Trump delte AI-genereret video med konspirationsteori om “helende senge”

-
Lørdag delte Donald Trump en AI-genereret video med en nyhed om, at USA snart åbner for såkaldte MedBed-hospitaler.
-
Nyheden er dog falsk og bygger på en konspirationsteori om, at der findes senge, der kan hele alle sygdomme.
-
Donald Trump slettede senere på dagen videoen uden nogen forklaring.
Lørdag delte USA’s præsident, Donald Trump, en video, der efter alt at dømme var genereret med kunstig intelligens på sit sociale medie Truth Social.
I videoen gav han nyt liv til konspirationsteorien om helende senge, da han lovede alle amerikanere adgang til de såkaldte ‘MedBed’-hospitaler. Derudover så det i videoen ud til, at nyheden blev bragt som ‘breaking news’ på tv-kanalen Fox News af Donald Trumps svigerdatter, Lara Trump, i programmet My View with Lara Trump.
I klippet ser man Donald Trump sidde i Det ovale kontor i Det Hvide Hus, hvorfra han tilsyneladende annoncerer, at "hver amerikaner snart vil modtage deres eget MedBed-kort," som garanterer adgang til "nye hospitaler ledet af de bedste læger" og "udstyret med den mest avancerede teknologi."
Donald Trump slettede opslaget efter nogle timer, for sådanne senge og hospitaler findes slet ikke.
Det er nemlig en konspirationsteori, som har floreret blandt QAnon-tilhængere og den yderste højrefløj siden starten af 2020’erne.
Teorien henviser til, at den amerikanske regering har adgang til futuristiske medicinske kapsler, som man lægger sig ind i, og så vil man angiveligt blive helbredt for enhver tænkelig sygdom. Kapslen kan endda få manglende kropsdele til at gro ud igen, lyder det.
Tilhængerne af teorien er af den overbevisning, at demokraterne i USA har holdt oplysningen tilbage for offentligheden, og nogle mener også, at den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy bliver holdt i live ved at ligge i en MedBed.
Den amerikanske præsident gav ikke nogen forklaring på, hvorfor han slettede sit opslag. Flere medier - heriblandt AFP - har uden succes forsøgt at få en kommentar fra Det Hvide hus.
“Næste gang, at nogle får mulighed for at stille Trump spørgsmål, håber jeg, at nogen spørger, hvorfor han delte og slettede en AI-video, der promoverer ‘MedBed’-hospitaler, der øjeblikkeligt kan kurere sygdomme. Tænkte han, at det var sjovt eller virkeligt? Tænkte han, at det var en tale, han faktisk havde holdt,” siger Mike Rothschild, der er ekspert i konspirationsteorier, til det franske nyhedsbureau AFP.

Virksomhed og svindlere forsøger at kapitalisere
Det er altså uvist, hvorfor Donald Trump delte videoen, og om han selv har fremstillet videoen.
Meget peger dog i retning af, at præsidenten har videredelt videoen blandt en masse andre opslag, han delte lørdag aften. Mediet The Daily Beast skriver, at han lørdag aften delte en masse opslag på Truth Social - blandt andet et opslag, der spurgte, om folk stadig ser film med skuespiller Robert De Niro, fordi han har kritiseret Donald Trump.
To dage før, Donald Trump delte videoen, delte en profil på Truth Social den nøjagtig samme video. Ifølge journalist Jacqueline Sweet, der arbejder for en række amerikanske medier, er det en profil, der jævnligt deler QAnon-relateret indhold.
Samme dag delte en Instagram-profil, der promoverer konspiratoriske teorier om finansielle systemer, også videoen. Faktisk er teorien om medbeds også tæt forbundet til konspirationsteorier om finansielle systemer som det såkaldte NESARA/GESARA, der står for National/Global Economic Security and Recovery Act, som bygger på en række fantasifulde forestillinger om verdensøkonomien.
Ifølge teorien vil medbeds blive tilgængelige, når GESARA-systemet træder i kraft på et ikke nærmere defineret tidspunkt. Det udnytter svindlere til at få folk til at investere penge på tvivlsomme kryptoplatforme mod, at folk vil få adgang til medbeds og dermed evigt liv.

Men der findes også foretagender, som mere åbenlyst bruger medbeds som blikfang til at sælge produkter.
AFP skriver eksempelvis, at der i kølvandet på Donald Trumps opslag var en merchandise-side, som solgte “Trump MedBed”-guldkort til mellem 599 og 4.999 dollars. Det svarer til mellem cirka 3.800 og 32.000 kroner. Ifølge AFP markedsførte siden guldkortene med et billede af Donald Trump ved siden af sloganet “Save America”.
Mediet The Daily Beast beskrev også i 2022, hvordan firmaet Tesla BioHealing forsøger at kapitalisere på konspirationsteorien om medbeds. De sælger for eksempel en metalbeholder, de kalder 'MedBed Generator', som patienter placerer under deres seng, til 11.000 dollars - altså knap 70.000 danske kroner. Produktet kan stadig købes på deres hjemmeside.
Dengang sagde den administrerende direktør for firmaet til The Daily Beast, at de ikke ønsker at blive forbundet med konspirationsteorien om medbeds, men han lovede, at deres produkter ville levere livskraft og livsenergi til syge mennesker.
Det er langt fra første gang, at Donald Trump deler udokumenterede sundhedspåstande, skriver AFP.
I sidste uge sagde han, at gravide kvinder burde undgå smertestillende medicin som Tylenol, fordi brugen af paracetamol under graviditet kan være forbundet med en øget risiko for autisme hos barnet. Derudover rejste han også bekymring for, at børnevacciner kan forårsage autisme. En påstand, som USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr. har gentaget flere gange.
Påstandene blev dog afvist af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der understregede, at det ikke er påvist, at paracetamol eller vacciner kan forårsage autisme.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.