Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

På sporet af den falske historie om kong Frederik

Faktatjek 15. maj 2024  -  4 min læsetid
Tjekdet
Selvom kong Frederik netop har været på statsbesøg i Sverige, var det ikke ham, der stod og viftede med et palæstinensisk flag fra en balkon i Malmö, som det blev påstået flere steder på sociale medier. Her ses kong Frederik X og dronning Mary ankomme til Skeppsbron i Stockholm, mandag den 6. maj 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • I weekenden gik en video, der angiveligt viser kong Frederik med et palæstinensisk flag, viralt på sociale medier

  • Manden i videoen var dog en helt tilfældig mand, der overværede en pro-palæstinensisk demonstration i Malmö fra en balkon

  • TjekDet er gået på jagt efter, hvor påstanden er opstået og hvordan, den er blevet udbredt

Mandag kunne man i flere danske medier læse, at en falsk historie om kong Frederik spredte sig med lynets hast på sociale medier. 

Ifølge adskillige opslag viste en video angiveligt kong Frederik vifte med det palæstinensiske flag fra en balkon i København. 

Manden i videoen viste sig dog at være en helt tilfældig mand, der overværede en pro-palæstinensisk demonstration forud for Eurovisions anden semifinale i Malmö i Sverige den 9. maj 2024. På sociale medier blev videoen delt med en tekst om, at manden var kong Frederik, der støttede den palæstinensiske sag. 

Men hvor stammer påstanden fra?

TjekDet er gået på digital jagt efter påstandens arnested, som tilsyneladende tager sit udspring i Mellemøsten, og derfra bredte misinformation sig som en steppebrand rundt på sociale medier. 

Her ses videoen, der har rejst verden rundt.


Tyrkiske faktatjekkere i indbakken

Lørdag aften den 11. maj modtog vi på TjekDet en besked i indbakken på Instagram fra en faktatjekkollega, der arbejder for det tyrkiske faktatjekmedie Teyit. Hun ville gerne have bekræftet, at det ikke var kong Frederik, man kan se på videoen. Videoen var, ifølge journalisten, gået viralt i Tyrkiet. 

En tyrkisksproget X-konto med knap 175.000 følgere havde nemlig delt videoen lørdag med teksten: 

“Konge af Danmark Frederik X støtter sine borgere, der protesterer for Palæstina. Han viftede med det palæstinensiske flag fra balkonen.” Videoen har i skrivende stund flere end 700.000 visninger. 

For at få en fornemmelse af udbredelsen af påstanden blandt tyrkiske brugere, har vi på TjekDet ved hjælp af Google Translate søgt efter “konge af Danmark” på tyrkisk på X, Facebook og TikTok. Her finder vi adskillige opslag med videoen og den dertilhørende påstand. Det tidligste eksempel på, at videoen deles i en forkert kontekst på tyrkisk, er lørdag eftermiddag den 11. maj klokken 15.47.

Derfra bevæger historien sig ud af sociale medier og ind hos flere etablerede tyrkiske medier, som bragte den falske historie om, at det var kong Frederik på balkonen. Blandt andet det tyrkiske medie Yeni Şafak, der har over en million følgere på Instagram, delte historien i en såkaldt reel og på deres hjemmeside, men efter det stod klart, at historien var falsk, tog de den ned igen.

Tjekdet
En googlesøgning efter "konge af danmark" på tyrkisk på det tyrkiske medie Yeni Safaks hjemmeside afslører, at mediet havde skrevet den falske historie, som de senere tog ned igen. På det nederste billede er teksten blevet oversat fra tyrkisk til dansk. Foto: Skærmbilleder fra Google

Først delt på arabisk

Selvom videoen er gået viralt i Tyrkiet, peger pilen ifølge TjekDets research dog ikke mod Tyrkiet som arnested for påstanden. 

Det tidligste tyrkisksprogede opslag, som vi kan finde, er delt lørdag den 11. maj, men en anden video på X viser den samme mand, der fejlagtigt bliver forvekslet med kong Frederik, på balkonen fra en anden vinkel. Den video blev delt på X torsdag den 9. maj, hvor der var en pro-palæstinensisk demonstration i Malmö forud for Eurovisions anden semifinale.

Derfor må videoen, der er gået viralt, også være optaget den 9. maj, og på et tidspunkt derefter forsynet med den vildledende tekst om kong Frederik. 

Som led i TjekDets research har vi foretaget omvendte billedsøgninger af brudstykker af videoen. Vi støder i den forbindelse på utallige arabisksprogede facebook- og X-opslag, der alle skriver tekster om, at kongen af Danmark hejser Palæstinas flag. 

Undersøger man tidspunkter for, hvornår de arabisksprogede opslag er delt, kan man se, at de er delt, før videoen gik viralt blandt tyrkiske brugere.

Derfor bruger vi igen Google Translate og søger på “konge af Danmark”, “kongen af Danmark”, “Danmarks konge” på arabisk for at få en mere målrettet søgning. En gennemgang af hundredvis af opslag viser, at videoen og påstanden blev delt blandt arabisksprogede brugere allerede 10. maj sent om aftenen - altså dagen inden, videoen begyndte at gå viralt i Tyrkiet. 

I det tidligste opslag, TjekDet kan finde, deles videoen med teksten

“Kongen af Danmark hejser Palæstinas flag, og vores herskere er døve, stumme, blinde og kastrerede.”

TjekDet har kontaktet nogle af de brugere, der ifølge vores research var de første til at dele opslaget, og spurgt, hvor vedkommende har fundet videoen, og hvorfor vedkommende har delt den. 

En ældre, palæstinensisk kvinde, som nu bor i Storbritannien, har som en af de første delt videoen. Hun har tilsyneladende delt den i den tro, at det var kong Frederik på balkonen. 

“Jeg så videoen et andet sted og troede, det var sandt, og jeg er begejstret for støtte til mit folk fra hvem som helst, særligt en konge.”

Hun oplyser, at hun så videoen et andet sted på internettet, men kan ikke huske hvor. Det vil altså sige, at videoen har floreret tidligere end hendes video, som er én af de to tidligste videoer, TjekDet har fundet. 

Meget tyder altså på, at påstanden først er blevet delt af arabisksprogede, pro-palæstinensiske brugere, hvoraf nogle har delt videoen i den tro, at videoen rent faktisk viser kong Frederik på en balkon med et palæstinensisk flag. 

Sidenhen viser TjekDets research, at påstanden er rejst verden rundt. En søgning efter opslag på spansk, russisk, tysk, engelsk og portugisisk afslører, at brugere fra hele verden er blevet eksponeret for den falske påstand på sociale medier.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 28. maj 2024