Trump viser, hvordan AI er blevet magtens nye politiske megafon
-
Den amerikanske præsident Donald Trump bruger i stigende grad kunstig intelligens til at fremstille sig selv som helt og sine modstandere som fjender. Eksperter advarer om, at hans brug af AI-billeder fordrejer virkeligheden og truer den demokratiske debat.
I en nærmest parallel virkelighed regerer den amerikanske præsident Donald Trump som konge, jagerpilot og Superman, mens hans politiske modstandere bliver fremstillet som kriminelle og til grin. Der er tale om en hidtil uset brug af AI-genererede billeder som våben af en siddende amerikansk præsident, skriver det franske telegrambureau AFP.
Donald Trump har øget sin brug af kunstig intelligens-genereret indhold på sit eget sociale medie Truth Social, siden han indledte sin anden periode i Det Hvide Hus i januar i år. Det gør hans administration til den første, der anvender hyperrealistiske falske billeder som en central del af sin kommunikationsstrategi.
Donald Trump, der tidligere har vist interesse for konspirationsteorier og udokumenterede påstande, har brugt indholdet i sine opslag på sociale medier til at forherlige sig selv og udskamme sine kritikere - især i perioder hvor den offentlig debat har været præget af national vrede.
I sidste måned delte han en falsk video, hvor han bærer en krone og flyver et kampfly mærket “King Trump”, der ser ud til at dumpe ekskrementer ud over folkemængder af demonstranter.
Klippet var ledsaget af sanger Kenny Loggins’ sang “Danger Zone” og blev lagt ud samme dag, som landsdækkende “No Kings”-protester fandt sted i landet, hvor kritikere fordømte det, de kaldte hans autoritære adfærd.
I et andet opslag viste Det Hvide Hus Donald Trump som Superman midt i intens spekulation på sociale medier om hans helbred.
“SYMBOLET PÅ HÅB,” stod der i opslaget.
“SUPERMAN TRUMP.”
THE SYMBOL OF HOPE.
TRUTH. JUSTICE. THE AMERICAN WAY.
SUPERMAN TRUMP. 🇺🇸 pic.twitter.com/fwFWeYonAq— The White House (@WhiteHouse) July 11, 2025
Skaber tvivl om virkeligheden
Donald Trump eller Det Hvide Hus har på lignende vis delt AI-skabte billeder, hvor præsidenten er klædt som pave, brøler side om side med en løve og dirigerer et orkester i Kennedy Center, der er et berømt kulturcenter i den amerikanske hovedstad.
De fabrikerede billeder skabte tvivl blandt brugere på sociale medier, hvor nogle i kommentarerne spurgte, om billederne var ægte.
Det var uklart, om billederne var skabt af Donald Trump selv eller hans medarbejdere. Det Hvide Hus har ikke svaret ikke på AFP’s forespørgsel om en kommentar.
Magasinet Wired har for nylig kaldt Trump for “Amerikas første generative AI-præsident.”
“Trump spreder misinformation både online og offline for at styrke sit eget image, angribe sine modstandere og kontrollere den offentlige samtale,” siger Nora Benavidez, juridisk chef i interesseorganisationen Free Press, til AFP.
“For en som ham er ureguleret generativ AI det perfekte værktøj til at fange folks opmærksomhed og forvride virkeligheden,” siger hun.
I september udløste præsidenten forargelse, efter han delte en tilsyneladende AI-genereret video, hvor han lover alle amerikanere adgang til “MedBed”-hospitaler, der kan helbrede alt.
“MedBed” er en bredt tilbagevist konspirationsteori, populær i ekstreme højrefløjsmiljøer, om et opdigtet medicinsk apparat med futuristisk teknologi, som ifølge tilhængere kan kurere enhver sygdom – fra astma til kræft. TjekDet har tidligere beskrevet den teori.
Donald Trumps falske klip, der senere blev slettet uden en begrundelse, var udformet som et indslag fra nyhedstv-stationen Fox News og viste hans svigerdatter Lara Trump, der præsenterede en opdigtet lancering af "det historiske nye sundhedssystem" i Det Hvide Hus.
Fører uafbrudt valgkamp
“Hvordan får man folk tilbage til en fælles virkelighed, når de ved magten bliver ved med at trække dem længere væk?” spørger Noelle Cook, forsker og forfatter til bogen The Conspiracists: Women, Extremism, and the Lure of Belonging.
Donald Trump har reserveret de mest provokerende AI-opslag til sine rivaler og kritikere og brugt dem til at samle sin vælgerbase.
I juli lagde han en AI-video ud, der viste den tidligere præsident Barack Obama blive anholdt i Det Ovale Kontor og bagefter stå bag tremmer i en orange fangedragt.
Senere delte han et AI-klip af mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, der er sort, iført falsk moustache og sombrero. Jeffries kaldte billedet racistisk.
"Selv om det på mange måder ville være ønskværdigt, at USA’s præsident holder sig hævet over mudderkastning og undlader at dele AI-billeder, har Trump gentagne gange vist, at han ser sin tid i embedet som en uafbrudt valgkamp," siger Joshua Tucker, meddirektør for New York University Center for Social Media and Politics, til AFP.
"Jeg vil snarere opfatte hans adfærd som en form for kampagne ført gennem trolling end som et forsøg på bevidst at få folk til at tro, at billederne er virkelige," fortsætter han.
I samme ånd delte delstaten Californiens guvernør, Gavin Newsom, tirsdag en AI-genereret video på det sociale medie X, hvor han gør grin med republikanerne efter demokraternes sejr ved vigtige amerikanske valg.
Klippet viste brydere i en ring med påklistrede ansigter af demokratiske ledere, der besejrede deres republikanske modstandere - inklusive Donald Trump.
I teksten til opslaget skrev Gavin Newsom:
"Det kalder vi et knock-out."
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.