Morten Messerschmidts påstand om antal udvisningsdømte er overdreven
-
15.000 udvisningsdømte udlændinge bevæger sig fuldstændig frit rundt i det danske samfund.
-
Sådan sagde Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, da han var gæst i DR-programmet Deadline.
-
Men Morten Messerschmidt overdriver antallet af udvisningsdømte udlændinge, der befinder sig i Danmark.
Går 15.000 udvisningsdømte udlændinge “fuldstændig frit rundt i det danske samfund”?
Det hævder i hvert fald Dansk Folkepartis partiformand, Morten Messerschmidt, da han den 25. november gæstede DR-programmet Deadline sammen med Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard.
“Vi taler om folk, for eksempel dybt kriminelle, som bevæger sig frit rundt og egentlig er udvisningsdømte. Jeg tror, det er 15.000 udlændinge, udenlandske statsborgere, der er i Danmark, som er udvisningsdømte, og som i dag bevæger sig fuldstændig frit rundt i det danske samfund. Det er da dybt krænkende for retsbevidstheden,” sagde DF-formanden, da Deadline-værten foreholdt Morten Messerschmidt, at han til Weekendavisen har sagt, at udvisningsdømte, der ikke frivilligt vil forlade Danmark, skal placeres på “Kærshovedgård med lås på”.
Men Morten Messerschmidt overdriver antallet af udvisningsdømte udlændinge, der ikke har forladt Danmark, efter de har fået en udvisningsdom.
Det rigtige tal er mellem 713 og 3.293.
Over 15.000 domme siden 2015
TjekDet har spurgt Morten Messerschmidt, hvilke tal han henviser til, og hvad han mener med, at udvisningsdømte udlændinge “bevæger sig fuldstændig frit rundt i det danske samfund.”
Han er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline.
TjekDet har derfor efterspurgt tal på området fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Ministeriet sender en tabel, som viser antallet af udlændinge, der er blevet udvist ved dom i hvert af årene i perioden 1. januar 2015 og 31. august 2025.
Af tabellen kan man aflæse, at i alt 15.925 udlændinge er blevet udvist ved dom fra 1. januar 2015 til 31. august 2025. Et tal, der umiddelbart ligger tæt på det tal, som Morten Messerschmidt nævner. Men de 15.925 er ikke udtryk for, hvor mange udvisningsdømte, der befinder sig i Danmark.
Tabellen viser nemlig, at af de 15.925 udvisningsdømte udlændinge er 12.632 registreret som udrejst.
Ifølge tallene efterlader det, at 3.293 udvisningsdømte udlændinge endnu ikke er registreret som udrejst. Det betyder dog ikke, at “de bevæger sig fuldstændig frit rundt i det danske samfund”. En del af dem vil nemlig sidde i fængsel eller være placeret på et udrejsecenter.
713 verserende udsendelsessager
Udover den ovennævnte tabel sender Udlændinge- og Integrationsministeret også en tabel med tal fra Hjemrejsestyrelsen. Tabellen viser antallet af verserende udsendelsessager. Tallene strækker sig frem til slutningen af august.
Tabellen fortæller, hvor mange af de 3.293 - som man ved - befinder sig i Danmark.
Det gør 713, der er udvist ved dom.
Langt størstedelen af dem sidder i fængsel eller på udrejsecentret Kærshovedgård i Midtjylland. Folketinget vedtog tidligere i år at stramme meldepligten, så kriminelle udviste udlændinge og afviste asylansøgere fra 1. januar 2026 skal melde sig hver dag til myndighederne på de udrejsecentre, hvor de bor. Hidtil har de skullet melde sig tre gange om ugen.
Derudover er 92 administrativt udvist, 310 har fået afvist asyl, og 51 er udvist med henvist til Dublinforordningen, som betyder, at asylansøgeren skal rejse tilbage til det land, hvor han eller hun først har afgivet fingeraftryk. En administrativ udvisning gives typisk for ulovligt ophold i landet, mens en udvisning ved dom gives ved brud på straffeloven.
Det giver i alt 1.011 udlændinge med en verserende udsendelsessag, da en udlænding godt kan have flere udsendelsesgrundlag.
Men hvad så med den resterende del af de 3.293 udlændinge, som endnu ikke er registreret udrejst?
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet kan den manglende registrering skyldes, at udlændingen er forsvundet før eller efter afsigelsen af endelig dom om udvisning. Det kan også skyldes, at der er udsendelseshindringer i forhold til hjemlandet, at udlændingen har en asylsag under behandling hos udlændingemyndighederne, eller at udlændingen efterfølgende er meddelt opholdstilladelse.
Endelig kan der være tilfælde, hvor en udvist udlænding kan være udrejst, men hvor Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen ikke er i besiddelse af oplysninger om udlændingens eventuelle udrejse.
TjekDet har via Dansk Folkepartis pressetjeneste forsøgt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Dagbladet Information er dog lykkedes med at få en skriftlig kommentar fra Morten Messerschmidt i forhold til hans påstand om, at 15.000 udviste går frit rundt i Danmark..
“At nogle af dem er rejst ud af landet, ændrer ikke en tøddel på det principielle: Kriminelle udvisningsdømte udenlandske statsborgere skal ikke vandre frit rundt i Danmark. De skal ud ved første dom.”
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
