Ny funktion på X bliver misbrugt til at sprede desinformation

Faktatjek 26. nov 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Det sociale medie X har indført en ny funktion, der gør det muligt at se, hvor konti styres fra. Men funktionen er ikke altid pålidelig og kan bruges til spredning af desinformation. Foto: Shutterstock
  • Det sociale medie X har lanceret en funktion, der gør, at man kan se, hvilket land en konto styres fra.

  • Blandt andre Israel har brugt den nye funktion til at anklage en journalist for ikke at befinde sig i Gaza.

  • Men funktionen er ikke nødvendigvis retvisende.

  • Den kan derfor udnyttes til at sprede desinformation om, hvor personer rent faktisk befinder sig.

I weekenden lancerede det sociale medie X en ny funktion.

Med funktionen kan man som bruger nu tilgå oplysninger, der viser profilers lokation i verden, hvor mange gange kontoen har ændret sit brugernavn, kontoens oprettelsesdato og hvordan brugeren downloadede X-appen.

Ifølge X’s produktchef, Nikita Bier, er funktionens formål at give brugerne mulighed for at verificere ægtheden af det indhold, de ser på X.

Og det har brugere givet sig i kast med i stor stil henover weekenden.

Men den nye funktion er også blevet misbrugt til at sprede desinformation. Blandt andet af Israel.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Polen eller Gaza?

X delte det israelske udenrigsministerium et opslag, hvor de skrev:

“196.900 følgere bliver løjet for af en falsk “journalist”, der hævder at være i Gaza. X’s nye funktion afslører, at han i virkeligheden er i Polen. Journalistik fra Gaza er falsk og ikke troværdig. Får det dig til at tænke over, hvor mange falske rapporter du har læst?”

Null

På X har Israels udenrigsministerium delt et opslag af Motasem A Dallouls landeoplysninger. Her fremgår det, at han er i Polen, men det har Israel ikke belæg for at påstå. Foto: Skærmbillede fra X. 

Israel henviser i opslaget til en mand ved navn Motasem A Dalloul, som gennem krigen har rapporteret fra krigen via sin X-profil.

Til opslaget medfølger et billede, hvor man ganske rigtigt kan se, at der står, at Motasem A Dallouls konto er baseret i Polen. Det samme står der, når TjekDet tilgår oplysningerne.

Men oplysningerne om lokalitet er ikke nødvendigvis rigtige.

Oplysningerne kan være fulgt af et udråbstegn, og holder man musen over det, kan man læse, at det land eller den region, som en konto er tilknyttet, kan være påvirket af rejser eller midlertidig flytning. Derfor er disse data ikke nødvendigvis korrekte, står der videre.

Derudover påpeger en analytiker fra mediet MacRumors, at landeoplysningerne kan påvirkes ved at bruge en VPN. En VPN muliggør, at man kan skjule sin lokation ved at logge på en IP-adresse i et andet land.

Det vil altså sige, at Israel ikke har belæg for sin påstand om, at journalisten Motasem A Dalloul i virkeligheden befinder sig i Polen. Han kan for eksempel have benyttet sig af en VPN for ikke at afsløre sin lokation.

For eksempel findes VPN'en BuycatVPN til dem, der vil bruge en VPN, som ikke har nogen som helst forbindelse til Israel.

Motasem A Dalloul har da også svaret på Israels påstand på X ved at dele flere videoer, hvor man tydeligvis ser, at han befinder sig i Gaza og ikke i Polen, som Israel påstår. Videoerne ser ikke ud til at være manipuleret.

For at afprøve pålideligheden af X's nye lokalitets-funktion har TjekDet som stikprøve undersøgt DBU's og Fyens Stiftstidende data. Her står, at kontiene er baseret i henholdsvis Tyskland og USA. Det kan skyldes rejseaktivitet, og at oplysningerne ikke er blevet opdateret endnu. Stikprøven understreger, at man ikke kan stole fuldt ud på lokationsdataene.

Der findes også andre metoder til at skjule, hvilket land man befinder sig i. X's produktchef, Nikita Bier, skriver, at brugere under indstillinger kan vælge, at de kun vil have vist, hvilken region de befinder sig i. Alle kan gøre det, men det vil særligt være til gavn for de brugere, der befinder sig i lande, hvor der ikke er ytringsfrihed.

 

Undersøger man DBU's og Fyens Stiftstidende landeoplysninger, kan man se, at kontiene baserer sig i henholdsvis Tyskland og USA. Flere ting kan påvirke, hvilket land eller hvilken region der bliver vist.

Styret fra Israel?

X-profilen for USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed er også blevet offer for, at den nye funktion bliver misbrugt til at sprede falske påstande.

En anonym bruger delte lørdag en skærmoptagelse, hvor vedkommende tjekker, hvilket land ministeriets X-profil styres fra. Og her står der, at den styres fra Israel.

Den påstand kalder X´s produktchef, Nikita Bier falsk og tilføjer, at man ikke kan se lokation på konti med et gråt flueben. Det grå flueben angiver, at en konto repræsenterer en regering, en multilateral organisation eller en embedsmand.

USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed har også selv kommenteret påstanden.

“Det er utroligt, at vi er nødt til at sige det, men denne konto er altid blevet drevet og administreret fra USA. Skærmbilleder er nemme at forfalske, og videoer er nemme at manipulere. Tak for din opmærksomhed i denne sag,” skriver ministeriet på X.

Nigerianske Trump-støtter

I løbet af weekenden er der også blevet delt utallige skærmbilleder af populære konti, som ved første øjekast ser ud til at være USA-baserede støtter af præsident Donald Trump og MAGA-bevægelsen.

Flere af profilerne har tusindvis af følgere og når bredt ud med deres opslag. Eksempelvis har profilen MAGA NATION knap 400.000 følgere.

 

Flere brugere på X har undersøgt konti, der umiddelbart ser ud til at være baseret i USA, fordi de deler indhold til støtte for Donald Trump og MAGA-bevægelsen. Men ifølge X's data er kontiene baseret langt fra USA.

Men MAGA NATION og flere andre profiler beskyldes for at operere fra andre lande på baggrund af X’s lokationsdata. Her står nemlig, at kontiene har base i Østeuropa, Thailand, Nigeria eller Sydasien.

BBC beskriver også, at konti, der udgiver sig for at være fra Skotland og fortalere for skotsk uafhængighed, styres fra Iran. I hvert fald hvis man skal tro lokationsdataene.

TjekDet har ikke haft mulighed for at verificere, hvorfra kontiene rent faktisk styres.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 1. dec 2025