Fup-konkurrence om gratis køleskabe stammer ikke fra Coca-Cola Danmark
-
I et facebookopslag fra Coca-Cola Danmark kan man læse, at hundredvis af minikøleskabe gives væk gratis
-
Men Coca-Cola Danmark understreger. at konkurrencen intet har med dem at gøre
-
I stedet er opslaget et led i et fupnummer, der formentlig forsøger at franarre folk deres bankoplysninger
Hundredvis af Coca-Cola-minikøleskabe har fået mindre mærker eller ridser, men de virker stadig. I stedet for at smide dem ud, bliver de foræret væk gratis.
Sådan kan man læse i et opslag på Facebook, hvor alle bliver lovet et minikøleskab. Det kræver kun, at man deler opslaget, synes godt om facebooksiden bag og kommenterer “Jeg vil have det”. Derefter skal man skrive sig op via et link.
Opslaget er delt fra en facebookside, der kalder sig Coca-Cola Danmark. Og der er tilsyneladende mange, der gerne vil have fingre i et lille køleskab. 755 brugere har kommenteret opslaget, og 735 har delt det.
Men opslaget er det rene fup og svindel, og det er ikke Coca-Cola Danmark, der står bag.
“Vi har fået flere henvendelser på konkurrencen, men vi har ikke noget med den at gøre,” understreger Annette Spanggaard, der er kommunikationsdirektør i Coca-Cola Danmark.
Advarselslamperne blinker
Selvom flere i kommentarsporet tilsyneladende er faldet i fup-fælden, ladet det også til, at mange har lugtet lunten.
Flere brugere påpeger, at siden bag opslaget ikke har ret mange følgere. Coca-Cola Danmark har nemlig kun 397 følgere, mens Coca-Colas officielle facebookside, der er verificeret af Facebook, har over 100 millioner følgere.
En verificeret side er en side, som Facebook bekræfter, rent faktisk tilhører den person eller organisation, som den giver sig ud for. Verificerede sider er markeret med et lille flueben i en blå cirkel ved siden af firmanavnet, som det er tilfældet på den rigtige Coca-Cola-side.
Coca-Cola har slet ikke facebooksider til hvert enkelt land i verden - der findes altså ikke en officiel side for Coca-Cola i Danmark. I stedet bliver indholdet på deres officielle facebookside med millionvis af følgere målrettet alt efter, hvilket land du bor i.
Derudover er det værd at bemærke, at facebooksiden Coca-Cola Danmark blev oprettet den 15. juni 2022, mens Coca-Colas officielle facebookside er betydeligt ældre. Den blev oprettet den 7. april 2015.
Mistænksom hjemmeside
Svindelnummeret med de gratis køleskabe bruger samme fremgangsmåde, som andre fup-konkurrencer, der af og til dukker op på Facebook. Det har vi på TjekDet skrevet om mange gange tidligere.
Ofte er fupnumrene opbygget sådan, at man skal dele et opslag, synes godt om siden, kommentere og til sidst gå videre til en anden hjemmeside for at tilmelde sig.
På hjemmesiden, man bliver sendt til, hvis man klikker på linket i Coca-Cola Danmarks opslag, bliver man ønsket tillykke og får at vide, at køleskabet vil blive sendt til ens hjemmeadresse. Men først skal man tilmelde sig ved angive korrekt telefonnummer, fulde adresse og bankoplysninger.
For at gøre det bliver man sendt videre til endnu en hjemmeside, en art streamingtjeneste der efter sigende er “officielt medlem af denne begivenhed for distribution af køleskabsgaver”.
Her bliver man bedt om at oprette en konto for at starte et 5-dages gratis medlemskab. Og så kommer svindeltricket. Efter de fem dage bliver der nemlig opkrævet betaling.
Er du kommet til at oplyse dine bankoplysninger, er det ikke til at sige, om fupmagerne bag kun trækker penge for medlemskabet på streamingtjenesten, eller om de også misbruger dine betalingsoplysninger til at lænse din konto.
Typisk vil virksomheder med rent mel i posen ikke først love noget væk gratis for så at bede deltagerne om at oprette et medlemskab på en tredje hjemmeside. I øvrigt må virksomheder ikke opfordre brugere på sociale medier til at dele deres opslag.
Del ikke dine oplysninger
TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan en vinder af en falsk Nordisk Film-konkurrence blev bedt om at betale et mindre beløb for forsendelse af hendes præmie. Da hun forsøgte at indtaste sine kortoplysninger, var der en fejl på siden. Pludselig var facebookopslaget væk, og der var radiotavshed hos svindlerne. Heldigvis nåede kvinden at spærre sit kort, inden hendes konto blev lænset.
Medmindre du er helt sikker på, hvem du er i kontakt med, skal du aldrig udlevere for eksempel NemID-koder, bankkontonummer, kreditkortoplysninger eller cpr-numre.
Er du allerede kommet til at udlevere dine kontooplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank eller spærre dit kort i netbanken.