Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ny undersøgelse: Over 90 procent af X’s Community Notes bliver aldrig offentliggjort

Indsigt 10. jul 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Efter Elon Musks overtagelse af Twitter og navneændringen til X har det sociale medie gennemgået flere forandringer. Blandt dem er indførelsen af såkaldte Community Notes eller fællesskabsnoter, hvor brugere på platformen faktatjekker hinanden. Men lang størstedelen af fællesskabsnoterne bliver aldrig offentliggjort, konkluderer en ny undersøgelse. Foto: Shutterstock
  • Over 90 procent af X’s Community Notes bliver aldrig offentliggjort.

  • Det viser en ny undersøgelse, der har analyseret 1,76 millioner Community Notes fra januar 2021 til marts 2025.

Mere end 90 procent af X’s Community Notes bliver aldrig offentliggjort. 

Det viser en ny undersøgelse, som peger på store begrænsninger i systemets effektivitet som værktøj mod misinformation.

Undersøgelsen er lavet af Digital Democracy Institute of the Americas (DDIA), der har analyseret hele det offentlige datasæt på 1,76 millioner Community Notes, som er blevet indsendt mellem januar 2021 og marts 2025. Undersøgelsen blev offentliggjort samtidig med, at X’s direktør, Linda Yaccarino, onsdag meddelte sin afgang efter to år på posten.

Community Notes - eller på dansk fællesskabsnoter - er et system, hvor brugere frivilligt kan tilføje noter til opslag for at give mere kontekst eller påpege misinformation. Andre brugere skal så stemme om, hvorvidt noterne er "hjælpsomme" eller "ikke hjælpsomme". Kun hvis en note får nok "hjælpsomme"-stemmer fra brugere med forskellige synspunkter, bliver den offentliggjort og vises under det oprindelige opslag, så platformens øvrige brugere kan se noten.

Men ifølge DDIA bliver langt de fleste noter - over 90 procent - aldrig offentliggjort.

“For et program, der bliver markedsført som hurtigt, skalerbart og gennemsigtigt, bør disse tal give anledning til alvorlig bekymring," står der i undersøgelsen.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

For især noter på engelsk er offentliggørelsen faldet - fra 9,5 procent i 2023 til kun 4,9 procent i begyndelsen af 2025. For noter på spansk er der dog fremgang at spore. Her er andelen steget fra 3,6 procent til 7,1 procent.

Årsagen til, at så mange noter aldrig bliver offentliggjort, er ofte, at brugerne ikke kan blive enige om, hvorvidt de er hjælpsomme. Derudover bliver tusindvis af noter aldrig vurderet – måske fordi ingen ser dem.

“Jo flere noter, der bliver indsendt, desto tydeligere bliver det, at der er en flaskehals i systemet - især på engelsk," skriver forskerne bag undersøgelsen.

“Selvom flere og flere brugere tager del i at skrive noter, sidder mange af dem fast i et tomrum, hvor de ikke bliver set og vurderet, hvilket er nødvendigt for, at de bliver offentliggjort."

I februar 2024 beskrev TjekDet også, hvordan noter, der korrigerer misinformation, aldrig bliver offentliggjort. Det kan du læse mere om her.

Konto skriver tusindvis af noter

Et andet fund i undersøgelsen er, at den mest aktive bidragsyder af engelsksprogede noter ikke er en person, men en bot-lignende konto, som primært advarer om kryptosvindel. 

Kontoen har skrevet over 43.000 noter mellem 2021 og marts 2025 - men kun 3,1 procent af noterne blev offentliggjort.

Undersøgelsen viser dog også, at tiden det tager, før en godkendt note bliver offentliggjort, er faldet - fra over 100 dage i 2022 til gennemsnitligt 14 dage i 2025.

Men ifølge forskerne bag rapporten er selv det for langsomt.

“Selv den hurtigere behandlingstid er alt for langsom i forhold til, hvordan misinformation spredes i dag, hvor skadeligt indhold eller fejl om aktuelle begivenheder kan gå viralt på få timer."

Brugerdrevet faktatjek under lup

Undersøgelsens resultater er iøjnefaldende, fordi flere teknologivirksomheder - herunder Meta, der står bag Facebook, og TikTok – nu også kigger mod den brugerdrevne model som et alternativ til professionelle faktatjekkere. Især i USA har nogle konservative grupper kritiseret professionelle faktatjekkere for at være politisk farvede.

Forskning har vist, at Community Notes nogle gange kan modvirke misinformation, for eksempel om vacciner. Men eksperter påpeger, at systemet fungerer bedst i tilfælde, hvor der er bred enighed om sandhedsværdien af et givent emne. Andre forskere advarer om, at brugerne kan være politisk motiverede og målrette deres noter mod politiske modstandere.

X’s Community Notes blev indført under Linda Yaccarinos ledelse. Hun meddelte uden nogen specifik grund onsdag, at hun træder tilbage som direktør for X. Hendes afgang sker dog samtidig med, at Elon Musks AI-chatbot Grok har skabt stor debat efter at have skrevet antisemitiske kommentarer, rost Adolf Hitler og fornærmet islam i opslag på X.

Opdateret 22. jul 2025