PISA: Det er ikke kun danske elever, der klarer sig dårligt
-
Aldrig har danske skoleelever klaret sig værre i PISA-undersøgelsen, og særligt i læsning er de danske elever blevet dårligere de seneste tre år.
-
Danske politikere fremhæver problemer med den danske folkeskole som forklaringen.
-
Men det er ikke kun danske elever, der klarer sig dårligt.
-
Resultatet er en del af en nedadgående international tendens, og både danske og globale forhold har påvirket det dårlige danske resultat, siger forsker.
I tirsdags udløste nyheden et PISA-skrig: Danske 15-årige skoleelever har ikke, siden den internationale test blev indført ved årtusindskiftet, klaret sig så dårligt i læsning, matematik og naturfag.
Det står i Danmark så galt til, at mellem hver tredje og fjerde elev i PISA-undersøgelsen er havnet i kategorien lavt præsterende, hvilket betyder, at eleverne kan få vanskeligt ved at begå i samfundet.
Danske politikere har reageret på det alarmerende resultat med stor alvor, og mange har flere bud på, hvad årsagerne og løsningerne er.
Nogle retter søgelyset mod folkeskolereformen fra 2013 og vil have sat lærerne fri. Andre mener, at en del af skylden findes i stigningen af brug af skærme i undervisningen eller i dykket i lærernes autoritet på danske skoler.
Mindre fylder det i medier og hos danske politikere, at der også er nogle internationale forklaringer på, at PISA-resultatet dykker. For selv om danske skoleelevers dyk - især i læsning - er særligt stort, tyder resultaterne på en vestlig læringskrise.
“Politikere kan jo kun løse faldet lokalt, og derfor er der selvfølgelig fokus på årsager i Danmark. Samtidig skal vi passe på med kun at få øje på lokale ting. Der er også generelle, globale ting, der sætter sig igennem i resultaterne,” siger Christian Christrup Kjeldsen, centerleder for Nationalt center for skoleforskning på Aarhus Universitet.
For eksempel er der på tværs af OECD-lande sket en stigning i elever, der præsterer lavt i både matematik, læsning og naturfag. I den seneste PISA-undersøgelse fra 2022 var det tal 16 procent, mens det nu er steget til 20 procent.
Hvis man kigger på de andre nordiske lande, er der også her sket fald i elevernes færdigheder i både læsning, matematik og naturfag. Faktisk klarer danske elever sig bedre i matematik end både Finland, Sverige, Norge og Island, mens Danmark ligger midt i feltet i læsning og naturfag. Men for alle lande gælder, at elevernes kompetencer falder.
Der er fald i en lang række lande, siger Christian Christrup Kjeldsen, og det er der en række forskellige nationale årsager til, der varierer fra land til land, og så er der de fælles, globale årsager.
“Vi ser fortsat efterdønninger af covid-19. Det er slet ikke ovre endnu. Det var en global pandemi, og der var selvfølgelig forskel på, hvordan forskellige lande greb skolelukninger an, men ingen gik helt fri. Det læringstab hos børn og unge ser vi stadig, og vi vil se i de næste PISA-undersøgelser også,” siger han.
Eleverne, der er testet i den nye PISA-undersøgelse var 10-11 år gamle, da covid-19-pandemien brød ud. OECD skriver, at det typisk er i den alder, at eleverne bevæger sig fra grundlæggende læse- og regnefærdigheder mod en mere avanceret forståelse.
OECD skriver dog også, at effekten af pandemien langt fra er ens. Ikke overraskende oplever lande, der har haft god fjernundervisning og lærerstøtte, ikke helt så store dyk i resultaterne.
Notorisk smartphone
Også nye digitale vaner kan have haft en effekt på elevernes resultater. Og smartphonen har de seneste 10-15 år fundet vej til børn og unge over hele den vestlige verden.
“Eleverne i testen er 15 år gamle, så vi skal gå ti års skolegang tilbage og kigge på, hvad der er sket siden da. En væsentlig ting her er sociale medier, og dem har unge selvfølgelig fået forskellig dosis af i forskellige lande, men sociale medier har en betydning,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
I sin forskning er han nået frem til, at elever i fjerde klasse på tværs af en række lande siden 2016 er blevet mere og mere trætte i skolen. Trætte elever lærer mindre, og de er blandt andet blevet mere trætte på grund af sociale medier og skærme, siger Christian Christrup Kjeldsen.
OECD angiver også, at det kan have haft en effekt, at unge i hele vesten har fået mere digitale liv, hvilket har haft en indvirkning på deres læsevaner. Unge, der læser fiktion, længere tekster og fysiske bøger scorer for eksempel højere i læsning, og den seneste PISA-rapport viser, at flere bruger telefonen til at scrolle på sociale medier frem for at søge information.
På pressemødet torsdag foreslog regeringen et totalforbud mod mobiltelefoner og private skærme i folkeskoler og fri grundskoler. Ministrene på pressemødet sagde også, at forældre i højere grad må tage et ansvar for deres børns skolegang, end tilfældet er i dag.
Hvad angår forældre, finder PISA faktisk også en international trend. For eksempel er der sammenhæng mellem, hvor meget forældre læser i hjemmet, og hvor godt eleven læser. Begge dele er dykket. Børn, der har samtaler med forældre om skolen, klarer sig bedre, men også her er der sket et fald i OECD-lande siden 2022
“Forældrerollen har ændret sig. I vestlige lande går vi i retning af en mere individualiseret tilgang til børn. Det kan godt have en effekt, men det har vi ikke så god data på, siger Christian Christrup Kjeldsen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
