Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

AI og gamle billeder spreder misinformation efter anholdelsen af Maduro

Indsigt 8. jan 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Organisationen NewsGuard oplyser, at organisationen har identificeret syv fabrikerede eller misvisende billeder og videoer relateret til den amerikanske operation i Venezuela. Foto: AI-genereret billede
  • En bølge af misinformation, bestående af AI og gamle billeder, har oversvømmet sociale medier, efter at amerikanske styrker i en opsigtsvækkende aktion anholdt Venezuelas leder, Nicolas Maduro, i sit hjem i Caracas.

En bølge af misinformation, bestående af AI og gamle billeder, har oversvømmet sociale medier, efter at amerikanske styrker i en opsigtsvækkende aktion anholdt Venezuelas leder, Nicolas Maduro, i sit hjem i Caracas.

De falske eller vildledende opslag har tilsammen fået millioner af visninger og viser en ny digital virkelighed, hvor hyperrealistisk misinformation konkurrerer med - og ofte overdøver - autentiske billeder og videoer fra store nyhedsbegivenheder.

Kort efter Nicolas Maduros anholdelse har AFP’s faktatjekkere fundet opslag på platforme som X og Facebook, der påstår at vise det første billede af venezuelaneren i amerikansk varetægt, flankeret af amerikanske soldater ved et fly.

Men billedet, hvor Maduro ser markant yngre ud, er AI-genereret. Googles AI-værktøj Gemini har fundet et såkaldt ‘SynthID’, som er et usynligt vandmærke, der bruges til at identificere AI-indhold.

Brugere på sociale medier har også delt et billede, som ifølge opslagene viser en amerikansk soldat posere sammen med Nicolas Maduro, der har en sæk over hovedet.

Men billedet stammer ifølge tidligere presseomtaler fra 2003 og viser USA’s anholdelse af Iraks daværende leder Saddam Hussein.

Organisationen NewsGuard, der arbejder med at kortlægge misinformation på nettet, oplyser, at organisationen har identificeret syv fabrikerede eller misvisende billeder og videoer relateret til den amerikanske operation i Venezuela. Tilsammen har de fået over 14 millioner visninger på under to dage - alene på Elon Musk-ejede X.

Udviklingen viser, hvordan en kombination af såkaldt “AI-slop” og fejlagtigt brugte billeder på sociale medier udvisker grænsen mellem fiktion og virkelighed. “AI-slop” er et udtryk for masseproduceret indhold skabt med billige AI-værktøjer, som kan lave hyperrealistiske billeder ud fra simple tekstkommandoer.

“Selv om mange af disse billeder ikke forvrænger fakta drastisk, er brugen af AI og dramatiske videoer taget ud af kontekst endnu et redskab i misinformanternes værktøjskasse,” siger Chiara Vercellone, der er senioranalytiker hos NewsGuard.

“Det er et redskab, der er sværere for faktatjekkere at afsløre, fordi billederne ofte ligner virkeligheden.”

Tjekdet
Ved deres første retsmøde i New York mandag erklærede Venezuelas præsident Nicolás Maduro og hans hustru Cilia Flores sig ikke skyldige i anklager om narkotika- og våbenforbrydelser og valgte – i hvert fald foreløbigt – ikke at gøre indsigelse mod deres varetægtsfængsling. Foto: Carlos Jasso/Reuters/Ritzau Scanpix

USA’s præsident Donald Trump har selv bidraget til spredningen af misinformation efter operationen. På sit sociale medie Truth Social har han delt en viral video, som angiveligt viser venezuelanere, der fejrer Maduros anholdelse ved at løbe rundt i gaderne i undertøj.

Men AFP’s faktatjekkere har fastslået, at videoen - som først blev lagt på TikTok sidste måned - viser universitetsstuderende, der deltager i den såkaldte “UCLA undie run” (undertøjs løb, red.), en tilbagevendende tradition på University of California i Los Angeles.

Samtidig med de autentiske nyheder er sociale medier blevet oversvømmet af humoristiske AI-genererede klip. Ét klip viser Nicolas Maduro og Donald Trump danse i Det Ovale Kontor (arkiveret her), mens et andet viser den afsatte venezuelanske præsident posere sammen med kendte iført orange fangedragter.

Nicolas Maduro er mandag mødt op i en domstol i New York, hvor han har erklæret sig ikke skyldig i anklager om narkosmugling og “narko-terrorisme.”

Venezuelas midlertidige præsident, Delcy Rodriguez, har tirsdag understreget, at ingen fremmed magt styrer landet, efter Donald Trumps udtalelser om, at USA midlertidigt vil “lede” Venezuela frem mod en overgangsperiode.

Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.  

Opdateret 22. jan 2026