Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Russisk mand anholdt for muligt forsøg på at ville destabilisere OL i Paris

Indsigt 24. jul 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Franske soldater står vagt nær Eiffeltårnet i Paris den 21. juli 2024, forud for OL og Paralympiske Lege i Paris 2024. Foto: Martin Bernetti/AFP
  • Fransk politi har anholdt en mand af russisk herkomst, mistænkt for at ville destabilisere den offentlige orden under de olympiske lege

  • Franske myndigheder efterforsker, om han har videregivet efterretninger til fremmede magter

  • Angiveligt har myndighederne i mandens lejlighed fundet beviser for planlægning af handlinger, der kan skabe kaos under legene ved hjælp af for eksempel desinformation

  • Undersøgelser har tidligere påvist, hvordan især pro-russiske aktører forsøger at påvirke den franske offentlighed gennem påvirkningsangreb for at skabe splid og konflikter

Skrevet af: AFP

Fransk politi arresterede tirsdag en russisk mand, som ifølge den franske anklagemyndighed er mistænkt for at planlægge handlinger, der skal destabilisere De Olympiske Lege i Paris.

En anonym kilde hos den franske anklagemyndighed fortæller til det franske nyhedsbureau AFP, at manden er mistænkt for "at organisere begivenheder, der sandsynligvis kan føre til destabilisering under OL".

Ifølge kilden er der åbnet en efterforskning af "videregivelse af efterretninger til en fremmed magt med det formål at fremkalde fjendtligheder i Frankrig" - altså skabe forvirring i offentligheden og opildne til konflikter. 

Manden risikerer en straf på op til 30 års fængsel.

Anklagemyndigheden oplyser, at et besøg i mandens hjem "på anmodning af indenrigsministeriet" har afsløret beviser for de formodede planer.

Der er ikke  givet konkrete detaljer om, hvordan manden havde tænkt sig at destabilisere De Olympiske Lege, men anklagemyndigheden understreger, at der ikke er tale om terrorplaner, og at franske anklagere med speciale i antiterror ikke følger sagen.

Myndighederne har op til OL’s start undersøgt over en million mennesker, herunder atleter, trænere, journalister, frivillige, sikkerhedsvagter og endda lokale beboere nær lokationer, hvor OL finder sted, siger indenrigsminister Gerald Darmanin til ugemagasinet Paris Match tirsdag.

Af dem er 4.360 personer blevet nægtet adgang til De Olympiske Lege. Folk tæt på Gerald Darmanin fortæller søndag til AFP, at 880 er blevet nægtet adgang på grund af mistanke om udenlandsk indblanding.

I de seneste måneder har flere begivenheder rejst mistanke om, at udenlandske aktører forsøger at påvirke den franske offentlige mening eller at skabe splid, især om Ruslands invasion af Ukraine eller Israels krig i Gaza efter Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023.

Der er blandt andet blevet efterladt kister med dukker ved Eiffeltårnet i Paris i juni mærket med "franske soldater i Ukraine", og i maj blev der sat røde aftryk af hænder på et mindesmærke for holocaust i Paris.

Kort efter Hamas’ angreb i oktober 2023 blev der også tegnet Davidsstjerner på bygninger i Paris-området. Her blev to personer fra Moldova anholdt for mistanke om samarbejde med den russiske efterretningstjeneste, FSB.

/AFP/
 

Opdateret 24. jul 2024