Frustrerede kunder: Brobizz-svindlere snyder stadig danskerne
-
Svindlere, der udgiver sig for at være Brobizz, henvender sig fortsat til danskerne i mails og sms’er, hvor de forsøger at få fat i modtagernes personlige oplysninger.
-
Svindlen har stået på i flere år, trods flere initiativer fra Brobizz’ side, der skal dæmme op for svindlen.
-
“Det skaber både usikkerhed og frustration hos vores kunder," siger Sund & Bælt til TjekDet. Ifølge selskabet er det dog lykkedes at nedbringe antallet af svindelforsøg markant.
Du skal opdatere dine kortoplysninger. Din konto er gjort inaktiv. Eller der har været et problem med behandling af dine faktureringsoplysninger.
Sådan kan det lyde i de mails og sms’er, som svindlere, der udgiver sig for at være fra betalingsordningen Brobizz, i øjeblikket sender ud til danskerne. Beskederne indeholder en overbevisende tekst og et tilhørende link, som kunderne skal trykke på for at få deres profil eller betaling på rette kurs igen. Men det handler kun om at stjæle kundernes personlige oplysninger - og i sidste ende deres penge.
Udfordringen med svindel i Brobizz’ navn har eksisteret i flere år, oplyser Brobizz til TjekDet. De har iværksat talrige initiativer i forsøget på at komme svindlen til livs. Og selvom indsatsen har reduceret antallet af henvendelser til Brobizz om phishing, florerer de falske mails og sms’er fortsat.
Svindlernes ihærdige forsøg på at frarøve Brobizz’ kunder penge er et vigtigt fokusområde for Brobizz, fortæller Peter Leif Hansen, som er Deputy Director, Tolling hos Sund & Bælt, der administrerer Brobizz.
“De her phishingmails skaber både usikkerhed og frustration hos vores kunder. Det er derfor et område, som vi har konstant fokus på,” siger Peter Leif Hansen.
De falske hjemmesider, modtageren føres til fra de phishingmails- og sms'er, der udsendes, ser forskellige ud, men har det tilfælles, at de forsøger at efterligne Brobizz' rigtige hjemmeside. Foto: Skærmbillede af falsk hjemmeside.
Vellignende hjemmesider
Svindelforsøget starter med, at offeret modtager enten en e-mail eller en sms, som foregiver at have Brobizz som afsender. De har en vigtig besked, signaleres det. Det kan eksempelvis være, at du skal opdatere dine kortoplysninger - ellers vil dine tjenester blive suspenderet.
Svindlerne, der har til formål at lokke oplysninger ud af offeret, forsøger at få modtageren til at handle med det samme, inden modtageren opdager, at Brobizz ikke er den rigtige afsender. Derfor indeholder de falske mails og sms’er typisk en kort tidsfrist, hvis man ikke ønsker at miste sine tjenester eller sin konto.
De mange mails og sms’er indeholder typisk et link, som modtageren skal klikke på for at opdatere oplysningerne, tjekke sit køretøj eller noget helt tredje.
Ofte forsøger svindlerne at få det til at ligne, at det er Brobizz’ ægte hjemmeside, modtageren klikker ind på, ved at efterligne den ægte hjemmesides sprog og design. Kigger man i domænefeltet, vil man dog opdage, at det ikke er Brobizz’ rigtige domæne, brobizz.com, som der linkes til, men et domæne, der tilhører svindlerne.
Selvom svindlerne er dygtige til at få beskederne til at fremstå troværdige, er der nogle ting, du som modtager kan gøre for selv at tjekke efter.
På sin hjemmeside oplyser Brobizz hvilke mailadresser, som selskabet sender mails fra. Modtager du en mail fra en anden mailadresse end de oplistede, kan det derfor være snyd. Tjek derfor altid, hvem afsenderen på mailen er.
Derudover opfordrer Brobizz til, at man aldrig klikker på links fra de mails og sms’er, man modtager, men i stedet logger ind på Brobizz’ rigtige hjemmeside.
“Hvis man modtager en mail eller en sms, der foregiver at være fra Brobizz, og hvis man mistænker, at der er tale om svindel, så skal man endelig ikke trykke på linket. I stedet for skal man gå ind på en browser og skrive www.brobizz.com, hvor man kan logge på i vores selvbetjening, eller downloade Brobizz appen. Der kan man få alle de informationer, man har brug for, og så kan man være sikker på, at det kommer fra det rigtige sted,” siger Peter Leif Hansen.
Tiltag mod svindel
Brobizz-svindlen har stået på længe. Svindlen tog for alvor til i 2024, hvor Brobizz igangsatte en række tiltag i forsøget på at komme det til livs, fortæller Peter Leif Hansen.
"Med over én million danskere som kunder er Brobizz et attraktivt mål for svindlere. I 2024 igangsatte vi derfor en ekstra informationsindsats for at hjælpe de mange tusinde kunder med at undgå at blive ofre for svindlere," siger Peter Leif Hansen.
På deres hjemmeside advarer Brobizz kunderne om svindlen, der florerer. De har en side, hvor man kan læse mere om phishing, få at vide, hvad man skal være opmærksom på og se eksempler på de falske beskeder. Foto: Skærmbillede af Brobizz.com.
Selskabet har blandt andet indført automatisk opdatering af betalingskort, tofaktorgodkendelse eller MitID ved login og en gul bjælke i toppen af hjemmesiden, der advarer om, at svindel florerer og informerer om, hvad man som kunde skal være opmærksom på. Derudover udsender Brobizz meddelelser på platformen Mit Digitale Selvforsvar, hvor de også advarer de mange danskere, der bruger platformen.
På den måde er det lykkedes Sund & Bælt at reducere antallet af henvendelser om svindel markant.
Brobizz-svindlerne har ikke adgang til kundernes data. I stedet udsender svindlerne enorme mængder falske beskeder til danskerne, hvor de udgiver sig for at være Brobizz, i håbet om at ramme personer, som henvendelsen virker plausibel for. Det kan eksempelvis være en person, der ugen forinden har kørt over Storebæltsbroen og derfor er mere tilbøjelig til at tro på, at der kan have været problemer med betalingen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.


