Combs, men blot med kvinderne, Donald Trump og Jeffrey Epstein - dog er dette billede også manipuleret eller skabt med AI, skriver Politifact.

Flere amerikanske medier har dog berettet, at Donald Trump - ligesom så mange andre kendte stjerner - har deltaget i fester afholdt af Sean Combs op gennem 1980'erne og 90'erne. Der er dog ingen dokumentation for, at Donald Trump har deltaget i Sean Combs' sexfester eller på anden måde deltaget i rapperens kriminelle aktiviteter.

Null

I flere opslag på sociale medier deles et billede, der sætter Sean Combs i forbindelse med både den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein og den nuværende amerikanske præsident Donald Trump. Billedet er dog enten AI-genereret eller på anden vis manipuleret, viser TjekDets research. Foto: Skærmbillede af Facebook.

Pizzagate og QAnon

Selvom der ifølge Dan Evon findes troværdige anklager mod Sean Combs, går konspirationsteorierne, der forsøge at drage andre kendte ind i sagen, langt ud over, hvad der er faktuelt, og antyder, at sagen er endnu bredere og har et mere uhyggeligt plot.

“De virale rygter omkring Sean Combs fungerer som en slags bevis for andre store konspirationsteorier: At der findes en global elite involveret i menneskehandel. Diddys profil og karakteren af de påståede forbrydelser giver endnu en adgangsport til denne konspiration,” fortæller han til AFP. 

TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan Hillary Clinton har været en central figur i konspirationsteorien ‘pizzagate’, som var forløberen til QAnon-teorien. 

Ifølge QAnon-tilhængerne er Hillary Clinton en af medlemmerne af en satanistisk, pædofil verdensregering, og hun er også blevet anklaget for at lede en pædofiliring i kælderen af et pizzaria i Washington D.C.

TjekDet har ligeledes beskrevet, hvordan Jeffrey Epstein har været en populær skikkelse i konspiratoriske kredse, særligt efter han tog sit eget liv i en fængselscelle 2019. Jeffrey Epstein sad fængslet for anklager om sexforbrydelser mod mindreårige. 

Ifølge tilhængere af QAnon var det dog ikke selvmord, men eliten, der dræbte ham i fængselscellen, så han i retten ikke kunne nævne navnene på alle de kendte personer, der har besøgt hans ø for at deltage i pædofile aktiviteter. 

Jeffrey Epstein nåede aldrig for retten, men hans tidligere kæreste, Ghislaine Maxwell, blev efterfølgende idømt 20 års fængsel for at have assisteret, faciliteret og deltaget i Jeffrey Epsteins misbrug af af mindreårige piger - blandt andet ved at hjælpe ham med at rekruttere, groome og i sidste ende misbruge de mindreårige.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 19. maj 2025