Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kritikken af X og Elon Musk fortsætter. Annoncører og debattører forlader platformen

Indsigt 15. aug 2024  -  6 min læsetid
Tjekdet
Foto: Apu Gomes/Getty Images/AFP. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch
  • Kritikken af X som en platform, hvor der spredes misinformation, tager til

  • Flere store annoncører og politiske debattører er begyndt at forlade platformen

  • X-ejer Elon Musk kritiseres for personligt at sprede misinformation på platformen

  • TjekDet har talt med to danske politikere, som har vidt forskellige meninger om udviklingen på det sociale medie

Siden Elon Musks køb af Twitter - i dag X - i efteråret 2022, har det sociale medie gennemgået en større forvandling. 

Tidligere suspenderede profiler - heriblandt tilhørende Donald Trump og kendte konspirationsteoretikere som Alex Jones - er blevet genaktiveret personligt af Elon Musk, der ved købet af Twitter annoncerede en vision om at gøre X til ytringsfrihedens højborg og at omdanne X til The Everything App - altså en app, der samler alle elementer fra forskellige sociale medier under ét tag. 

Men kritikken af X og Elon Musk strømmer ind fra flere kanter og er blevet intensiveret inden for de seneste måneder. Kritikere efterspørger mere moderation på platformen, hvor mis-, des og malinformation får lov at florere uimodsagt.

De ansatte, der skulle moderere falsk og skadeligt indhold ud af platformen, er blevet fyret, og i stedet har Elon Musk indført de såkaldte community notes, hvor brugerne står for at gøre andre brugere opmærksomme på falsk og vildledende indhold. Men også det system møder kritik fra eksperter. Det kan du læse mere om her i TjekDets artikelserie om X

Elon Musk beskyldes også for selv at sprede falsk og vildledende indhold.

For nylig delte han et skærmbillede, der forestiller en artikel fra den engelske avis The Telegraph. I artiklens overskrift stod angiveligt, at den britiske premierminister Keir Starmer skulle have luftet tanker om at sende uromagere fra de seneste optøjer i England i lejre på Falklandsøerne, der ligger ud for Argentina i Atlanterhavet, fordi der ikke var fængselsplads nok i England.

Tjekdet
Elon Musk har flere gange delt falsk information på X. I dette tilfælde delte han et skærmbillede af, hvad der ligner en artikel fra den engelske avis The Telegraph. Men skærmbilledet viste sig at være fabrikeret, og mediet afviser at have publiceret en artikel med den pågældende overskrift. Elon Musk har siden fjernet sit opslag igen, men har ikke efterfølgende kommenteret sagen yderligere. Foto: Skærmbillede af X

Skærmbilledet af artiklen var dog fabrikeret, og The Telegraph meldte selv ud på X, at de aldrig havde bragt en artikel om det.

Elon Musk endte med at slette sit opslag, som dog allerede havde fået over to millioner visninger. X-ejeren har ikke efterfølgende kommenteret på hændelsen.

Kort forinden delte Elon Musk en video, hvor man angiveligt kunne høre USA’s vicepræsident og præsidentkandidat, Kamala Harris, sige, at præsident Joe Biden har “afsløret sin senilitet”, og at hun “intet ved om at lede USA”. 

Problemet var bare, at det havde Kamala Harris aldrig sagt. Hendes stemme var derimod blevet efterlignet ganske overbevisende ved hjælp af kunstig intelligens, hvilket Elon Musk ikke gjorde sine følgere opmærksomme på. Efterfølgende meldte han ud, at opslaget var tænkt som satire.

I starten af august udgav organisationen Center for Countering Digital Hate en analyse, hvor de konkluderede, at opslag fra Elon Musk, der indeholder vildledende påstande om det amerikanske præsidentvalg, havde fået 1,2 milliarder visninger på X.

Organisationen bag analysen identificerede 50 tilfælde i år, hvor Elon Musk har delt påstande om valget, som sidenhen er blevet modbevist af uafhængige faktatjekkere.

Null

Flere trækker sig

Kritikken er også nået op på EU-niveau. Europa-Kommissionen åbnede i december 2023 en sag mod X efter mistanke om flere overtrædelser af den såkaldte Digital Services Act (DSA). DSA regulerer onlineformidlere og -platforme som for eksempel sociale medier med det formål at forebygge ulovlige og skadelige aktiviteter på internettet og spredning af misinformation.

Udviklingen, som X har gennemgået, siden Elon Musk overtog, har da også fået flere virksomheder til at droppe annoncering på X af frygt for at blive sat i forbindelse med falske informationer og skadeligt indhold. 

Flere store amerikanske virksomheder som Disney, Apple og IBM har trukket sig fra platformen, efter Elon Musk delte antisemitiske budskaber. Noget, han senere undskyldte, og efterfølgende besøgte han koncentrationslejren Auschwitz i Polen.

Videoen her er manipuleret med kunstig intelligens. Ved hjælp af AI-teknologi har producenten efterlignet den amerikanske præsidentkandidat Kamala Harris' stemme og fået hende til at sige ting, hun aldrig har sagt. Også den har Elon Musk delt i et opslag, der er set flere end 135 millioner gange.


En anden virksomhed, der har droppet annoncering på X, er det danske energiselskab Ørsted. Elon Musk har svaret ved at lægge sag an mod Ørsted og en række andre virksomheder, fordi de - ifølge Elon Musk - har lavet en koordineret og ulovlig boykot af platformen. 

TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Ørsted, men virksomheden har ikke nogen kommentar til sagen, oplyser Ørsteds pressetjeneste til TjekDet. 

Også DR har for nylig trukket sig fra platformen, fordi det ikke er muligt for DR at moderere debatten under deres artikler, så den holder sig inden for DR’s standarder.

X’s værdi falder 

Flere ting peger i retning af, at kritikken af X ikke har været gunstig for virksomhedens økonomi. Ifølge analyser er X’s værdi faldet med 71 procent, siden Elon Musk købte platformen. 

Elon Musk købte X for 44 milliarder dollars svarende til 305 milliarder kroner i oktober 2022.

“Større firmaer har trukket sig fra X og har ikke længere lyst til at reklamere på platformen, fordi der deles misinformation, hadtale, racisme og så videre, så der er selvfølgelig en økonomisk risiko forbundet ved at lave de forandringer, som Elon Musk har gennemført,” forklarede Yevgeniy Golovchenko til TjekDet tilbage i februar. Yevgeniy Golovchenko er adjunkt ved Institut for Statskundskab og SODAS på Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i mis- og desinformation på sociale medier.

Dråben var en falsk video

Det er ikke kun store virksomheder og medier, der har valgt at vende X ryggen. 

I starten af august slettede SF’s erhvervs-, finans- og it-ordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, sin profil, som hun ellers før i tiden var glad for. 

“Jeg var ret glad for at være på det gamle Twitter. Jeg synes, det var en form, der kunne noget med det korte og kontante budskab. Jeg fik meget viden, analyser og nyhedsdækning gennem Twitter. Og jeg synes, jeg fulgte nogle kloge folk - både nogle, jeg var enige og uenige med,” fortæller hun til TjekDet. 

Men det ændrede sig for Lisbeth Bech-Nielsen, da Elon Musk tog over i efteråret 2022.

Tjekdet
Både virksomheder og politikere har forladt X på grund af udviklingen, efter Elon Musk købte platformen. Men Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, ser ikke noget problem med tingenes tilstand, siger han. Til gengæld har hans folketingskollega Lisbeth Bech Nielsen fra SF vinket farvel til sin profil. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

“Siden Elon Musk har taget over, har jeg haft flere problemer med platformen. Indholdsmæssigt synes jeg, det er blevet dårligt. Jeg fik en masse annoncer og reklamer og blev bombarderet med en masse ting, jeg ikke synes var relevant for mig. Der var også en masse trolde og en masse bots. Og mange af dem, jeg havde fulgt, og som jeg synes, var interessante at følge, forsvandt fra mit feed.”

Da Elon Musk delte en falsk video med en AI-generet stemme af den amerikanske præsidentkandidat Kamala Harris, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for SF-politikeren. 

“Det var så ekstremt gjort, fordi det jo er noget af det, som eksperter siger, bliver en af de allerstørste udfordringer mod vores demokrati - at vi ikke længere tror på, at noget er sandt, fordi der florerer så meget falsk information.”

Selvom X har en funktion, hvor man kun ser indhold fra dem, man følger, valgte Lisbeth Bech-Nielsen i sidste ende at trække sig helt fra X, fordi hun ikke kunne se sig selv støtte op om Elon Musks foretagende. 

“Uanset hvordan jeg selv kunne have designet mit feed, så kan jeg ikke støtte op om en platform, som jeg synes er blevet til et propagandaværktøj for en af verdens rigeste og mægtigste mænd, og hvor han aktivt er en spiller i kæmpe sociale problemer og forskellige politiske ting, der foregår. At han aktivt prøver at påvirke tingene, synes jeg er ekstremt farligt.”

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt har en helt anden tilgang end Lisbeth Bech-Nielsen. Partiformanden er selv meget aktiv på det sociale medie, og han oplever ikke - modsat Lisbeth Bech-Nielsen - at mediet har gennemgået de store forandringer. 

“Jeg synes, X er et udmærket forum for at prøve at komme ud med budskaber og afprøve argumenter. Jeg har ikke oplevet den store forskel, siden Twitter blev til X - heller ikke i forhold til moderation,” forklarer Morten Messerschmidt til TjekDet.

“Større firmaer har trukket sig fra X og har ikke længere lyst til at reklamere på platformen, fordi der deles misinformation, hadtale, racisme og så videre, så der er selvfølgelig en økonomisk risiko forbundet ved at lave de forandringer, som Elon Musk har gennemført.”

Faktisk er der et andet socialt medie, som partiformanden ser større problemer ved i dets nuværende form.

“Jeg har ikke en holdning til Elon Musk, men umiddelbart tror jeg, at Mark Zuckerberg er en større trussel mod ytringsfriheden, end Musk er. På Facebook skal man være meget varsom med, hvad man skriver, for ellers kan man blive sat i karantæne,” skriver han i en sms.

Tidligere på året beskrev TjekDet i en artikelserie, hvordan Twitter - nu X - har forandret sig siden Elon Musks overtagelse. Du kan læse hele artikelserien her.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek  - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 24. sep 2024