Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kan Tesla skille sig af med Elon Musk?

Indsigt 18. mar 2025  -  6 min læsetid
Tjekdet
Utilfredshed med Elon Musks politiske linje og engagement gør, at flere nu opfordrer til at boykotte Tesla. Samtidig dykker virksomhedens aktie, og flere spørger nu, om Musk har en fremtid i Tesla - og om han overhovedet kan smides ud. Foto: Joseph Prezioso/AFP
  • Teslas aktie er faldet markant i løbet af de seneste måneder, og investorerne har mistet milliarder af kroner.

  • Elon Musks politiske fremtræden og tætte samarbejde med Donald Trump er medvirkende årsag, mener flere analytikere.

  • På sociale medier spekuleres der nu i, om Tesla kan blive nødt til at skille sig af med Elon Musk som øverste chef.

  • Men er det overhovedet muligt? Vi har spurgt en række eksperter.

Aktier, der rasler ned, klistermærker, der symboliserer afstandtagen, hærværk på biler og styrtdykkende salg. Elbilproducenten Tesla er i modvind og investorerne har på få måneder mistet milliarder af dollars.

 

Flere steder kædes Teslas kursfald sammen med Elon Musks politiske rolle og samarbejde med Donald Trump.

 

“Der er flere grunde til faldet. De, der fordømmer Mr. Musks politiske holdninger og hans tætte forbindelse til Trump-administrationen, vil utvivlsomt pege på dette som den afgørende faktor,” lyder det blandt andet i Sky News.

 

Tesla er langt fra den eneste amerikanske aktie, der er i fald, men der tegner sig et mere markant billede ved Tesla-aktien.

 

Aktiens kurs har overordnet været stigende indtil midten af december 2024. Men efter Trumps indsættelse den 20. januar og Elon Musks tætte samarbejde med præsidenten, er aktien faldet kraftigt.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

I Danmark har flere pensionskasser valgt at droppe investeringer i Teslas aktier. Senest har Akademikernes Pensionskasse meldt ud, at de ekskluderer Tesla.

 

Og i USA er flere Tesla-ejere begyndt at markere deres biler med klistermærker, der signalerer afstandstagen til Elon Musk med slogans som ‘Jeg købte bilen før Elon blev skør’. Også på dansk grund ser man en bevægelse imod Musk, hvor Tesla-ejere oplever, at der udøves hærværk på deres biler. 

 

Samtidig er salget af Tesla-biler både i Danmark og hele Europa faldet markant den seneste tid - og det er på trods af, at salget af elbiler generelt er stigende. Eksempelvis blev der i januar 2024 solgt 763 Tesla-biler i Danmark - et tal, der i januar i år var nede på 447. Nogle analytikere vurderer dog, at en medvirkende årsag er, at markedet har ventet på lanceringen af Teslas opdaterede Y-model. 

 

På sociale medier spekuleres der nu i, om Musk kan fratages sin CEO-post, hvis han bliver for stor en belastning for Tesla. Andre forudsiger, at han vil blive fyret inden årets udgang. Også etablerede medier omtaler, hvordan Elon Musks upopularitet rammer Tesla, og at nogle aktionærer ønsker ham fyret.

 

Men er det overhovedet muligt for Tesla at smide Elon Musk ud? Og er scenariet realistisk? 

Tjekdet
Oprøret mod Elon Musks samarbejde med den amerikanske præsident kommer til udtryk på flere måder. Eksempelvis ved at nogle Tesla-ejere sætter klistermærker på deres biler med budskaber om, at de ikke er tilhængere af Musk, eller at de købte deres Tesla, "før Elon blev skør". Foto: Justin Sullivan/Getty Images/AFP

Politik og branding

Elon Musk er selv storaktionær i Tesla. Men derudover er han samtidig virksomhedens øverste ansvarlige (CEO) og medlem af bestyrelsen.

 

Ifølge René Tønder, der er analytiker og strategisk rådgiver i bilbranchen, er der noget helt særligt ved Tesla som brand.

 

“Tesla er Elon Musk, og Elon Musk er Tesla. Der er en fuldstændig entydig sammenhæng mellem det personlige brand, han har, og så hans firma, Tesla, som man ikke ser på samme måde i andre bilfirmaer,” siger René Tønder.

 

Og netop denne sammenhæng har ifølge René Tønder betydning for den modvind, Tesla befinder sig i.

 

“Før har det tjent Tesla godt, at Elon Musk er så fremtrædende, fordi han i mange år er blevet set som et progressivt geni. Nu har han skiftet kurs og har et helt andet personligt brand, som ikke længere er i overensstemmelse med Teslas brand. Så ja - hans politiske virke er lige nu en af grundene til Teslas modvind,” mener René Tønder.

 

Også Jesper Lau Hansen, professor i kapitalmarkedsret på Københavns Universitet, mener, at faldet i aktien og bevægelsen mod Tesla kan skyldes Elon Musks politiske fremtræden.

 

“For mig at se vidner udviklingen om det velkendte fænomen, at det er risikabelt for en virksomhed at fremstå politisk, fordi man risikerer at genere de kunder, som ikke deler den pågældende holdning,” siger han.

 

Teslas struktur

Tesla ejes i sidste ende af de investorer, som har aktier i virksomheden. Jo større aktieandel, jo større indflydelse. Elon Musk har med sine knap 13 procent den største andel. Mange af de øvrige aktionærer er virksomheder som Vanguard Group og Blackrock, som sidder med henholdsvis 7,5 og 6,1 procent.

 

Bestyrelsen består af otte medlemmer, hvoraf Elon Musk selv har en af pladserne.

 

Når det kommer til at skulle sparke Elon Musk ud af Tesla, er det i høj grad et spørgsmål om, hvem der reelt ville have magten til eventuelt at kunne fyre ham, og hvad der i så fald skulle til.

 

“Det er ejerne, altså aktionærerne, som vælger bestyrelsen - og bestyrelsen står for at ansætte direktionen og direktøren, hvoraf sidstnævnte jo er Elon Musk,” forklarer Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

 

“I et scenarie, hvor ejerne af Tesla ikke længere er tilfredse med Elon Musk som direktør, har ejerkredsen mulighed for at stemme personer ind ved den årlige generalforsamling, der kan medvirke til, at han bliver afsat som direktør,” siger han.

 

“Alternativt, hvis det ikke fungerer med en given direktør, kan personen til enhver tid blive afsat fra sin stilling af bestyrelsen,” forklarer Jacob Pedersen og fortsætter: 

 

“Det er normalt den struktur, der er. Ejerne er beskyttet ved, at den bestyrelse, de har valgt, sikrer, at der sidder en direktør, som arbejder for ejernes bedste."

 

Tjekdet
Ifølge flere analyser spiller Elon Musks tætte samarbejde med Donald Trump en betydelig rolle i Teslas aktiefald. For mange er spørgsmålet derfor, om Musk har en fremtid i Tesla - og hvem der kan bestemme, om han har det. Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Men i virksomhedskonstruktionen hos Tesla har Elon Musk en fod inde rigtig mange steder. Udover at være firmaets største aktionær, er han direktør - og ikke mindst er han også medlem af bestyrelsen. 

 

Ifølge René Tønder er det ikke usædvanligt for selskaber i USA, at en direktør også er medlem af bestyrelsen. Men i Teslas tilfælde styrer direktøren, Elon Musk, i høj grad bestyrelsen. 

 

“I forhold til at det er et kæmpestort selskab, har Tesla på alle måder en meget svag bestyrelse. For eksempel sidder hans egen bror i bestyrelsen, og Robyn Denholm, der er bestyrelsesformand, har en fagligt svag profil og baggrund, som intet har med biler at gøre, siger René Tønder og fortsætter:

 

“For at sige det ligeud, er bestyrelsesmedlemmernes største kvalifikation nok, at de enten kender Musk eller holder mund og gør, som han siger.”

 

“De fleste bestyrelsesmedlemmer har været med i mange år. Kimbal Musk har været med siden 2004, hvor selskabet kun havde få ansatte, og Robyn Denholm trådte ind i 2014, dengang Tesla var et ganske lille selskab og slet ikke den meget store virksomhed, det er i dag,” siger René Tønder.

 

“Så Elon Musk har reelt nærmest selv sammensat bestyrelsen, og i de seneste 3-4 år, hvor selskabet er vokset markant, er der ingen af de store aktionærer, der har kunnet - eller villet - sætte deres egne folk ind i bestyrelsen,” forklarer han videre.

Skæbne i egne hænder

Når man svarer på spørgsmålet, om hvorvidt Elon Musk kan blive en så stor belastning for Tesla, at virksomheden må skille sig af med ham, må man skelne mellem, hvad der teoretisk er muligt, og hvad der er realistisk, siger René Tønder.

 

“Det gælder alle aktieselskaber, både i USA og i Danmark, at bestyrelsen skal varetage aktionærernes interesser i selskabet. Så i teorien, ja - Tesla kan tvinge Elon Musk til at gå af som direktør.” 

 

“Men - og der er et stort men - for i praksis, nej. Man er nødt til at kigge på, hvem der sidder i bestyrelsen. Det gælder mere eller mindre alle i Teslas bestyrelse, at de gør præcis, som Elon Musk siger. Og så længe han har fuld kontrol over bestyrelsen, kommer de ikke til at få ham fyret,” siger René Tønder.


“Elon Musk bestemmer sin egen skæbne. I praksis spiller bestyrelsen ikke en stor rolle. Med mindre han selv ønsker det, er det ikke realistisk, at han kommer til at miste sin CEO-post. Det er kun, hvis hans egen vurdering på et tidspunkt bliver, at Tesla er bedst tjent uden ham, at det sker. Og min vurdering er, at som situationen ser ud nu, vil han ikke gå af som direktør,” siger René Tønder. 

 

Han peger samtidig på, at Elon Musk ikke kan blive tvunget til at sælge sin ejerandel i firmaet, og han dermed under alle omstændigheder vil have stor magt i firmaet - så længe han selv ønsker det.

 

Aktiens udvikling

Ifølge Jacob Pedersen ligger der flere forklaringer bag faldet i Teslas aktier.

 

“Faldet er i høj grad et udtryk for, at der er dele af ejerkredsen og investorerne, som er skeptiske og nervøse for salgsmulighederne i forhold til den nye rolle, Musk har fået under Trump, og hvad den rolle kan have af negativ effekt af salget på Teslaer rundt omkring i verden,” siger Jacob Pedersen.

 

Han mener derudover, at faldet i aktien er en naturlig reaktion på den store boble, der var før og efter valget.

 

“På aktiemarkedet er det gerne sådan, at hvis man får en massiv optur på grund af nogle forhåbninger, som ikke viser sig at blive indfriet, så går det den anden vej,” siger han.

“For at sige det ligeud, er bestyrelsesmedlemmernes største kvalifikation nok, at de enten kender Musk eller holder mund og gør, som han siger.”

Jacob Pedersen mener dog ikke, at troen på aktien er helt væk.

 

”Selv om den største eufori er forsvundet, så ligger Tesla-aktien stadig 50 procent højere end for et år siden, så ikke alle har mistet troen på en guldrandet fremtid,” forklarer han.

 

Ifølge René Tønder er der heller ikke noget nyt i, at aktien har udsving.

 

“Det nye er, at Tesla er kommet under pres og ikke længere har den fremgang, de hele tiden har haft. I 2024 gik salget en lille smule tilbage, og alt tyder på, at der også kommer tilbagegang i 2025. Så lige nu er der modvind, men jeg tror, situationen skal blive meget mere alvorlig, før vi kommer ud i en situation, hvor Elon Musk går af som CEO,” siger René Tønder.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 31. mar 2025