Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Breder sig på X: Muslimer og migranter anklages fejlagtigt for kirkebrande flere steder i verden

Faktatjek 15. sep 2025  -  5 min læsetid
Tjekdet
Flere steder på internettet anklages muslimer og illegale immigranter for at have påsat specifikke brande på kirker - i mange tilfælde enten uden dokumentation eller i direkte strid med officielle meldinger. Foto: Makarios Tang/Unsplash
  • Videoer af kirker i brand har det sidste stykke tid bredt sig på det sociale medie X.

  • Med videoerne følger anklager mod muslimer og illegale immigranter for brandstiftelse og angreb på kristendommen.

  • TjekDet har undersøgt baggrunden for flere af brandene og har ikke fundet tegn på, at de er religiøst motiverede.

“Kristendommen er under angreb”.

Sådan lyder det i flere opslag med videoer af brændende kirker, der lige nu florerer på det sociale medie X.

Kirkerne i brand er blevet delt af tusinder og set af millioner brugere på internettet, men har særligt vundet indpas på X.

Videoerne indgår i en fortælling om en tendens til anti-kristent hærværk begået af muslimer og illegale immigranter. Men konteksten for mange af brandene i videoerne er en helt anden, viser TjekDets undersøgelse.

Afkræftet rygte blusser op igen 

Flere forskellige X-profiler står bag delingen af videoerne. En af dem, der går igen i TjekDets research, er X-profilen Fatima Khan. Profilen deler politisk indhold og er erklæret modstander af immigration og islam.

Profilen har blandt andet delt en brand på Bethany English Calvinistic Methodist Chapel, en kirke lokaliseret nær Port Talbot i Wales.

“En kirke i Wales var brændt ned af to pakistanske migranter. Kristendommen er under angreb i Storbritannien”, lyder det i opslagsteksten til videoen, der har nået over tre millioner visninger siden opslaget blev delt den 27. august 2025. 

Null

Opslaget fra X beskylder to pakistanske immigranter for branden på Bethany English Calvinistic Methodist Chapel. Foto: Skærmbillede af X. 

Branden skete tilbage i april, hvor det walisiske politi kort efter sigtede “to teenagere fra området” i sagen. Men da rygtet om de to pakistanere allerede dengang florerede på X, udgav både Reuters og BBC et faktatjek, der afkræftede historien. South Wales Police gik også ind i debatten og svarede til et X-opslag med påstanden, at det var “completely false information.”

“Der er ikke forbindelse til Pakistan overhovedet,” udtalte South Wales Police til mediet AFP den 8. september, og forklarede at de to teenagere stadig efterforskes.

Sætter spørgsmålstegn ved lynnedslag

Den 17. juli 2025 blev en kirke i Saint-Ours i Canada ramt af et lyn, der igangsatte en brand. 

“Brand udløst af lyn ødelægger historisk kirke i Saint-Ours, Quebec, ryster lokalsamfundet,” lød overskriften fra det canadiske, statsejede medie, CBC, i sommer. Men på X sætter flere profiler spørgsmålstegn ved vejrulykken.

Tre dage efter branden delte X-profilen RadioGenoa en video af kirkens tårn, der falder til jorden af flammerne, med teksten: “De siger, det var på grund af dårligt vejr. Vi tror ikke på denne version.”

RadioGenoa har tidligere delt islamkritisk indhold, men kobler ikke islam til branden i sit opslag. Til gengæld er videoen delt af flere profiler som Islam Invasion og MakeEuropeFree, der hovedsageligt udgiver islamkritisk indhold.

Null

X-profilen RadioGenoa sætter spørgsmålstegn ved årsagen til en nedbrændt kirke i Canada. Foto: Skærmbillede af X.

“Vi ved, hvem der står bag branden!” og “Religionen af fred slår til igen”, lyder det i opslagene.

Men ifølge både nationale og lokale medier var et kraftigt lyn årsag til branden. Det store, canadiske medie, CTV News, beretter også om flere vidner, der så lynet.

Til CBC fortalte vicedirektøren for det lokale brandvæsen, at branden udbrød samtidig med, at et kraftigt tordenvejr rullede ind over byen. Branden opstod ifølge vicedirektøren klokken 18:00, og de næste to timer kæmpede brandvæsenet med at få ilden under kontrol. 

Rygter om illegale immigranter 

Fatima Khan delte den 30. august en video af den franske kirke Église de L’Immaculée Conception i flammer. “Endnu en kirke i Frankrig var påsat ild af illegale migranter. Kristendom under angreb,” lyder det i opslaget.

Videoen har fået tæt på en million visninger – men brugerne har ikke fået hele historien.

Det franske medie Le Figaro beretter, at gerningsmanden blev sigtet og erklærede sig skyldig kort efter branden sidste år. Ifølge Le Figaro er manden en 39-årig fransk statsborger og ikke en ulovlig migrant, som profilen ellers påstår.

Le Monde skriver, at manden blev sigtet, da han var kendt af politiet for tidligere at have begået lignende kriminalitet. 

Det samme beretter Le Figaro: “Hans straffeattest omfatter ikke færre end 26 domme, herunder mindst fem for beskadigelse eller afbrænding af kirker i regionen,” fortalte en juridisk kilde til Le Figaro.

TjekDet har ikke kendskab til brandstifterens etnicitet, religion eller hans motiver for at afbrænde kirker. Le Figaro skriver, at han under en retssag i 2019 til mediet La Voix du Nord udtalte: “Nogle gange gør jeg ting, jeg ved ikke rigtig hvorfor (...) Men jeg har ikke et problem med kirker.”

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Uopklaret brand knyttes til muslimer

I juni 2024 brændte så St Anne's Angelican Church i Toronto.

Profilen “Kirk Lubimov” delte efterfølgende en video af branden med teksten: “Endnu en kirke er brændt ned i Canada. […] Det er omkring 100 kirker, der er brændt ned eller vandaliseret i Canada og neddysset af den liberale regering.”

Den 31. august 2025, kopierer “Fatima Khan” opslaget og deler det på ny med tilføjelsen, at muslimer står bag, og at kristendommen er under angreb.

Null

Et af flere opslag fra X-profilen Fatima Khan. Her af en brændende kirke i Toronto. Foto: Skærmbillede af X. 

De canadiske myndigheder har endnu ikke fundet årsagen til branden i Toronto. Det skrev CBC og Global News i forbindelse med 1-års dagen for branden tilbage i juni. Under den tidlige dækning af sagen udtalte politiet i Toronto desuden, at de ikke anså branden som mistænkelig.

De nyeste opdateringer i sagen er fra 9. september, hvor brandvæsnet i Ontario siger til AFP: “For nærværende er der ikke er fastslået en årsag, og den endelige rapport er ikke lavet.”

Udsagnet om, at 100 kirker skulle være brændt ned, har TjekDet ikke kunnet bekræfte, men Canada har ganske rigtigt oplevet et stort antal sager om ildspåsættelser af kirker. I en opgørelse, som den canadiske tv-station CBC News lavede, fandt de 33 nedbrændte kirker i den canadiske provins Alberta i perioden maj 2021 til december 2023. 24 af dem er bekræftet påsatte. Til sammenligning brændte 14 kirker ned i perioden januar 2019 til maj 2021, ifølge CBC.

Stigning af kirkebrande i Canada

Stigningen i antallet af kirkebrande efter 2021 begyndte, da der blev rapporteret om fundet af en massegrav med 215 børnelig under en kostskole. Skolen var en del af et system i Canada, hvor børn af oprindelige canadiere blev tvangsfjernet fra deres forældre og indskrevet på kostskoler. Fundet af ligene beskrives også som "umærkede grave”.

Null

Videoreportage fra det canadiske medie CBC. Foto: Skærmbillede af CBC.

Ifølge en reportage fra CBC og MacDonald Laurier Institute, der i april 2025 udgav en rapport om tendensen, tegner der sig et billede af, at de mange brande i Canada ikke er direkte religiøst motiverede, men at det sandsynligvis er en modreaktion fra det oprindelige folk i Canada eller personer, som sympatiserer med dem, fordi Canadas oprindelige folk har følt sig overset og undertrykt igennem årtier. 

Vreden har blandt andet været vendt mod den canadiske folkekirke, som kritikere mener, spillede en rolle i undertrykkelsen af de oprindelige folk og deres religion, blandt andet ved at de blev tvunget til kirkegang.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 24. sep 2025