Muslimer fejlagtigt beskyldt for at fejre terrorangrebet i Australien med fyrværkeri
-
Brugere på sociale medier beskylder islamister i Australien for at fejre terrorangrebet ved Bondi Beach ved at dele en video med fyrværkeri. Men videoen er taget ud af kontekst fra en julefejring.
Australske brugere på sociale medier beskylder "islamister" for at fejre terrorangrebet ved Bondi Beach i en forstad til Sydney ved at dele en video af fyrværkeri, som ifølge myndighederne i virkeligheden er en del af en julefejring.
Optagelserne er et af flere eksempler på misinformation, der er opstået på sociale medier i kølvandet på søndagens skyderi ved Australiens mest kendte surfstrand. Myndighederne betegner angrebet som et antisemitiske terrorangreb mod en jødisk festival.
Ifølge de australske myndigheder gik gerningsmændene målrettet efter en årlig fejring, der trak flere end 1.000 mennesker til stranden for at markere den jødiske højtid Hanukkah. I skrivende stund er 15 mennesker dræbt og 42 sårede.
Gerningsmændene er en far og søn på henholdsvis 50 og 24 år. Ifølge ABC News har sønnen for seks år siden været i myndighedernes søgelys på grund af tætte bånd til en IS-terrorgruppe med base i Sydney. En politibetjent oplyser til ABC News, at to IS-flag er fundet i gerningsmændenes bil. Den 50-årige gerningsmand, der kom til Australien i 1998, blev dræbt under angrebet. Hans 24-årige australskfødte søn ligger på hospitalet, hvor han er under politibeskyttelse.
En video, der viser fyrværkeri blive affyret mod nattehimlen, begyndte hurtigt at cirkulere efter angrebet, og har mandag morgen spredt sig til tusindvis af brugere på sociale medier.
Videoen bliver delt med påstande om, at den viser australske muslimers fejring af terrorangrebet med fyrværkeri.
TjekDet har identificeret videoen flere steder på Instagram, Facebook og X.
“Der er rapporter om, at islamister fyrede fyrværkeri af i Sydney for at fejre terrorangrebet mod Hanukkah-festlighederne på stranden i Bondi,” lyder det i en video på Instagram med over en million visninger.
På Facebook lyder det “hvornår siger vi, at nok er nok?,” i et opslag med videoen med over 190 delinger, mens et enkelt opslag med samme påstand er delt over 900 gange på X.
The human filth we have let into our country are now setting off fireworks in Bankstown, celebrating the Bondi Massacre of our Jewish citizens.
Why aren't the Police arresting these bastards? pic.twitter.com/KlFTm3JzW9— 🇦🇺 Cashy 🇦🇺 (@MaulingWallSt) December 14, 2025
Men selv om der faktisk var fyrværkeri søndag aften omkring Canterbury Bankstown - navnet på området, der omfatter flere forstæder til Sydney, hvor terrorangrebet fandt sted - oplyser en lokal forening, at fyrværkeriet var en del af deres julefejring.
"Fyrværkeriet er en del af vores årlige Christmas Carols-arrangement. Arrangementet og fyrværkeriet blev planlagt for flere måneder siden, oplyser Rotary Club of Padstow til AFP.
"Fyrværkeriet havde på ingen måde forbindelse til terrorangrebet ved Bondi," oplyser Rotary Club og tilføjer, at det farverige fyrværkeri finder sted hvert år.
Den sydvestlige forstad Bankstown er et af Sydneys mest kulturelt mangfoldige områder, og dens hjemmeside fremhæver, at Bankstown har beboere med flere end 120 nationaliteter. Området er i stigende grad blevet mål for anti-indvandringsretorik.
Opslagene, der delte videoer fra fyrværkeriet, fik svar fra folk i lokalsamfundet, som bekræftede, at det var et lokalt julearrangement.
"Bevidst at dele misinformation for at skabe had er ulækkert. Du burde skamme dig," lyder det fra en X-bruger fra forstaden Belmore.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
