Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falsk Coop-konkurrence lover gratis indkøbskuponer til 360 "heldige" personer

Fup og spam 12. sep 2022  -  1 min læsetid
Tjekdet
I et opslag på facebooksiden 'Coop Danmark Fans' kan 360 heldige personer angiveligt vinde en indkøbskupon. Men siden er ikke Coops, og konkurrencen er fup. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • En facebookside ved navn ‘Coop Danmark Fans’ udlodder gratis indkøbskuponer 360 personer

  • Men det er slet ikke Coop, der står bag facebooksiden

  • Konkurrencen er fup, og formålet er at franarre deltagerne deres personlige oplysninger og penge

"Vi uddeler gratis indkøbskuponer til 360 personer, der kan finde et andet nummer end 890 på billedet!"

Sådan står der i et opslag, som facebooksiden ‘Coop Danmark Fans’ står bag. Og udsigten til gratis indkøbskuponer har tilsyneladende fristet mange, for i skrivende stund har opslaget flere end 5.000 kommentarer. Mange af dem er fra facebookbrugere, som skriver, at tallet '609' gemmer sig blandt de mange andre tal.

Men konkurrencen er fup. Det er ikke Coop, der står bag, oplyser virksomheden til TjekDet.

Den udloddede præmie findes slet ikke, og hensigten med opslaget er sandsynligvis at franarre deltagerne deres kontooplysninger og personoplysninger. Opslaget er bare et af flere falske konkurrenceopslag, der angiver Coop som afsender.

Coop oplyser også til TjekDet, at de flere gange tidligere har advaret deres kunder om falske konkurrencer. Advarslerne udsender de via virksomhedens officielle facebookside.

Flere faresignaler

Flere ting i den falske konkurrence afslører, at vi har med et fupnummer at gøre.

Selvom facebooksiden bag konkurrencen ved første øjekast ganske rigtigt ligner en officiel side tilhørende Coop Danmark, har kun 480 personer tilkendegivet, at de synes godt om den falske facebookside mod flere end 132.000 personer på Coops rigtige facebookside

Og så er siden ikke udstyret med det lille blå flueben, der markerer, at Facebook har verificeret, at personen eller virksomheden bag en side er, hvem de udgiver sig for at være. Det er den rigtige facebookside for Coop Danmark.

Hvis du har deltaget i den pågældende konkurrence og er blevet bedt om at indtaste personlige oplysninger via et link, er det en god idé straks at kontakte din bank og få spærret din konto.
 

Opdateret 6. jan 2023

Vil du vide mere?