Sådan bliver du din egen faktatjekker

Internettet generelt

Det er ikke kun på sociale medier, at man skal være varsom. For også på internettet i det hele taget er der risiko for at falde i alverdens fælder.

Eksempelvis er det relativt nemt at oprette en hjemmeside og få det til at ligne journalistik, selvom det på ingen måde er tilfældet. Det kan være sider, der forsøger at få clicks ved at fordreje historier, eller det kan være deciderede svindelsider, som kun er ude på at tømme din bankkonto.

Vi har herunder samlet seks gode råd til, hvordan du kan opdage falske nyheder på nettet i en mere bred forstand.

1. Kender du mediet?

De fleste af os kender traditionelle medier som Politiken, Berlingske og DR, men der findes i dag også masser af onlinemedier med navne som Delbart, Betagende og Grinebibelen. 

Navnene klinger ikke just troværdige, og oftest bruger netmedierne spalteplads på humoristiske eller sensationelle artikler. Det kunne være budskaber, som at decemberbørn beviseligt er sødere end andre, at øl er en genvej til færre sygedage, og at storesøskende ifølge forskning er dårligere til at køre bil.

Men selvom det kan være underholdende læsning, er der ingen af ovenstående eksempler, der passer.

Så vil du blive klogere på, hvad mediet er for en størrelse, er det altid en god idé at google det. Med al sandsynlighed har andre medier – for eksempel TjekDet – skrevet om det på et tidspunkt, hvis det spreder udokumenterede eller decideret usande påstande.

Du kan også med fordel tjekke, om mediet har tilgængelige kontaktoplysninger som adresse, telefonnummer og mail. Er det ikke tilfældet, kan det være et tegn på, at folkene bag siden ikke vil findes – måske fordi de ikke har rent mel i posen.

2. Svindlere kopierer etablerede medier

Én ting er de farverige medier, der lukrerer på at videreformidle halve eller hele usandheder som journalistik blot for at få sidevisninger. Noget helt andet er svindlere, der udgiver sig for at være velkendte medier i håb om at lænse din bankkonto.

Igennem årene er der utallige eksempler på fupmagere, der har forsøgt at lokke intetanende folk i en kreditkortfælde ved at efterligne artikler fra eksempelvis Berlingske eller Ekstra Bladet.

For eksempel fortæller både Nikolaj Coster-Waldau, Bjarne Riis og Jes Dorph-Petersen tilsyneladende, hvor nemt det er at blive rig med en investering i kryptovalutaen bitcoin.

Artiklen fortsætter under billedet

Bjarne Riis er en af de mange kendte danskere, der har fået sit navn misbrugt af svindlere, som forsøger at lokke penge ud af folk. I hans tilfælde forsøgte svindlerne at få det til at se ud, som om artiklen var udgivet af Berlingske Business, der er et velkendt, etableret medie.



Der er også eksempler med slankepiller, der nærmest er et vidundermiddel, hvis man skal tro Sofie Linde, Julie Berthelsen og Ibi Makienok.

Men det hele er det rene fup. Svindlerne vil blot lokke dig hen på en anden hjemmeside, hvor du registrerer dine kreditkortoplysninger, så de kan løbe med pengene.

Desværre er det nemt at falde i fælden, for i mange tilfælde ligner svindelhjemmesiderne til forveksling de rigtige medier, de udgiver sig for at være. Layoutet er nogenlunde det samme, der er tilsyneladende ægte citater, og i visse tilfælde er der endda også personlige billeder af kendissen, som artiklen omhandler.

Men der er heldigvis flere forholdsregler, du kan tage.

3. Kig på www-adressen

Først og fremmest er det en god idé at kigge på www-adressen (URL’en). Danske hjemmesider ender ofte på .dk og amerikanske sider ofte på .com, og det kan være en god rettesnor.

Eksempelvis prøvede svindlere på et tidspunkt at snyde penge ud af folk ved at lave artikler fra hjemmesiden ekstrabiadet.com, og der har også været tilfælde fra hjemmesiden berlinqske-dk.com.

I begge tilfælde ender URL’en på .com, selvom det skulle forestille at være en dansk hjemmeside, men den vakse læser vil måske også have opdaget, at der er en stavefejl i begge navne.

Artiklen fortsætter under billedet

Eksempler på falske www-adresser, der tidligere har været anvendt i svindelnumre

Hvis du vil tjekke, hvem der egentlig ejer en hjemmeside, kan du bruge hjemmesiden dk-hostmaster.dk.  

Søger du eksempelvis på ekstrabladet.dk, vil du få at vide, at domænet er registreret under JP/Politikens Hus, som rigtigt nok ejer Ekstra Bladet. Til gengæld kan du sjældent se, hvem der ejer en www-adresse, der ligner for eksempel Ekstra Bladets. 

Svindlerne bruger nemlig ofte firmaer, der tilbyder at købe www-adresser på vegne af andre. I sådanne tilfælde vil du kun se det firmas navn som ejer - og ikke navnet på svindleren.

Til gengæld oplyses det, hvor firmaet, der køber www-adresser på vegne af andre, hører hjemme. Og det er ikke usædvanligt, at det er i for eksempel Panama eller andre lande, hvor Ekstra Bladet i hvert fald ikke bor.

4. Er der fejl og mangler?

Du kan også med fordel gå lidt på opdagelse på mediets hjemmeside.

Prøv at trykke på andre artikler eller vælg kategorier i oversigtsbjælken. Hvis det er en svindelside, vil det typisk føre dig hen til den samme artikel, du allerede læser, eller videre til en side, hvor du kan købe noget.

Sprog og grammatik kan også være en indikator på, at noget er i vejen. Selv om svindlerne bliver bedre til at skrive ordentligt dansk, er der stadig ofte basale stave- og grammatikfejl at spore i artiklen eller på siden i det hele taget.

Det er heller ikke altid, der er en dato eller byline på artiklen, som angiver, hvem der har skrevet den, og hvornår det er gjort. I rigtige artikler vil der som udgangspunkt altid være dato og forfatter angivet, og i mange tilfælde er der endda et billede af vedkommende.

Her er det dog værd at bemærke, at mange etablerede medier bruger Ritzau-telegrammer, hvor der sjældent er en forfatter angivet. Der vil til gengæld altid stå "Ritzau" i toppen eller bunden af artiklen.

Derudover er svindlerne blevet ret dygtige til at bruge både navn og billede, så det ligner en rigtig artikel – og i visse tilfælde har navn og billede endda været af en rigtig journalist.

Artiklen fortsætter under billedet

Disse to artikler er eksempler på relativt dårlige forsøg på at lokke intetanende læsere i en kreditkortfælde. Sproget er en blanding af dansk og engelsk, og det virker pudsigt, at engelske BBC skulle skrive om Sofie Linde – endda på dansk. Men generelt bliver svindlerne bedre og bedre til at efterligne rigtige artikler. (Foto: Screenshot)


5. Undersøgelser misforstås eller fordrejes

Heller ikke de velkendte, etablerede medier kan se sig helt fri for en svipser i ny og næ.

Ofte begår de den fejl at misforstå eller fejlformidle forskningsresultater, meningsmålinger eller andre former for undersøgelser. Og det er der rigeligt med eksempler på.

Eksempelvis skrev Politiken på et tidspunkt, at Danmark er verdens dårligste sted at få venner. Men den rapport, artiklen baserede sig på, kunne slet ikke bruges som belæg for den konklusion.

B.T. kom også i fedtefadet, da de skrev, at 41 procent af danskerne ønsker sig mindre kage på jobbet. Men undersøgelsen bag bestod af svar fra træningsfysiolog Henrik Druers følgere på sociale medier, og da de må formodes at gå særligt op i vægttab, er de ikke repræsentative for den samlede danske befolkning.

Derfor kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere, at 41 procent af danskerne ønsker mindre kage på jobbet, som B.T. skrev.

Også anerkendte medier som DR, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende har tidligere videreformidlet en problematisk rapport om, at Danmark skulle sakke bagud på ligestillingsområdet.

Som udgangspunkt kan man i langt de fleste tilfælde stole på, at danske, etablerede medier viderebringer troværdig journalistik, men er du alligevel i tvivl, kan det være en god idé at gå ind på Tjekdet.dk eller andre faktatjekmedier verden over og se, om der er skrevet om netop de nyheder, du er i tvivl om.

Det er også altid en god idé at google de artikler, du er i tvivl om. Hvis et faktatjekmedie har lavet et faktatjek på baggrund af en artikel, som andre medier har lavet, vil Googles algoritme nemlig prioritere faktatjekket højt.

Er du stadig i tvivl, er du altid velkommen til at tippe os på tip@tjekdet.dk.

6. Brug din sunde fornuft

Det sidste råd er meget banalt, men ikke desto mindre en virkelig god tommelfingerregel at følge - uanset om det er sociale medier eller internettet generelt.

For det er altid en god idé at spørge dig selv, om det nu også kan passe, hvad du læser. Eller om det er for godt til at være sandt.

Er du eksempelvis godt rustet mod hudkræft, hvis du solbader en masse og i øvrigt undlader at bruge solcreme? Og kan en gang pommes frites virkelig modvirke hårtab? Svaret er i begge tilfælde – ikke overraskende – nej.

Og selvom mange nok gerne vil tro på det, så er det altså heller ikke rigtigt, at mænd lever længere af at se på kvindebryster.

Der er eksempler nok på vildledende eller falske opslag på sociale medier, og mange historier får hurtigt ben at gå på, fordi vi ikke er kritiske nok. Så det er meget simpelt: Er du i tvivl om rigtigheden af noget, så lad være med at dele eller reagere på det.

<< Første side   << Forrige side

 

Side 3 af 3