Ursula von der Leyens familie beskyldes for nazi-forbindelser
-
En gammelt, sort-hvid foto viser ifølge en lang række opslag på sociale medier bedstemoren til Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyen trykke hånd med Adolf Hitler
-
Men intet tyder på, at kvinden på billedet skulle være Ursula von der Leyens bedstemor
På sociale medier cirkulerer i øjeblikket et sort-hvid billede af en ung tysk kvinde, der trykker hånd med Adolf Hitler. Teksten til billedet lyder, at kvinden på billedet er Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyens bedstemor.
Påstanden bliver delt af både danske og en lang række udenlandske profiler på platformene Facebook og X.
Men intet tyder på, at kvinden på billedet skulle være Ursula von der Leyens bedstemor.
Påstanden lader til at stamme fra et X-opslag fra den amerikanske politolog Norman Finkelstein. 23 november sidste år skriver han om billedet:
“Et foto fra Ursula von der Leyens familiealbum. ‘Min søde Bedste vaskede ikke sin hånd i en måned efter denne skønne begivenhed.”’
Det opslag er delt flere end 12.000 gange på X, ligesom skærmbilleder af opslaget er spredt på både X og Facebook på flere forskellige sprog.
Men en række faktatjekmedier har afvist, at kvinden i billedet skulle være Ursula von der Leyens bedstemor.
Det samme meddeler Europa-Kommissionens talsmand i en mail til TjekDet.
"Kilder tæt på formand von der Leyen afviser, at dette er et billede af formandens bedstemor."
Ikke von der Leyens bedstemor
En omvendt søgning på billedet af kvinden, der trykker Adolf Hitlers hånd, leder til et Østpreussisk billedarkiv. Om billedet står her, at kvinden hedder Hildegard Zantop, at hun er fra den østpreussiske by Naunienen, og at billedet er taget 3. oktober 1937 til høstfest i den tyske by Bückeburg.
Faktatjekkere fra nyhedsbureauet AFP er desuden dykket ned i tyske slægtsbøger. Her har de kunnet finde, at kommissionsformandens mormor hed Gertrud Emma Margarethe Ohlrogge. Farmorens navn var Adelheid (Adda) Eugenie Johanna Berg og altså ikke Hildegard Zantop.
I opslag på sociale medier står der også, at Ursula von der Leyens bedstefar skulle være SS-officeren Karl Albrecht Oberg. Men faktisk hed hendes farfar Carl Eduard Albrecht, og han var en kendt tysk psykolog.
Påstandene om Ursula von der Leyens familie lader til at have taget til, som EU-valget mellem 6. og 9. juni kommer tættere på. Ursula von der Leyen har meddelt, at hun efter valget går efter at tage endnu en femårig periode som formand for Europa-Kommissionen.
Det er ikke første gang, der florerer påstande om, at forfædre til europæiske toppolitikere skulle have været nazister. Tidligere har det været tilfældet for Tysklands kansler Olaf Scholtz og forhenværende formand for Det Europæiske Råd og nuværende polske statsminister Donald Tusk.
Prorussisk skub
I flere tilfælde har prorussiske profiler opsnappet Norman Finkelsteins vildledende opslag om Ursula von der Leyens bedstemor og selv lavet opslag om det.
Netmediet Global Media Planet Info har for eksempel lavet et opslag med samme ordlyd som Norman Finkelsteins, og det opslag bliver delt i en dansk kontekst.
Telegramprofilen Aleksandr Semchenko, der sender en strøm af prorussisk indhold ud til sine 323.000 abonnenter har også delt opslaget. Den prorussiske telegramkanal mriya24 har delt den falske påstand om Ursula von der Leyens SS-bedstefar med sine 153.000 abonnenter, ligesom russiske facebookprofiler også har pustet til påstandene.
Hvis du vil følge vores dækning af det europæiske parlamentsvalg, så følg os på Facebook ved at klikke her eller skriv dig op til vores nyhedsbrev nedenfor.