TjekDet lod sig svindle: Kort efter forsøgte svindlerne at købe vin for 8.500 kroner

Svindel 13. nov 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
MobilePay skifter inden længe navn til Vipps, og det udnyttes af svindlere, skriver de på deres hjemmeside. TjekDet er bevidst faldet i svindlernes fælde for at undersøge deres metoder. Foto: Gorm Kallestad/NTB/Ritzau Scanpix
  • Svindlere sender i øjeblikket phishingmails ud til danskere i et forsøg på at stjæle deres betalingsoplysninger.

  • Mailene sendes ud i MobilePays navn, hvor man tilskyndes til at opdatere sin adgang til tjenesten for fortsat at have adgang.

  • TjekDet er med vilje hoppet i svindelfælden for at blive klogere på svindlernes metode.

I øjeblikket sender svindlere mails ud til danskere i MobilePays navn i håb om at tilegne sig betalingsoplysninger.

Det sker under påskud af, at en vigtig opdatering gør, at man skal forbinde sin konto til MitID for fortsat at have adgang til MobilePay.

“Kære kunde. For at sikre fortsat adgang til dine MobilePay-tjenester samt beskytte dine personlige og finansielle oplysninger, er det nu nødvendigt at opdatere din konto ved at knytte den til MitID. Vi beder dig venligst gennemføre denne opdatering hurtigst muligt for at undgå afbrydelse af dine tjenester,” står der i mailen, som en TjekDets journalister har modtaget.

I mailen skal man klikke på en boks med teksten “Opdater din konto”. Gør man det, får man bedre beskyttelse af sine personlige oplysninger, og man forebygger svindel og misbrug, står der videre i mailen.

Men følger man anvisningerne, ender man selv med at blive svindlet, viser TjekDets research.

Svindlerne forsøgte at købe vin for cirka 8.500 kroner med TjekDets - dog falske - betalingsoplysninger. Du kan læse hvordan nedenfor.

Null

Sådan ser mailen ud, som en af TjekDets journalister har modtaget. Foto: Skærmbillede.

Vin hos italiensk webshop

TjekDet har klikket på boksen “Opdater min konto” i mailen for at få indblik i svindlernes metode.

Først bliver man ledt videre til en side, som ligner den, man kender, hvis man skal betale for en vare online med MobilePay. Her skal man indtaste sit telefonnummer, men siden indeholder også faresignaler på svindel.

I feltet, hvor man skal indtaste sit telefonnummer, står “Invbasb nugger” - altså det rene volapyk for “Indtast nummer”.

Vi indtaster derfor et telefonnummer, og under normale omstændigheder bliver man ledt ind på MobilePays app, hvor man så skal swipe for at betale. Men her ledes man videre til næste side, hvor man skal bekræfte sit kort.

Her vil svindlerne altså have, at man indtaster sine kortoplysninger.

For ikke at smide penge ud af vinduet, indtaster vi derfor en såkaldt Canary token, som betyder, at vi indtaster oplysninger til et fiktivt betalingskort. Når svindlerne så forsøger at hæve penge på kortet, får vi en notifikation.

Og ikke lang tid efter, mens siden står og loader, får vi en notifikation fra vores Canary token om, at svindlerne har forsøgt at købe vin for cirka 8.500 kroner fra en italiensk webshop.

Herfra er TjekDet ikke lykkedes med at opspore yderligere oplysninger om svindlen, eller hvem der står bag.

 

MobilePay advarer

Mailen, som TjekDet har modtaget, ser langt hen ad vejen autentisk ud med korrekt dansk sprog og et vellignende layout. Men undersøger man afsenderens mailadresse, står der mosilekodd@zohomail.in, hvilket vækker mistanken om svindel, fordi den ikke er associeret med MobilePay.

MobilePay oplyser da også på sin hjemmeside, at svindlere i øjeblikket forsøger at udnytte virksomhedens forestående navneskifte til Vipps.

“Vi kommer ikke til at kontakte dig for at få dig til at gøre noget. Du skal nemlig ikke gøre andet end at bruge din app, som du plejer,” skriver MobilePay på sin hjemmeside.

Desuden oplyser de, at de aldrig vil bede brugere af tjenesten om at gøre noget – hverken flytte penge, oplyse koder eller kortoplysninger eller godkende en betaling for at beholde eller opdatere din konto.

MobilePay opfordrer derfor til, at hvis man modtager en henvendelse, hvor man skal tage stilling til noget, skal man ignorere henvendelsen og kontakte MobilePay direkte i stedet, hvis man er i tvivl.

Er du kommet til at oplyse dine betalingsoplysninger eller delt dine MitID-oplysninger, er det en god ide at kontakte din bank med det samme og samtidig få spærret dit MitID.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her. 
 

Opdateret 13. nov 2026

Vil du vide mere?