Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Sendt til hjerneskadecenter for lavt bud på bil: Viral spøg laver sjov med underbydende bilkøbere

Faktatjek 13. jul 2022  -  2 min læsetid
Tjekdet
Spøgen blev først slået op i facebookgruppen Ford Klub Danmark af Mikkel Friis, der selv kører gammel Ford. Bilen på billedet er imidlertid ikke hans.  Foto: Wikimedia Commons
  • Du er måske faldet over en morsom beskedudveksling, hvor en håbefuld bilkøber bliver henvist til et center for hjerneskadede, fordi han har budt alt for lavt på en bil

  • Udvekslingen er nemlig delt i et utal af facebookopslag, der tilsammen har afstedkommet titusindvis af reaktioner og delinger

  • Der er dog ikke tale om en virkelig korrespondance mellem køber og sælger

  • Derimod er det er en spøg, der laver sjov med folk, som underbyder i forbindelse med bilhandler, forklarer manden bag opslaget 

Et billede af en SMS-korrespondance mellem en bilkøber og -sælger har de seneste dage nydt stor udbredelse på Facebook og Twitter. 

Her byder køberen 30.000 kroner for en bil, der er sat til salg til 50.000 kroner. Sælgeren Mikkel indvilger og sender ham adressen, hvor handelen skal forestå. Men da køberen ankommer til adressen, holder han til sin store undren foran et hjerneskadecenter. Derfor spørger han sælger, om adressen er korrekt. 

"Ja, gå indenfor og søg noget hjælp," skriver sælger-Mikkel til ham. "Du må have en hjerneskade, hvis du tror, jeg sælger til den pris." 

Korrespondancen er blevet delt i et utal af opslag, der tilsammen har afstedkommet titusindvis af reaktioner og delinger. Og sælgeren Mikkel får mange rosende ord med på vejen. 

"Genialt Mikkel!", "Mikkel må være min mandlige soulmate!" og "Jeg er fan af Mikkel", lyder det blandt andet i nogle af de tusindvis af opslag på Facebook, der ofte er efterfulgt af et lille, gult ansigt, der griner så meget, at det har tårer i øjnene. 

Tjekdet
Mikkel Friis og hans kæreste har lavet beskedudvekslingen som en gimmick, der gør grin med folk, som underbyder i forbindelse med bilhandler. Foto: Facebook/Mikkel Friis


Og latteren er helt på sin plads. Beskedudvekslingen er nemlig en spøg, forklarer Mikkel Friis fra Hobro, der er spasmageren bag. Han arbejder til daglig som træningsassistent ved Mariagerfjord Kommune, hvor han blandt andet går ture i skoven med kommunens borgere.

"Det er mig og kæresten, der lavede den lidt som en gimmick. Vi hader, når folk underbyder og tænkte, det var spot-on at sætte fokus på det," fortæller han til TjekDet. 

Overraskende populært

Mikkel Friis og kæresten har lige nu slet ikke nogen bil til salg, men de har ved tidligere lejligheder oplevet at få bud på langt under halvdelen af den pris, de har sat en bil til salg for.

"Jeg har ikke selv haft biler til salg til 50.000 kroner. Men jeg havde en gammel Mercedes 124'er på et tidspunkt til 20.000 kroner. Der var mange, som ringede og sagde, de ville give os 5.000 for den," fortæller han. 

“Og så kan man jo bare se i bilgrupper på nettet, at mange andre også har de her problemer med, at folk konstant skambyder (byder langt under udbudsprisen, red.). Og så synes vi bare, den (spøgen, red.) var helt oplagt.” 

Ideen til spøgen opstod, da parret for nylig sad en eftermiddag og kedede sig. 

"Og jeg kiggede lidt i nogle af de her forskellige bilgrupper, jeg er med i, og så kom den lige til os," forklarer han.

Han og kæresten sendte beskeder frem og tilbage til hinanden, hvor de foregav at være køber og sælger. Derefter slog han korrespondancen op i facebookgruppen Ford Klub Danmark, som han er med i, fordi han selv kører i en gammel Ford. 

Det kom bag på ham, at spøgen er nået så vidt og bredt på de sociale medier, som den har gjort. 

"Jeg havde ikke lige regnet med, at det blev så voldsomt. Jeg tænkte bare, at jeg ville lægge den ind i Ford-gruppen og lave lidt sjovt med det dér. Men så skulle det vise sig, at det blev rimelig populært," slutter Mikkel Friis.

Opdateret 13. jul 2022

Vil du vide mere?