Forstå sagen på to minutter: Derfor fylder Jeffrey Epstein-sagen så meget lige nu
-
Verdens medier er i disse dage fyldt med historier om sexforbryderen og finansmanden Jeffrey Epstein.
-
Men hvad handler den om, og hvorfor er Donald Trump presset af den?
-
TjekDet giver dig her et kort overblik over den omfangsrige sag, som nærmest ændrer karakter dag for dag.
Stort set samtlige amerikanske medier samt flere danske og internationale medier har de seneste uger skrevet spalte efter spalte om de såkaldte Epstein-files - på dansk Epstein-dokumenterne.
Selvom sagens hovedperson - den dømte sexforbryder og finansmand Jeffrey Epstein - blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019, har sagen de seneste måneder - og særligt de seneste uger - taget den ene drejning efter den anden.
Og så har sagen ført et væld af konspirationsteorier med sig. Konspirationsteorier, som USA’s præsident, Donald Trump, flere gange selv har pustet til og lovet offentliggørelse af dokumenter, der kan give offentligheden indblik i sagens omfang.
Men hvad handler sagen egentlig om? Hvilke konspirationsteorier har omgærdet sagen med mystik, og hvorfor står Donald Trump i sin hidtidige største krise som præsident på grund af sagen om Jeffrey Epstein?
Det giver TjekDet dig et kort overblik over her.
Hvad handler sagen om?
Jeffrey Epstein var en dømt sexforbryder og amerikansk finansmand, som blandt andet opnåede sin rigdom gennem finansrådgivning af ultrarige personer.
Sagen tog sin begyndelse i 2005, hvor der første gang piblede historier frem om Jeffrey Epstein som en sexforbryder. Her anklagede flere mindreårige piger ham for at tilbyde betaling for massage eller seksuelle ydelser.
Først i 2008 blev han dømt for at have købt seksuelle ydelser af en 14-årig pige. Jeffrey Epstein slap billigt, da han på kontroversiel vis indgik en aftale om kun at afsone 13 måneders fængselsstraf. Samtidig skulle han lade sig registrere som sexforbryder.
Derefter blev der stille omkring Jeffrey Epstein, men det ændrede sig i 2018, da flere kvinder anklagede ham for at have misbrugt dem. Det fik myndighederne til at indlede en efterforskning, og i juli 2019 blev han anholdt og tiltalt for sexhandel med adskillige mindreårige piger.
Jeffrey Epstein nægtede sig skyldig i alle anklager, og retssagen mod ham nåede aldrig for retten, fordi han i august 2019 blev fundet død i sin fængselscelle.
Dødsårsagen blev officielt vurderet til at være selvmord ved hængning.
Selvom Jeffrey Epstein aldrig nåede for retten, blev hans tidligere kæreste, Ghislaine Maxwell, i december 2021 idømt 20 års fængsel. Hun blev dømt for at have assisteret, faciliteret og deltaget i Jeffrey Epsteins misbrug af mindreårige piger ved blandt andet at hjælpe ham med at rekruttere, groome og i sidste ende misbruge de mindreårige.
Hvilke konspirationsteorier har omgærdet Jeffrey Epstein-sagen?
Dødsårsagen er dog en af de dele af komplekset, der har givet næring til konspirationsteorier.
For ifølge skeptikere var der noget lorent ved hans dødsfald.
I virkeligheden skulle magtfulde personer have haft en finger med i spillet ved enten at slå ham ihjel eller at beordre ham død. Således kunne Jeffrey Epstein i retten ikke nævne navnene på alle de kendte personer, der angiveligt har deltaget i hans pædofile aktiviteter, lyder teorien.
Konspirationerne er ikke blevet færre, efter det amerikanske nyhedsbureau AP i 2023 kunne berette, hvordan fængslet, som Jeffrey Epstein sad i, begik flere alvorlige fejl, som muliggjorde, at Jeffrey Epstein kunne begå selvmord.
AP skriver blandt andet, at de to vagter, som skulle kontrollere ham, sov i løbet af vagter og forfalskede logbøger. AP skriver også, at Jeffrey Epstein i dagene op til sit selvmord havde været psykisk udfordret, og at han tidligere havde forsøgt at begå selvmord. Derudover havde han anmodet om at tale med sin mor, som havde været død i 15 år.
Selvom også en intern undersøgelse i det amerikanske justitsministerie har konkluderet, at Jeffrey Epstein begik selvmord, er konspriationerne aldrig forsvundet.
Det hævdes nemlig også, at Jeffrey Epstein havde en såkaldt klientliste, som han kunne bruge til at afpresse de folk, der havde deltaget i hans pædofile aktiviteter.
Derfor har konspirationsteoretikere i flere år skreget efter at få klientlisten offentliggjort for at få det endegyldige bevis på, at Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell ikke handlede på egen hånd.
Blandt andre er Prins Andrew, Bill Clinton og Donald Trump flere gange blevet nævnt i forbindelse med sagen, men ingen af dem er blevet sigtet eller dømt for noget relateret til sagen.
Der er i årenes løb blevet frigivet titusindvis af dokumenter af det amerikanske justitsministerium og domstole. Blandt dokumenterne er blandt andet en samling af flyjournaler, der navngiver, hvem der har besøgt Jeffrey Epsteins private ø, Little Saint James i Det Caribiske Hav.
Det skal dog understreges, at selvom visse kendte skikkelser er nævnt i dokumenterne, er det ikke ensbetydende med, at de er skyldige i strafbare handlinger.
Hvorfor er sagen blusset op igen?
Her spiller Donald Trump hovedrollen.
Under præsidentvalgkampen i 2024 sagde Donald Trump nemlig, at han ville offentliggøre flere regeringsdokumenter om sagen. Det fik flere til at sætte deres lid til Donald Trump i håb om, at han ville handle som lovet, få sit navn renset og afsløre verdenselitens lyssky aktiviteter og sammensværgelser - en rolle, som han i flere sammenhænge tilskrives i konspirationsteoretiske sammenhænge. Blandt andet er det hele omdrejningspunktet i konspirationsteorien om QAnon.
Og det er da heller ikke, fordi at Donald Trumps har ligget på den lade side i forhold til at gøde de i forvejen eksisterende konspirationer. For eksempel udtalte den amerikanske justitsminister, Pam Bondi, i februar til mediet Fox News, at en klientliste “ligger på mit skrivebord lige nu til gennemsyn.”
I starten af juli måtte Pam Bondi så korrigere sin tidligere udtalelse. Hun forklarede, at hun henviste til sagens generelle dokumenter, som for eksempel flyjournaler og anden dokumentation. Med andre ord findes der altså ikke en klientliste, lyder det fra den amerikanske regering.
Den indrømmelse kom samtidig med, at myndighederne også frigav en næsten 11 timer lang overvågningsvideo fra den dag, Jeffrey Epstein døde i fængslet. Formålet var at dokumentere, at der ikke var nogen udenforstående involvering i hans død.
Det amerikanske medie Wired har senere dokumenteret, at der mangler næsten tre minutter af videoen. Justitsminister Pam Bondi har forklaret, at det skyldes en dagligt genstart af overvågningssystemet.
Sådanne mere eller mindre mislykkedes forsøg på at mane konspirationer til jorden har selvsagt kun kastet mere benzin på konspirationsbålet og efterladt flere af Donald Trumps tilhængere og allierede i frustration.
Fødselsdagshilsenen
Som det næsten ikke kunne gå værre for Donald Trump med hensyn til endegyldigt at lukke sagen, bragte den amerikanske avis The Wall Street Journal i midten af juli en historie, der fik sagen til at blusse op på ny.
Avisen skriver, at en samling breve, som Jeffrey Epstein fik i gave til sin 50-års fødselsdag i 2003, blandt andet indeholdt en hilsen fra Donald Trump og en tegning af en nøgen kvinde.
Ifølge Wall Street Journal viser tegningen en kvindes bryster og er underskrevet “Donald”, der er placeret som kvindens kønsbehåring. Derudover står der ifølge avisen “tillykke med fødselsdagen - og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed.”
I et interview med Wall Street Journal nægter Donald Trump at have noget med brevet eller tegningen at gøre, og han har efterfølgende lagt sag an mod avisen.
Offentligheden har så tilsyneladende fået syn for sagen, da tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus i starten af september offentliggjorde den 238 sider lange 'fødselsdagsbog’, som tidligere blev omtalt som en samling breve. I bogen kan man se, hvad der angiveligt er Donald Trumps hilsen til Jeffrey Epstein.
Tegningen matcher The Wall Street Journals beskrivelse af den, men Donald Trump nægter, at underskriften er hans. Flere medier har efterfølgende sammenlignet underskriften med Donalds Trumps tidligere underskrifter, hvor flere fremhæver ligheden. Det har fået præsidenten til at true med at sagsøge The New York Times for 70 milliarder danske kroner.
I fødselsdagsbogen til Jeffrey Epstein fremgår det også, at Jeffrey Epstein skulle have solgt en kvinde til Donald Trump.
Vidneusagn
Efter The Wall Street Journals historie beordrede Donald Trump, at justitsminister Pam Bondi skulle gøre klar til at fremlægge relevante vidneudsagn i Jeffrey Epstein-sagen - dog med forbehold for rettens godkendelse. Hertil svarede Pam Bondi, at det var hun klar til at gøre i midten af juli.
Det forventes dog, at det vil tage måneder, før en sådan fremlæggelse af vidneudsagn kan finde sted - hvis det overhovedet nogensinde sker. Det skriver det amerikanske medie Politico.
Det seneste nye i den gren af sagen er, at vidneudsagnene ikke kommer til at blive frigivet. En dommer i New York har sagt, at en offentliggørelse af dokumenterne kan skade ofrene.
Til gengæld har det amerikanske justitsministerium offentliggjort et langt interview med Jeffrey Epsteins fængslede ekskæreste, Ghislaine Maxwell. Her siger hun blandt andet, at hun aldrig har set Donald Trump i nogen upassende sammenhæng på nogen måde. Hun siger også, at hun ikke husker, om Donald Trump sendte Jeffrey Epstein en fødselsdagshilsen, selvom det er hende, der har samlet samlet bogen og endda skrevet en prolog.
Derudover har den demokratiske senator Dick Durbin hævdet, at ansatte i FBI under anmodning fra justitsminister Pam Bondi har gennemgået omkring 100.000 dokumenter relateret til Jeffrey Epstein-sagen og instrueret dem i at markere passager, hvor Donald Trumps navn bliver nævnt. Informationerne stammer angiveligt fra en whistleblower fra FBI, skriver NBC News. Hvad markeringerne skulle bruges til, melder historien ikke noget om, og FBI har ikke kommenteret sagen.
Donald Trump har efter de seneste afsløringer den 9. september forsøgt at lægge en dæmper på Epstein-sagen ved at kalde den “et lukket kapital”.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
Artiklen er opdateret
11. september 2025 | Klokken 13:13
Artiklen er opdateret med nye oplysninger om sagen.
