Per Clausens påstand om fattige i EU holder ikke

In work poverty, hvor mennesker lever nær eller under fattigdomsgrænsen på trods af at være i arbejde er et “eksplosivt voksende problem i EU-landene.”

Det skriver Enhedslistens spidskandidat til det forestående EP-valg, Per Clausen, i opslag både på Facebook, Instagram og X.

I opslagene kritiserer han den stigende ulighed i indkomst i EU-landene og kalder den angiveligt stigende fattigdom blandt beskæftigede et af flere “alvorlige problemer”, der kræver handling i EU.

Men ifølge EU’s egne statistikker er andelen af arbejdende fattige ikke steget generelt i EU - faktisk tværtimod.

Færre i job er fattige

EU’s statistikkontor, Eurostat, har siden 2012 opgjort, hvor mange af EU’s beskæftigede, der lever i risiko for fattigdom.

Og selvom statistikken viser, at forekomsten af working poverty siden 2012 er steget temmelig betydeligt i nogle lande - eksempelvis Bulgarien, Estland, Luxembourg, Ungarn, Malta og Slovakiet - er den overordnet set for de 27 lande, der nu er medlemmer af EU været temmelig stabil. Faktisk er den faldet lidt inden for de seneste år.

Ifølge Eurostats tal var 8,9 procent beskæftigede europæere i de 27 lande i fare for at leve i fattigdom i 2012. I årene derefter steg andelen lidt efter lidt, og i 2016 var tallet 9,8 procent. Men siden er det kun faldet, og i 2022 var det lavere end på noget andet tidspunkt i opgørelsesperioden med en andel på 8,5 procent.

I nogle lande har faldet endda været betydeligt mere markant. En særlig succeshistorie er eksempelvis Grækenland, hvor raten i 2012 var hele 15,1 procent, mens det seneste tal fra 2023 er 9,8 procent. Og i Rumænien er raten faldet fra 19,7, da den var højest i 2014, til 15 procent i 2023.

Tallene fra Eurostat skal tages med et par forbehold, siger Bent Greve, der er professor på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i arbejdsmarkeder og socialpolitik i EU.

Han peger for eksempel på, at nogle af personerne, der optræder i statistikken, selv kan have valgt at arbejde til en lav løn.

“Det er jo enkeltpersoner, man kigger på, og derfor kan der godt være nogen, der har en lav indkomst, fordi de bor sammen med en anden, der har en høj indkomst. Så de arbejder et begrænset antal timer om ugen og indgår derfor i statistikken som working poor,” siger han.

På Eurostats hjemmeside kan man læse, at opgørelsen af personer i arbejde, der risikerer at leve i fattigdom, omfatter individer mellem 18 og 64 år, der er “klassificeret som beskæftigede i henhold til deres hyppigste aktivitetsstatus.”

Med andre ord kan tallene også inkludere personer, der noget af tiden er uden beskæftigelse, eller som arbejder deltid.

“Der kan være personer, som har en kontrakt for nogle måneder, og så er der måske en række måneder, hvor de ikke har et arbejde og ikke får ret meget i indkomstoverførsel, og derfor vil de samlet set i løbet af året være working poor,” siger Bent Greve.

Men han kalder Eurostats tal “en god indikator” og mener ikke, at der i det hele taget er noget, der peger på, at udbredelse af in work poverty i EU generelt er steget - hverken eksplosivt eller i det hele taget.

Jens Arnholtz, der er lektor ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i EU’s arbejdsmarkedsregulering, kan heller ikke genkende Per Clausens påstand. 

“Statikken peger ikke på nogen eksplosiv stigning i andelen af working poor. Jeg kender heller ikke til dokumentation for, at det skulle være tilfældet,” siger Jens Arnholtz.

Ifølge Jens Arnholtz er det svært at pege på en enkelt årsag til, at udviklingen er vendt i EU generelt.

“Den generelle udvikling i EU er svær at forklare, fordi den er et resultat af forskellige udviklingstendenser på tværs af EU’s medlemslande. Én af de ting, der nok har haft en vis effekt, er, at Tyskland i 2015 indførte en lovfastsat minimumsløn. Siden er andelen af working poor faldet i Tyskland, og da det er en meget stor økonomi, kan det have påvirket det samlede gennemsnit.”

Den generelle tendens i EU har gået igen i Danmark, hvor risikoen for at leve i fattigdom, selvom man er i arbejde, dog er noget lavere end det europæiske gennemsnit. Ifølge Eurostats seneste tal er det 5,9 procent af arbejdstagere i Danmark, der lever med den risiko. Det er en stigning fra 2012, hvor tallet var 5,3, men til gengæld et fald fra 2019, hvor det var højest med en andel på 6,3 procent.

Forskel på grupperne

Men ligesom der er forskelle EU-landene imellem, er der  også forskelle på tværs af forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Mens risikoen for at være fattig trods beskæftigelse har været faldende i nogle grupper, har den været stigende i andre.

I en rapport fra 2024 skriver European Trade Union Institute (ETUI) med udgangspunkt i Eurostats tal, at risikoen er blevet større for både de yngste europæere i arbejde - dem mellem 18 og 24 år - samt for de ældste, der indgår i statistikken - dem mellem 55 og 64 år. For den gruppe, som ETUI kalder prime-age workers - altså personer mellem de to aldersgrupper, er risikoen blevet mindre.

Således er det 12,1 procent af de yngste i arbejde, 8 procent af de ældste og 8,4 procent af dem derimellem, der risikerer at leve i fattigdom trods deres beskæftigelse.

Også uddannelsesniveau er afgørende for, hvor stor risikoen for fattigdom er. For arbejdere med kortere uddannelser og færre kvalifikationer er risikoen for at leve i fattigdom trods beskæftigelse steget med 1 procentpoint, mens risikoen er steget med 0,3 procent for arbejdere med de højeste kvalifikationer.

Ifølge de seneste tal lever 18,4 procent af de mindst kvalificerede i fattige husholdninger, mens det samme gælder for 8,7 procent af de middelkvalificerede og 4,1 procent af arbejderne med flest kvalifikationer.

Per Clausen har tidligere været medlem af Folketinget for Enhedslisten og er nu partiets spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Særligt udsatte er også personer i usikre ansættelser, påpeger Bent Greve. Han fremhæver særligt såkaldte platformsarbejdere. Det vil sige personer, der hyres til at udføre specifikke tjenester via digitale platforme - det kan være takeaway-bude eller rengøringshjælp, hvis tjenester bestilles via apps.

“Det er lønmodtagere med usikre vilkår. De ved ikke nødvendigvis, hvor mange timer de får, eller om de har arbejde om 14 dage. De risikerer, at de pludselig ikke får flere opgaver, eller at de bliver udsat for pres af forskellig art. Så der er masser af situationer, hvor hele platformsområdet kan være et problem. Og det område forventer man til gengæld er voksende,” siger han.

For at imødegå de problematikker, har EU vedtaget en række tiltag, der skal forbedre blandt andre platformarbejderes vilkår. I oktober 2022 vedtog man et direktiv, der blandt andet skærper definitionerne af, hvornår man som EU-borger er i beskæftigelse eller selvstændigt erhvervsdrivende, og hvornår man ikke er.

“Der er stort set ingen lande inden for EU, der giver dagpenge eller anden dækning til selvstændige. Selv i det danske system er det ret svært at få dagpenge som selvstændigt erhvervsdrivende, og man får heller ikke pensionsopsparing, penge under sygdom, ekstra indkomst under barsel og så videre. Derfor er det vigtigt med en sondring for, at dem, der arbejder på platformene kan få nogle bedre vilkår, end de på lange strækninger har i dag,” siger Bent Greve.

Derudover arbejdes der i EU på et direktiv, der specifikt omhandler platformarbejderes forhold. Direktivet skal ifølge Det Europæiske Råd blandt andet gøre det muligt for platformarbejdere “at få gavn af alle arbejdstagerrettigheder, de har ret til.

Direktivet blev stemt igennem i marts 2024, og når de sidste formelle procedurer er gennemført, har medlemslandene to år til at implementere det i den nationale lovgivning.

TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Per Clausen, men det er ikke lykkedes inden artiklens deadline.

Hvis du vil følge vores dækning af det europæiske parlamentsvalg, så følg os på Facebook ved at klikke her eller skriv dig op til vores nyhedsbrev nedenfor.