Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Hvilken betydning fik Elon Musk og X for den amerikanske valgkamp?

Indsigt 14. nov 2024  -  8 min læsetid
Tjekdet
Foto: Angela Weiss/AFP
  • Den amerikanske iværksætter og techmilliardær, Elon Musk, har været en central personlighed under den nyligt afsluttede amerikanske valgkamp

  • Ud over nogle store økonomiske investeringer i den republikanske valgkampagne, har han også brugt det sociale medie X, som han købte for to år siden, til at erklære sin støtte til Donald Trump

  • Nu er det officielt, at Elon Musk skal være en del af Donald Trumps regeringsstab, når han i det nye år flytter ind i Det Hvide Hus

Det trak overskrifter, da iværksætter og techmilliardær, Elon Musk, dukkede op til Donald Trumps vælgermøde i Pennsylvania. 

Iført en sort kasket med teksten ‘Make America Great Again’ blev han modtaget med jubel og klapsalver i byen Butler, der ligger i svingstaten Pennsylvania - og desuden stedet, hvor Donald Trump blev udsat for et attentatforsøg tidligere på året. 

Fra talerstolen erklærede Elon Musk sig som tilhænger af Donald Trump med sætningen:  “Jeg er Dark MAGA (Make America Great Again, red.)”. 

Elon Musk trådte for første gang ind i valgkampen, da han efter attentatforsøget mod Donald Trump i juli lagde et opslag ud på X, hvor han eksplicit udtrykte sin støtte til den tidligere præsident. Siden har han ført en massiv valgkamp på det sociale medie X, som han købte for to år siden.

I månederne op til valget har han delt pro-republikansk indhold og opfordret til at stemme på Donald Trump. Og nu har han fået en plads i regeringen i en ny kommission, 'The Department of Government Efficiency', som skal revidere hele den føderale regering i USA - et forslag Elon Musk selv har bragt til bordet. 

Han var også en del af Trump-lejren på valgaftenen den 5. november, som han dokumenterede i et opslag på X, der i skrivende stund har 137 millioner visninger. 

Men hvor stor betydning fik Elon Musk og den sociale platform X for den amerikanske valgkamp? Det har TjekDet talt med flere forskere om.

Valgkampagne på X

Da Elon Musk i oktober 2022 købte Twitter for astronomiske 44 milliarder dollars, svarende til 305 milliarder kroner, bedyrede han, at han ville gøre Twitter til en platform for ytringsfrihed, og at platformen ville blive bedre end nogensinde.

“For at Twitter kan gøre sig fortjent til offentlighedens troværdighed, må den være politisk neutral, hvilket betyder, at platformen skal forurolige både den yderste højre- og venstrefløj lige meget”, skrev han på sin X-profil i april, 2022.

Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. To år senere brugte Elon Musk platformen til offentligt at erklære sin støtte til Donald Trump.

“Jeg støtter Donald Trump fuldt ud og håber, han kommer sig hurtigt”, skrev Elon Musk på X i april i år efter det første attentatforsøg på USA’s kommende præsident. Opslaget er set mere end 220 millioner gange.

Elon Musk er ikke alene om at bruge X politisk - det er også en foretrukken platform, som amerikanerne går til, når de skal følge med i politik. Det viser en undersøgelse, som Pew Research udgav i sommer.  

Her svarede 59 procent af amerikanerne, at de bruger X til at følge med i politik eller politiske emner, mens tallene for TikTok, Facebook og Instagram var 36, 26 og 26 procent.

I de seneste måneder har Elon Musk lavet hundredvis af pro-republikanske tweets. Ifølge organisationen “Center for Countering Digital Gate” er politiske tweets fra Elon Musk, siden han erklærede sin støtte til Donald Trump, blevet set over 17 milliarder gange.

Centeret estimerer, at det ville koste en politisk kampagne 24 millioner dollars at køre reklamer, som ville nå det samme antal visninger.

Men udover de pro-republikanske opslag beskyldes Elon Musk for at sprede massiv misinformation, blandt andet om Demokraterne og Kamala Harris.

Som minimum er 87 af Elon Musks opslag fra i år med påstande om det amerikanske valg blevet erklæret for falske eller vildledende af faktatjekmedier. De falske eller vildledende opslag er ifølge organisationen Center for Countering Digital Hate blevet set to milliarder gange. Blandt andet delte Elon Musk i oktober et billede, der lignede et skærmbillede af en artikel fra det amerikanske medie The Atlantic. Men billedet var manipuleret, og artiklen eksisterede slet ikke. 

En magtfuld platform

Gennemslagskraften af Elon Musks egne opslag steg markant i løbet af valgkampen.

“Det er veldokumenteret, at Elon Musk har boostet sine egne opslag på X kraftigt, efter han gik ud og støttede Donald Trump”, siger Jakob Bæk Kristensen, der er lektor på RUC på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab .

I undersøgelsen, som Jakob Bæk Kristensen henviser til, konkluderes det, at visninger på Elon Musks tweets steg med 138 procent, antal retweets steg med 238 procent og likes steg med 186 procent. Alt sammen efter at Elon Musk tidligere på året meldte sin støtte til Donald Trump.

“Elon Musks valgkampagne har haft indflydelse på valgresultatet - ikke nødvendigvis en afgørende indflydelse, men hans kampagne har været massiv og har nået mange amerikanere, som bruger X til at få politiske nyheder,” vurderer Jakob Bæk Kristensen. 

“X er en meget magtfuld platform i USA - langt mere magtfuld end i Danmark,” forklarer han.

Selv er Jakob Bæk Kristensen blevet overrasket over, hvor politisk biased X er blevet som platform, siden Elon Musk købte det sociale medie.

“Tidligere er Twitter blevet beskyldt for at være for venstreorienteret og demokratisk. Men nu er det gået i den helt modsatte retning. Meget af det, som bliver spredt på X nu, blandt andet af Elon Musk, vil jeg betegne som yderliggående politiske holdninger, og det har jo kæmpe konsekvenser, da det skubber debatten i en mere og mere ekstrem retning, som passer ind i meget af Donald Trumps retorik”, forklarer Jakob Bæk Kristensen.  

For Jakob Bæk Kristensen kan Elon Musks status blandt dele af den amerikanske befolkning også have haft betydning for, hvor de har sat deres kryds.

“En ting er, når noget misinformation kommer for Donald Trump - det har mange sikkert vænnet sig til. Men nu bliver det altså forstærket af en ny mainstream-figur som Elon Musk, hvilket vil få det til at blive taget seriøst af endnu flere fra et helt nyt segment”, siger Jakob Bæk Kristensen.

For Line Nybro Petersen, som er lektor i medievidenskab på Københavns Universitet med speciale i ekstremisme og konspirationsteorier, er der ingen tvivl om, hvad X har udviklet sig til.

“X er blevet et politisk projekt, og den måde, som Elon Musk har ført valgkamp på for Donald Trump, er svært at stå op imod eller hamle op med. Det er ham, som har bestemt, hvordan algoritmen på X skal se ud, og hvordan indhold modereres på platformen, så det er nærliggende at tænke, at det har haft betydning for valgkampen", forklarer hun. 

Null

Fælles skepsis over for de etablerede medier

Elon Musk og Donald Trump deler en udtalt skepsis over for de etablerede medier - de såkaldte ‘legacy medias’ - som de begge ved flere lejligheder har påtalt. 

Donald Trump har siden han blev indsat som præsident i 2016 ment, at de etablerede medier bevidst lyver - spreder ‘Fake News’ - for at fremme en bestemt agenda. Det har han italesat ved flere offentlige taler og på sociale medier

På samme vis har Elon Musk siden han overtog platformen Twitter - nu kaldet X - kæmpet for, at platformen skal være befolkningens foretrukne nyhedsmedie. Han mener, at de etablerede nyhedsmedier censurerer nyheder til fordel for venstrefløjens standpunkter, og derfor er der brug for et medie, hvor ‘almindelige borgere’ kan dele og producere nyheder.

Elon Musk har under valgkampen opfordret amerikanerne il, at de opsøger nyheder på X, hvis de vil stemme på et oplyst grundlag. Elon Musk har desuden pustet til konspirationsteorier om valgsvindel arrangeret af demokrater, som vil sikre, at Donald Trump ikke kommer til magten. En fortælling, som er blevet faktatjekket flere gange og konkluderet som falsk. 

Jakob Bæk Kristensen peger på, at præmissen om, at de etablerede medier er biased, er blevet mere udbredt:

“Det var ret radikalt, da Donald Trump udtrykte mistillid til de etablerede medier tilbage i 2016, men det er som om, der er sket et skred, og at det nu er en mere udbredt holdning”, siger Jakob Bæk Kristensen.  

“Det er dermed også blevet mere validt at stole på en enkeltperson som Elon Musk”, tilføjer han.

Tjekdet
Det var en klar sejr, Donald Trump løb af med efter det amerikanske valg den 5. november. Undervejs fik han blandt andet hjælp af Elon Musk, der nu har fået en plads i den kommende regering. Foto: Jim Watson/AFP

Donationer i millionklassen 

Forskerne er enige om, at det ikke er muligt at konkludere, hvorvidt Elon Musks tiltag har haft direkte indflydelse på valgresultatet. Men de er ikke i tvivl om, at han har været med til at præge valgkampen, og skabt en stor offentlig opmærksomhed. 

“Der er ingen tvivl om, at der skete nogle ret markante ændringer, da Elon Musk overtog Twitter, som har været til Trumps fordel. Om det så har været afgørende for valget, ved jeg ikke, men det taler i hvert fald ind i en større tendens”, siger Line Nybro Petersen.  

Også Troels Bøggild, som forsker i vælgeradfærd på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, synes det er svært at konkludere, om der er direkte sammenhæng:

“Det er ikke nemt at isolere alle de forskellige faktorer, som har ført til det endelige valgresultat. Men vi kan som minimum sige, at Musk har haft indflydelse ved at bidrage finansielt til Trumps valgkampagne og skabt opmærksomhed blandt vælgerne via sit kontroversielle lotteri”, siger Troels Bøggild. Han henviser her til, at Elon Musk i oktober intensiverede kampagnen ved hver dag at udlove én million dollars til en tilfældig amerikansk borger, der underskrev støtteerklæringen til forfatningen i America PAC.

America PAC er en politisk interesseorganisation oprettet af Elon Musk. 

Den har til formål at “støtte kandidater, der kæmper for sikrede grænser, fornuftigt forbrug, beskyttede byer, retfærdigt retssystem, ytringsfrihed og selvforsvar”, som er republikanske mærkesager. 

The Guardian har på baggrund af oplysninger fra de amerikanske valgmyndigheder afdækket, at Elon Musk har investeret omkring 75 millioner dollars i The America PAC. 

Null

Under valgkampen har Elon Musk udlovet en million dollars til en tilfældig amerikaner, der underskrev støtteerklæringen til forfatningen i America PAC. Her er et billede af en af vinderne. Foto: Skærmbillede af X.

Elon Musk har desuden igennem America PAC doneret til pengenetværket ‘Building America’s Future’, der har til formål at fremme Trumps politiske agenda. Blandt andet har New York Times og OpenSecrets afdækket, at netværket står bag en falsk kampagne, kaldet ‘Progress 2028’. 

‘Progress 2028’ fremlægger politiske mærkesager, som angiveligt skulle komme fra Kamala Harris. Det drejer sig blandt andet om initiativer, som er lempelige over for illegale immigranter og er meget LGBT+-venlige. Mærkesager, som Kamala Harris står for, men  taget til ekstremerne. I virkeligheden er det er altså ikke Kamala Harris, der står bag, men pengenetværket “Building Americas Future”. Kampagnen består af en hjemmeside og en række falske annoncer, som blandt andet er spredt på X og Metas platforme. 

Null

Foto: Progress 2028

Meget tyder på, at Elon Musks investeringer i Donald Trumps valgkamp har givet Elon Musk personlig gevinst. 

Bloomberg Billionaires Index kunne for nylig annoncere, at Elon Musks samlede formue nu har oversteget 300 milliarder dollars for første gang i tre år. Elon Musk er desuden den person, som har øget sin personlige formue mest efter Donald Trumps valgsejr ifølge Bloomberg Billionaires Index. En stor del af gevinsten skyldes den markante stigning i Teslas aktier, som Elon Musk er majoritetsejer på. 

En ny æra for politiske valgkampe

Ifølge Troels Bøggild kan vi godt forvente, at Elon Musks rolle i den amerikanske valgkamp kan inspirere andre aktører: 

“Jeg kunne godt tro, at Musks engagement i valgkampen vil inspirere andre velhavende individer eller virksomheder til at involvere sig endnu mere i præsidentvalgkampe i håb om at få noget igen efter en eventuel valgsejr”, siger Troels Bøggild og tilføjer. 

“Det er ikke et nyt fænomen, men det er på mange måder mere åbent og måske også yderligere legitimeret som følge af denne valgkamp”.

Line Nybro Petersen vurderer også, at de sociale medieplatforme vil spille en større rolle i fremtidige valgkampe. Hun peger på, at samfundet til dels har været for langsomt til at reagere på udviklingen, som de sociale medieplatforme har gennemgået, og at problemet nu ligger centralt i infrastrukturen.

“Mit indtryk er, at der fra politisk side har været sådan en tech-optimisme og en opfattelse af, at de sociale medieplatforme er demokratiske. Men nu ejes platformene af nogen, som har økonomiske og politiske interesser, og så bliver konsekvensen af den manglende regulering af platformene tydelig.” 

Line Nybro Petersen vurderer, at der skal ske et radikalt kulturskifte, hvis man skal trække noget af magten ud af platformene igen:

“Lige nu er det bare sådan, at rigtig mange medier henter nyhedshistorier fra X. Så længe de gør det, er X jo dagsordensættende. Og nu er det Elon Musk og dermed også Trump, som styrer, hvad vi bliver eksponeret for og hvilke typer af indhold, der får forrang over andet”, fortæller Line Nybro Petersen.

“Vi går en amerikansk regering i møde, som har to sociale medieplatforme (X og Truth Social, red.), som de har total kontrol over. Det mener jeg bør give stof til eftertanke og fylde mere i valgdebatten”.

TjekDet har forelagt kritikken for X og Elon Musk, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Opdateret 7. jan 2025