Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Har Trumps mor kaldt sin søn “en idiot helt uden almindelig fornuft”?

Faktatjek 19. mar 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Ifølge virale opslag, der er floreret i årevis, skulle Donalds Trumps mor, Mary Anne Trump, have kaldt ham "en idiot helt uden almindelig fornuft" og sagt, at hun aldrig håber, han går ind i politik. Men der er ingen dokumentation for, at hun nogensinde har sagt det. Foto: Walter Mcbride/Shutterstock/Ritzau Scanpix
  • På sociale medier florerer der i øjeblikket et citat, som skulle stamme fra Donald Trumps afdøde mor, Mary Anne Trump.

  • I citat kalder hun sin søn for “en idiot helt uden almindelig fornuft”.

  • Men der intet i TjekDets research, der peger på, at citatet er ægte.

Et citat, som angiveligt stammer fra Donald Trumps mor, cirkulerer igen på sociale medier herhjemme og i udlandet.

 

"Ja, han er en idiot helt uden almindelig fornuft og ingen sociale færdigheder, men han er min søn. Jeg håber bare, han aldrig går ind i politik. Han ville være en katastrofe," lyder teksten,der står skrevet på et gammel billede af Donald Trump og hans mor, Mary Anne Trump.

 

Flere danske opslag med billedet har tusindvis af delinger på Facebook.

 

Det er langt fra første gang, at citatet har floreret på sociale medier. Tilbage i 2020 faktatjekkede TjekDet selvsamme billede og citat.

 

Dengang var der ikke noget, som tydede på, at Mary Anne Trump, der døde tilbage i 2000, skulle have sagt, som det påstås, og det samme gør sig gældende nu.

 

TjekDet kan i al fald ikke finde andre kilder til citatet end opslagene, der cirkulerer på sociale medier.

 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Opfundet til lejligheden?

Mary Anne Trump – der oprindeligt bar efternavnet MacLeod – blev født i Skotland 10. maj 1912.

 

Som 17-årig steg hun ombord på skibet S.S. Transylvania, der 2. maj 1930 satte kurs fra Glasgow mod Nordamerika.

 

I New York mødte Mary Anne sin kommende udkårne Fred Trump, med hvem hun giftede sig i januar 1936 og fik fem børn – heriblandt den næstyngste, Donald, som hun fødte i 1946.

 

Mary Anne døde 88 år gammel den 7. august 2000 – altså længe før hendes søn blev præsident i USA.

 

Billedet med Mary Anne Trumps påståede citat giver ingen indikationer på, hvornår eller i hvilken sammenhæng ordene skulle være faldet.

 

Null

I opslagene med det påståede citat fra Donald Trumps mor oplyses det ikke, hvornår eller i hvilken sammenhæng hun skulle have udtalt det (Foto: Skærmbillede)

 

Via avisarkivet Newspapers.com kan man søge i gamle amerikanske aviser helt tilbage til 1700-tallet, og her finder vi ikke det påståede citat fra Donald Trumps mor.

 

I googlesøgninger på citatet dukker det kun op i forbindelse med de virale opslag eller forskellige faktatjek af citatet.

 

På Google kan man tilpasse sin søgning i konkrete tidsintervaller, og her finder vi noget ganske interessant. Søger man på citatet, som skulle stamme fra Donald Trumps mor, så finder vi det tidligst den 12. december i 2019 i et opslag på det sociale medie X - hvilket altså er mange år efter at Mary Anne Trump døde.

 

I opslaget fra 2019 bruges det præcis samme billede og citat, som nu igen deles på sociale medier, og derfor kunne noget tyde på, at det virale billede stammer herfra.

 

Med andre ord tyder meget på, at citatet er “opfundet til lejligheden.” Det er sandsynligt, at et ægte citat af den karakter ville være dukket op tidligere - for eksempel i forbindelse med præsidentvalget i 2016, eller da Donald Trump i slutningen af 1990’erne offentligt overvejede at gå efter præsidentposten.

 

Leder man efter konkret kritik fra Mary Anne Trump af sin søn, så er det nærmeste, vi finder et citat fra 1990.

 

I forbindelse med Donald Trumps skilsmisse fra sin første kone Ivana Trump, skulle Mary Anne Trump ifølge det amerikanske magasin Vanity Fair have spurgt Ivana:

 

"Hvad er det for en søn, jeg har skabt?".

Hvor stammer billedet fra?

Billedet af Donald Trump sammen med sin mor, som deles sammen med citatet, har den nuværende amerikanske præsident tidligere selv delt på Instagram tilbage i 2018.

 

“Sammen med min vidunderlige mor, Mary. Hun sagde altid, “stol på Gud, og vær tro mod dig selv,” står der i teksten, der følger med opslaget. Der står dog ikke noget om, hvor eller hvornår billedet er blevet taget.

 

En omvendt billedsøgning viser, at det tidligste sted, billedet optræder på internettet, er i en artikel fra 2016, hvor det amerikanske medie The New Yorker skrev om Mary Anne Trump.

 

I artiklen står der ikke, hvor billedet stammer fra, men The New Yorker krediterer fotografen Marina Garnier for at have taget det. Marina Garnier er kendt for sine billeder af overklassen på Manhattan tilbage i slutningen af 1980’erne frem til midten af 90’erne.

 

I den omvendte billedsøgning finder vi også et billede, som ser ud til at stamme fra den samme dag. Her ser man Mary Anne Trump omfavne sin søn.

 

På begge billeder har Mary Anne Trump den samme ørering på og samme mønstrede overfrakke, mens Donald Trumps tøj og hår også stemmer overens. Dog har Mary Anne Trump briller på under omfavnelsen, og de optræder ikke på det andet billede.

 

Det kærlige billede af mor og søn optræder i en artikel fra det amerikanske medie Forbes med billedteksten:

 

“Ejendomsdirektøren Donald Trump omfavner sin mor Mary Trump ved åbningen af de første Lafayette-gallerier i USA i Trump Tower på Manhattan d. 28 september, 1991”.

 

Samme billedbeskrivelse finder vi hos billetudbyderen Getty Images, hvor man kan købe billedet til redaktionelt brug.

 

Så meget tyder altså på, at billedet, som cirkulerer med det udokumenterede citat, stammer fra åbningen af nogle gallerier i Trump Tower tilbage i 1991. 

 

Og i forbindelse med åbningen af de gallerier, finder vi altså heller ikke noget, som tyder på, at Mary Anne Trump-citatet skulle være derfra.

Opdateret 31. mar 2025