Virksomhed lokker med synlige resultater fra ansigtsbørste - men dokumentationen halter

Fup og spam 8. dec 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • En ansigtsbørste fra virksomheden Lymphora sælges som et luksusprodukt i annoncer på Facebook.

     

  • Men en tilsyneladende lignende ansigtsbørste kan findes til en brøkdel af prisen på Temu og AliExpress.

  • Webshoppen fremviser før- og efterbilleder, som stammer fra en plastikkirurgi-klinik i Chicago, og de glade kunder på hjemmesiden er med stor sikkerhed skabt med kunstig intelligens. 

Lige nu kører virksomheden lymphora.eu (arkiveret herannoncer på Facebook, hvor de reklamerer for deres juleudsalg. 

 

Virksomheden sælger en ansigtsbørste, som efter sigende skulle øge blodcirkulationen og give ansigtet et naturligt løft og fornyet glød.  

 

Børsten koster 249 kroner med deres aktuelle jule-tilbud - og så får du endda en ekstra børste med gratis.

 

I annoncerne er vedhæftet videoer af glade kunder, der anbefaler produktet, og virksomheden har på deres hjemmeside lagt før- og efterbilleder, som viser resultatet af fem minutters brug af ansigtsbørsten.

 

Men videoerne af de glade kunder er med stor sandsynlighed  AI-genererede og før- og efter billederne finder vi hos en plastikkirurgi-klinik i Chicago. 

 

Derudover har TjekDet kunnet finde en umiddelbart identisk ansigtsbørste til en tiendedel af prisen hos Temu og AliExpress. 

 

Null

Løft af ansigtet, mere markeret kæbe og ny glød er blandt de effekter, der loves i annoncerne på Facebook, hvor Lymphora reklamerer for ansigtsbørsten. Foto: Skærmbillede.

En luksusvare med synlige resultater 

Webshoppen Lymphora sælger deres ansigtsbørste som en hjemmespa-oplevelse, der kan fungere som alternativ til den populære gua sha. 

 

Fem minutters massage med ansigtsbørsten skulle efter sigende øge blodcirkulationen og give huden en fornyet glød. Derudover skriver Lymphora, at deres ansigtsbørste løfter og former ansigtet naturligt. 

 

Til at dokumentere effekten af børsten, har de på deres hjemmeside bragt et før- og efterbillede af en kvinde, efter hun angiveligt har brugt ansigtsbørsten regelmæssigt. Men TjekDet har fundet samme billeder gengivet på en hjemmeside tilhørende en plastikkirurgi-klinik i Chicago. Her viser billederne resultaterne af et nakke- bryn og ansigtsløft, som er foretaget kirurgisk. 

 

Null

Før- og efterbillederne, der vises på Lymphoras hjemmeside stammer fra en plastikkirurgisk klinik i Chicago, viser TjekDets research. Fotos: Skærmbilleder.

 

Laver man en omvendt billedsøgning af produktbilledet fra Lymphora, finder man et umiddelbart identisk produkt på en lang række sider - blandt andet Temu og AliExpress. Børsten sælges for mellem 16 og 40 kroner. 

 

TjekDet har ikke haft mulighed for at efterprøve, om det er samme producent, der står bag børsterne fra Lymphora og Temu. Det fremgår ikke af Lymphoras hjemmeside, hvem der er producenten bag deres ansigtsbørste, ligesom de ikke har opgivet en retur- og lageradresse.

 

Null

Ansigtsbørster, der til forveksling ligner Lymphoras er at finde til billigere priser på flere andre hjemmesider - herunder Temu og AliExpress. Foto: Skærmbillede.

‘Verificerede anmeldelser’ og falsk virksomhedsnummer 

På Lymphoras hjemmeside fremgår en række såkaldt ‘verificerede anmeldelser’, ligesom der i annoncerne står, at Lymphora har over 5.000 tilfredse kunder. Det har dog ikke været muligt for TjekDet at lokalisere disse anmeldelser andre steder end på Lymphoras egen hjemmeside. 

 

Virksomheden henviser ikke selv til, hvor anmeldelserne kommer fra, og der er udelukkende et fornavn angivet som afsender af de positive anmeldelser.

 

I flere af annoncerne på Facebook er der vedhæftet videoer af glade kunder, som viser børsten frem og anbefaler den til andre. TjekDet har kørt videoerne igennem et AI-detekteringsværktøj som viser, at de med høj sandsynlighed er fremstillet ved brug af AI.

 

En af videoerne viser en kvinde foran et juletræ, som fortæller, at man ikke skal gå glip af Lymphoras juleudsalg. Tager vi et kig nærmere på videoen, er der nogle ting, som springer i øjnene. For eksempel har kvinden en ørering i det ene øre, som i løbet af videoen forsvinder for en stund for at dukke op igen. 

 

Når vi kører videoen igennem AI-dedekteringsværktøjet viser den, at videoen med 99,5 procent sandsynlighed er AI-genereret.  

 

Null

Det digitale værktøj Hive kan give et estimat af sandsynligheden for, at et billede er enten helt eller delvist genereret ved hjælp af AI. Værktøjer er ikke skudsikkert, men det kan give et pejlemærke - særligt når resultaterne er meget entydige, som det er tilfældet her. Foto: Skærmbillede af Hive.

 

Slår vi virksomheden op på Trustpilot, finder vi ingen positive anmeldelser. Den svenske udgave af virksomheden - lymphora.se - har én anmeldelse, hvor en kunde tværtimod giver virksomheden en 1-stjernet anmeldelse med kommentaren “Not to do…”. 

 

Lymphora oplyser et svensk virksomhedsnummer - svarende til det danske CVR - nederst på deres hjemmeside. Men nummeret eksisterer ikke i det svenske virksomhedsregister, viser TjekDets research.  

 

Slår vi adressen op, som er angivet på Lymphoras hjemmeside, kan vi se, at der er fem virksomheder registreret på adressen - men ingen af dem er Lymphora. Virksomheden  skriver desuden på deres hjemmeside, at virksomhedsadressen ikke er returadressen - uden at informere om, hvad returadressen så er. 

 

Umiddelbart tyder det på, at forretningsmodellen er såkaldt dropshipping, hvor virksomheden bestiller billige varer i Kina, hvorfra varerne sendes direkte ud til kunderne.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

TjekDet har forelagt kritikken for Lymphora. Vi modtager i første omgang svar fra en unavngiven ansat i virksomheden, som fortæller, at deres virksomhed ikke laver dropshipping, og at de har deres eget lager, som de sender varer fra. I en opfølgende mail spørger vi til det tilsyneladende falske eller forkerte virksomhedsnummer, og hvor deres lager er. Vi spørger dem desuden, om de kan fortælle os, hvem der producerer deres ansigtsbørste, hvis der ikke er tale om dropshipping. 

 

Vi har ikke fået svar på vores opfølgende henvendelse. 

 

Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel. 

 

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 8. dec 2025