FN-rapportør bruger manipuleret billede som dokumentation for dræbte skoleelever i Iran
-
Tidligere på ugen blev en skole i den iranske by Minab ramt af et missilangreb.
-
Siden har der været forskellige vurderinger af, hvor mange børn, der mistede livet.
-
FN’s særlige rapportør, Francesca Albanese, har nu - sammen med mange andre - delt et billede, der viser sørgende iranere omkring et stort antal ligposer.
-
Men billedet er ikke ægte - det er skabt med kunstig intelligens, viser TjekDets research.
Den måske mest debatterede krigshandling fra den seneste uges krig i Mellemøsten skete i den iranske by Minab i Hormozgan provinsen.
Tidligere på ugen blev skolen Shajareh Tayyebeh ramt af missilangreb, hvor et ukendt antal børn og voksne blev dræbt.
Skolen er placeret i udkanten af, hvad der ifølge adskillige medier var en militærbase for Irans Revolutionsgarde. Billeder fra Google Maps viser, at de to områder var adskilt af en mur.
Det vides endnu ikke, hvem som står bag angrebet, men både USA og Israel har udtalt, at “de er ved at undersøge det”, mens Pete Hegseth, som krigsminister i USA, har udtalt, “at de aldrig går efter at ramme civile”.
Ifølge myndighederne i Iran er dødstallet 168 personer efter angrebet, men i skrivende stund florerer der fortsat flere forskellige dødstal. Ifølge myndighederne er mange af ofrene børn, men dødstallet er altså ikke verificeret af uafhængige kilder eller myndigheder i skrivende stund.
I de seneste dage har der floreret mange videoer og billeder fra Iran af begravelserne for ofrene efter angrebet, og en af de mest virale billeder viser angiveligt sørgende pårørende omkring et større antal ligposer.
På ligposerne er placeret forskellige billeder af børnene, som antageligt skal vise, hvilke børn, der er i ligposerne.
Billedet er blandt andet delt af Francesca Albanese, som er FN's særlige rapportør for de palæstinensiske områder. Som repræsentant for FN har hun - og det hun deler - en særlig status.
Men billedet er skabt med kunstig intelligens - det viser tre forskellige verificeringsværktøjer, som TjekDet har analyseret billedet med.
Billedet er også blevet delt i dansk kontekst på Facebook.
TjekDets research viser endvidere, at billedet er delt tusindvis af gange på tværs af de forskellige platforme.
Samstemmigt enige
Vores research viser, at spredningen af billedet på sociale medier startede den 3. marts. Det var samtidig med, at flere internationale medier skrev nyhedsartikler om, at man i Minab holdt begravelser for de dræbte i angrebet.
Det virale billede deles i kontekst af at vise sørgende forældre omkring ofrene for angrebet, og den tilhørende tekst sætter tal på de dræbte
“165 kister med skolepiger bliver begravet i dag”, lyder det i et af mange enslydende opslag.
TjekDet har downloadet billedet og undersøgt det med tre forskellige værktøjer, som kan bruges til at verificere, hvorvidt et billede er skabt med AI.
De tre forskellige værktøjer, som TjekDet har brugt, peger alle på, at billedet er skabt med kunstig intelligens.
Værktøjet “Hive Detect” viser, at billedet med 99,9 procents sandsynlighed er skabt med AI. Hjemmesiden wasitAI.com peger på, at billedet med “ret stor sandsynlighed” er skabt med AI, mens imagewhisperer.com siger, at billedet er manipuleret - “højst sandsynligt” med AI.
Stemmer ikke overens med verificerede billeder
New York Times har verificeret andre billeder og videoer fra begravelserne i Minab efter angrebet på skolen. En del af de billeder har journalisten Malachy Browne delt på sin X-profil.
Disse billeder og videoer, som altså er verificeret som ægte, kan bruges til at sammenligne med det billede, som FN’s særlige rapportør Francesca Albanese har lagt op. På de billeder og videoer, som New York Times har verificeret, ser man tusindvis af iranere omkring en lastbil med et ukendt antal kister på.
Man kan også se hvide ligposer, som har en størrelse af, hvad der kunne ligne at indeholde et barn. Men der er ingen scener, som viser hvide ligposer i lange rækker med blomster på, som man ser på det AI-genererede billede, FN-rapportøren har delt.
Hvad ved vi dødstallet?
På nuværende tidspunkt er der ingen uafhængige tal for antallet af dræbte efter angrebet på skolen, andet end at der er et ukendt antal børn og voksne, som mistede livet. Som sagt har de iranske myndigheder selv meldt ud, at 168 personer mistede livet.
The Guardian har lavet en længere artikel, hvor de har verificeret billeder og videoer fra angrebet på skolen. Billederne viser ifølge The Guardian flere børn, som er begravet under murbrokkerne.
NBC News har også talt med en kvinde, som beskriver angrebet på skolen, og hvordan der blev hevet lig ud af murbrokkerne.
CBS News har også udgivet en video, hvor man kan se ligene af flere små børn efter angrebet. Grundet voldsomheden af billederne, vælger vi ikke at linke til videoen.
TjekDet og flere andre medier har også geolokaliseret et billede og en video fra Reuters, som viser, at man på kirkegården Minab Hermud Cemetary har gravet over 100 nye grave, som antageligt skal bruges til ofrene for angrebet. Billeder fra Google Maps viser, at der i det område af kirkegården ikke tidligere var grave.
Via undersøgelser af nye satellitbilleder har både BBC Verify og New York Times påvist, at samtidig med at skolen blev ramt af et missilangreb, blev flere bygninger på den iranske militærbase ved siden af også ramt, af hvad de beskriver, som et præcisionsangreb.
Ifølge amerikanske militæreksperter, som Reuters har talt med, er det sandsynligt, at amerikanske tropper står bag angrebet, men undersøgelserne er fortsat undervejs, skriver mediet. Eksperterne udelukker dog heller ikke, at der kan komme nye beviser, som kan frikende USA.
Derfor er faktum fortsat, at ingen af parterne i skrivende stund har taget ansvaret for angrebet.
TjekDet har spurgt Francesca Albanese, hvorfor hun har delt et AI-genereret billede som dokumentation for begravelserne efter angrebet, og om hun var klar over, at billedet er manipuleret, men hun er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
ARTIKLEN ER OPDATERET
09-03-2026 kl. 12.52: I artiklen fremgik det tidligere, at FN-rapportør Francesca Albanese er særlig rapportør for Mellemøsten. Det er nu blevet rettet til de palæstinensiske områder.