Tusindvis falder igen, igen i med begge ben i falsk Rema 1000-konkurrence
-
En facebookside kaldet ‘REMA 1000 FANS’ udlodder gaveposer i anledning af Rema 1000’s 44-års fødselsdag
-
Men konkurrencen er fup, og flere sider med præcis samme navn har før forsøgt sig med samme nummer
-
Dagligvarekæden lægger ofte navn til falske konkurrencer på Facebook
Rema 1000 fylder 44 år, og i den anledning udlodder de 500 særlige gaveposer til alle, der ønsker “tillykke med fødselsdagen” inden 16. maj.
Sådan kan man læse i et opslag på facebooksiden “REMA 1000 FANS”. Kommenterer man “tillykke med fødselsdagen” i kommentarfeltet, bliver man opfordret til at dele opslaget for at vinde sin gavepose. Og det er der altså 4.300 brugere, der har gjort.
Men der er ingen gavepose at hente.
Konkurrencen er nemlig - som det er set mange gange før - det rene fup og fidus. Det oplyser REMA 1000’s kommunikationschef, Jonas Schrøder.
“Vi står ikke bag den side,” skriver han i en mail til TjekDet. Det samme skriver dagligvarekæden på sin officielle facebookside.
Kopiside
Selvom facebooksiden har forsøgt at gøre noget ud af at efterligne den ægte vare, så er der alligevel flere ting, der afslører den som falsk.
Først og fremmest er siden oprettet så sent som 11. maj, altså få dage før opslaget med fødselsdagskonkurrencen blev lagt op. Det er et klassisk tegn på, at siden alene er oprettet med det formål at dele den falske konkurrence.
Og så er siden ikke verificeret af Facebook. Det kan man se ved, at der mangler et blåt flueben ved siden af navnet.
‘REMA 1000 FANS’ har også sølle 400 likes og 798 følgere. Til sammenligning har REMA 1000 Danmarks officielle facebookside 147.883 følgere og 146.255 likes.
Får dig til at dele
Den falske konkurrences formål er i dette tilfælde noget uklart, fordi brugerne blot bliver bedt om at dele opslaget.
Men når man kigger i kommentarsporet, tyder noget dog på, at de, der deler opslaget, bliver kontaktet i en privat besked på Messenger, når de har kommenteret “tillykke med fødselsdagen”.
Og det er tilsyneladende her, at selve fupnummeret opstår. En facebookbruger skriver nemlig i kommentarsporet, at vedkommende er blevet bedt om at angive sine kortoplysninger.
Set før
REMA 1000 har jævnligt været offer for falske konkurrencer på Facebook.
Så sent som i marts dukkede en identisk konkurrence op. Det helt samme fupnummer florerede også i november 2022.
Dengang blev facebookbrugere i opslagenes kommentarspor ledt videre til en hjemmeside, hvor deres kortoplysninger skulle indtastes for at få tilsendt præmien.
Men på siden fremgik det - med bittesmå bogstaver - at man med sine kortoplysninger skrev sig op til et månedligt abonnement på 50 euro.
Er du kommet til at udlevere dine bankoplysninger, bør du omgående kontakte din bank.