Influencere knytter fejlagtigt nyvalgt borgmester til ekstremistgruppe
-
Et falsk opslag, der udgiver sig for at komme fra Islamisk Stat, bruges til at koble den nyvalgte borgmester i New York, Zohran Mamdani, til terrorisme.
Amerikanske influencere har fejlagtigt kædet New Yorks nyvalgte borgmester Zohran Mamdani, der stillede op for partiet Demokraterne, sammen med den militante gruppe Islamisk Stat (ISIS). De har spredt en opdigtet erklæring, som ifølge forskere har fået millioner af visninger på sociale medier, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Zohran Mamdani er den første muslim og sydasiat, der er valgt til at lede USA’s største by. Han sikrede sig en klar sejr i denne uge trods hårde angreb på både hans politiske forslag og hans religiøse baggrund.
En række anti-Mamdani-profiler på det Elon Musk-ejede sociale medie X har delt en erklæring, der angiveligt stammer fra Islamisk Stat, med overskriften "Operation Manhattan Project". Navnet henviser til et angreb i New York City på valgdagen mod det, der blev kaldt “amerikansk aggression”.
Blandt de influencere, der koblede den falske meddelelse til Zohran Mamdani, var Laura Loomer, der er en konservativ influencer, som har relationer til den siddende amerikanske præsident Donald Trump.
"Muslimerne kan ikke forestille sig en bedre måde at fejre valget af en muslimsk borgmesterkandidat på i dag end ved at udføre et ISIS-angreb i New York," skriver Laura Loomer i et opslag på X, der er blevet vist mere end 200.000 gange.
Andre konservative profiler henviser til den påståede erklæring for fejlagtigt at hævde, at ISIS har støttet Zohran Mamdani som borgmester.
Opslagene har tilsammen fået millioner af visninger på platformen.
Erklæring er ikke ISIS' stil
Budskabet, som bærer jihadisternes Amaq News Agency-logo, er opdigtet, siger flere forskere til organisationen NewsGuard, der arbejder mod desinformation.
Meili Criezis, forsker ved American University, forklarer, at det falske dokument adskiller sig tydeligt fra de erklæringer, Islamisk Stat tidligere har udsendt via Amaq.
“Amaq bruges af Islamisk Stat til at dele nyheder og tage ansvar for angreb,” siger Meili Criezis.
“Det (erklæringerne, red.) udsteder ikke trusler som dem, der fremgår af det skærmbillede.”
Et andet forskerhold fra Information Epidemiology Lab på Illinois Universitet siger ligeledes, at den påståede erklæring “klart” adskiller sig fra Islamisk Stats kendte “mediepraksis, når det gælder sprog, stil, formatering og distribution”.
Falske historier klæber til Mamdani
Den opdigtede erklæring dukker først gang op på det højreekstreme debatforum 4chan – et kendt samlingssted for rygter og ubekræftede oplysninger.
I de seneste måneder har Zohran Mamdani, der længe har støttet den palæstinensiske sag, kraftigt fordømt både antisemitisme og den islamofobi, han siger, han er blevet udsat for efter terrorangrebene på World Trade Center i New York den 11. september 2001.
Den 34-årige politiker, der vandt vælgernes støtte med løfter om at bekæmpe de stigende leveomkostninger, er gentagne gange blevet mål for racistiske angreb og misinformation.
Det er ikke første gang, at ubekræftede rygter og falske påstande har omgivet Zohran Mamdani, der er selverklæret socialist. Blandt andet har der på sociale medier floreret rygter om, at en person uden amerikansk statsborgerskab ulovligt skulle have stemt på Zohran Mamdani, og at en af hans kampagnemedarbejdere skulle have poseret ved siden af graffiti med et nazistisk hagekors.
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.