Ja, du kan faktisk score en gevinst med populært skattetrick, men du mister ikke pengene ved at lade være
-
I talrige facebookopslag deles et tip om, at der er penge at vinde ved at bruge et simpelt skatte-trick i sin forskudsopgørelse
-
Det er nemlig muligt at få et højere beskæftigelsesfradrag, står der i opslagene
-
Og det er rigtigt, at en politisk aftale fra juni gør det muligt for mange danskere at få et højere fradrag
-
Men muligheden gælder ikke for alle, og man kan risikere et skattesmæk, oplyser Skattestyrelsen
-
I opslagene hævdes det også, at pengene fra fradraget går tabt, hvis ikke man benytter muligheden nu. Men det passer ikke
Et simpelt skatte-trick kan give dig flere penge mellem hænderne de næste mange måneder.
Det er budskabet i en lang række enslydende opslag, der i øjeblikket er i omløb på Facebook.
Alt, du skal gøre, er at klikke dig ind på din forskudsopgørelse på skat.dk og trykke ‘beregn’ nederst på siden. Dermed ændres dit beskæftigelsesfradrag automatisk, så du får flere penge udbetalt hver måned. Når du trykker ‘godkend’, træder ændringen i kraft.
Og det er helt rigtigt, at mange danskere har ret til et ekstra beskæftigelsesfradrag de kommende måneder.
Men i opslagene på Facebook hævdes det også, at hvis ikke du gør brug af muligheden nu, så går pengene tabt. Det passer ikke. Hvis du har ret til et øget beskæftigelsesfradrag, og du ikke gør brug af det nu, bliver fradraget modregnet i den kommende årsopgørelse for 2022. Pengene får du altså alligevel.
Ekstra beskæftigelsesfradrag
Ifølge opslagene er det muligt at lave det smarte skatte-trick, fordi der er indført en regel om ekstra beskæftigelsesfradrag for det næste halve år.
Det er langt hen ad vejen rigtigt.
I juni 2022 indgik Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative en aftale med det formål at gøre det nemmere for danskerne at komme igennem de økonomisk trængte tider, som inflation og stigende elpriser har forskyldt.
Med aftalen afsatte partierne blandt andet en milliard kroner til at hæve det maksimale beskæftigelsesfradrag fra 41.600 kroner i 2022 til 43.500 kroner. Det hævede loft gælder fra 1. oktober, og de ekstra penge, det kan give, skal således fordeles over årets sidste måneder.
Men aftalen gælder faktisk også for 2023, hvor det maksimale fradrag hæves yderligere til 45.600 kroner om året.
Ikke en fidus for alle
Det er dog værd at bemærke, at ikke alle kan få gavn af de øgede beskæftigelsesfradrag.
Dels er det kun personer i beskæftigelse, der kan få fradraget. Arbejdsløse kan altså ikke gøre brug af fidusen.
Derudover er det kun personer i beskæftigelse, som i forvejen ville ramme det eksisterende loft for beskæftigelsesfradraget, der får gavn af det hævede loft. Det betyder kort sagt, at man skal have en årsløn på omtrent 390.000 kroner før skat - eller cirka 32.500 om måneden - for at kunne gøre brug af tricket.
Pengene får du alligevel
I opslagene på Facebook fremgår det, at det er vigtigt, at man hurtigt retter sin forskudsopgørelse, for ellers går pengene tabt.
Men det passer altså ikke.
Er du blandt de berettigede til det ekstra fradrag, får du gavn af det uanset hvad, oplyser skattestyrelsen til TjekDet.
“Borgere, der ikke foretager en genberegning af deres forskudsopgørelse nu, vil i stedet mærke reguleringerne i marts 2023, da både reguleringen af beskæftigelsesfradraget og justeringen af trækprocenten automatisk indgår i den samlede beregning af årsopgørelsen for 2022,” skriver styrelsen i en mail til TjekDet.
Efter opslagene med skatte-fidusen er kommet i omløb på Facebook, har Skattestyrelsen fået mange henvendelser fra borgere, der har opnået større fradrag ved at gøre brug af tricket, skriver Skattestyrelsen på skat.dk.
I den forbindelse advarer Skattestyrelsen om, at man risikerer et skattesmæk til foråret, hvis ikke man går forsigtigt frem, når man gør brug af det. Man skal nemlig huske at sikre, at de øvrige oplysninger i forskudsopgørelsen er korrekte - for eksempel lønoplysninger, oplysninger om renter og lignende, oplyser styrelsen.