“Svært problematisk”: Forening og ekspert advarer mod falsk læge, der sælger ADHD-medicin til børn

Svindel 26. aug 2026  -  5 min læsetid
Tjekdet
I annoncer på Facebook fraråder profilen Mette Jensen, der angiveligt er drevet af en psykiater med speciale i børn, at børn med ADHD får den medicin, der ordineres af læger. I stedet bør man prøve et alternativt, naturligt præparat, som sælges på hjemmesiden, der reklameres for. Men en overlæge i psykiatrien kalder sagen for "kvaksalveri" og "svært problematisk", mens ADHD-foreningens direktør sender en klar advarsel. Foto: Jeppe Gustafsson/Shutterstock/Ritzau Scanpix
  • I facebookannoncer fra profilen Mette Jensen, som hævder at være børnepsykiater, promoveres der alternativ ADHD-medicin til børn.

  • Den alternative medicin fremhæves som bedre og mere effektfuld end traditionel ADHD-medicin.

  • Men Mette Jensen eksisterer ikke i virkeligheden, der fremlægges ingen dokumentation for produktets virkning, og markedsføringen foregår gennem fabrikerede anbefalinger og AI-genererede billeder.

  • En overlæge i psykiatrien kalder sagen for “kvaksalveri” og “svært problematisk”, og ADHD-foreningens direktør sender klar advarsel.

Hvis dit barn har koncentrationsbesvær eller har fået diagnosen ADHD af sin læge, bør du ikke takke ja til medicinen, lægen ordinerer, men i stedet prøve et alternativt, naturligt præparat, som profilen Mette Jensen promoverer i annoncer på Facebook.

Mette Jensen er psykiater med speciale i børn, lyder det i annoncerne. Hendes eget barn har ADHD, og hun nægter at lade sit barn tage den medicin, som børnelægerne anbefaler.

“Hvis din børnelæge har talt med dig om medicin, så læs dette først,” lyder det blandt andet i annoncerne, som indeholder lange fortællinger om det naturlige mirakelmiddel.

Skal man tro på annoncerne og teksten i linket, de fører til, er den alternative behandling bedre og mere effektiv til at behandle ADHD hos børn end den medicin, der normalt anvendes.

Men det er en rigtig dårlig idé at skrotte de rigtige lægers rådgivning til fordel for Mette Jensens, for hun findes ikke i virkeligheden. Produktet promoveres med fabrikerede anbefalinger og kunstig intelligens, og på Trustpilot advarer flere brugere mod firmaet bag.

Over for TjekDet kalder både en overlæge i psykiatrien og ADHD-foreningens direktør sagen for svært problematisk. De advarer kraftigt mod at tilsidesætte rådgivning fra fagpersoner og at tage imod behandlinger, der ikke er evidens for, og hvor virkninger og bivirkninger er udokumenterede.

Null

I annoncer på Facebook hævdes det, at Mette Jensen er enten psykiater eller sygeplejerske, som har ekspertise i børn med ADHD og nu vil promovere en naturlig ADHD-medicin, som på en række parametre er bedre end traditionel medicin. Men Mette Jensen findes ikke, og der er ingen dokumentation bag den alternative medicin, som både ADHD-foreningens direktør og en ekspert på området nu advarer mod. Foto: Skærmbillede af Metas annoncebibliotek.

Annoncer fra stjålet facebookprofil

I skrivende stund har profilen Mette Jensen 42 aktive annoncer på Facebook. En del af annoncerne omhandler børn med ADHD og leder videre til en hjemmeside, hvor man kan læse mere om produktet, der promoveres, som går under navnet Lumexa.

Fortællingen i de forskellige annoncer varierer dog. I nogle annoncer hævdes Mette Jensen at være sygeplejerske på en børnepsykiatrisk afdeling. I andre er hun børne- og ungdomspsykiater. Andre steder er hun blot en bekymret forælder til et barn med ADHD, som ikke ønsker at medicinere sit barn med de præparater, lægerne anbefaler, og derfor selv har undersøgt alternativerne, som hun nu promoverer.

Mette Jensens profilbillede viser en smilende kvinde, der sidder i en sofa. Men TjekDets research viser, at billedet bruges mange steder på internettet og i virkeligheden er et såkaldt stock-foto, som enhver kan købe rettighederne til.

Undersøger man facebookprofilens historik, tyder meget på, at facebookprofilen er stjålet. For nogle år siden tilhørte den et sydafrikansk tømrerfirma, der lavede køkkener og gennem en periode på syv år promoverede sine tilbud på facebookprofilen, indtil den for nylig blev overtaget og skiftede navn til Mette Jensen.

Kunstig intelligens og fabrikerede kommentarspor

Bliver man fanget af Mette Jensens annoncer og klikker videre på linket i annoncerne, føres man videre til en side, hvor man kan læse mere om produktet og dets ingredienser, læse anmeldelser fra andre og se før og efter-billeder af børn, der har taget ADHD-medicinen. Til sidst havner man på en side, hvor man kan købe produktet.

Produktet, der nogle steder hedder Lumexa og andre steder Mood Balance, består af ingredienser som safran, kamille og basilikum. Det fører til mærkbare resultater efter 1-3 ugers brug, står der - og det kan, angiveligt modsat kendte præparater, skabe balance i forhold til serotonin og dopamin i hjernen. De vilde effekter dokumenteres dog ingen steder, ligesom der ikke henvises til de kliniske undersøgelser af produktet og ingredienserne, der hævdes at være lavet.

“I ADHD-foreningen vil vi klart advare forældre mod at stoppe eller ændre et barns behandling på baggrund af annoncer eller råd på sociale medier.”

På hjemmesiden kan man også se billeder af glade kunder, der har haft stor effekt af Lumexa. Men disse billeder er alle enten stock-fotos, enhver kan købe rettighederne til, eller genereret med kunstig intelligens.

I bunden af siden finder man et kommentarspor, hvor brugere udveksler erfaringer med produktet og taler positivt om effekten. Men også disse er fabrikerede, som afsløres af de generiske navne, gebrokne dansk og billeder, der enten er genereret med kunstig intelligens eller taget fra andre steder på nettet.

Falsk Trustpilot-score

Firmaet, der står bag produktet Lumexa, hedder Axisheal. Det er samme firma, som står bag flere forskellige produkter med tvivlsom markedsføring, som TjekDet før har beskrevet - blandt andet en falsk mirakelkur til hunde og dråber mod parasitter i tarmen.

På undersiden på Axisheals hjemmeside, hvor Lumexa promoveres, kan man læse, at firmaet har 4,8 stjerner på Trustpilot og over fire tusinde positive anmeldelser. Men også denne information er falsk.

Slår man Axisheal op på Trustpilot, tegner der sig nemlig et markant anderledes billede. Virksomheden har i alt ni anmeldelser - alle sammen etstjernede, som advarer mod svindel. Også på Mette Jensens facebookprofil advarer brugere mod svindel.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Forening og ekspert advarer kraftigt

TjekDet har vist annoncerne og den tilhørende hjemmeside, hvor den naturlige ADHD-medicin promoveres, til Simon Hjerrild, som er klinisk lektor og overlæge i Team for ADHD i Psykiatrien på Aalborg Universitetshospital. Han kalder sagen for svært problematisk.

“Udover det åbenlyse - altså, at der er tale om svindel - så er det svært problematisk, når man anbefaler behandlinger, der hverken er evidens for eller som er godkendte til at behandle tilstande og sygdomme, der kan have en stor påvirkning på barnets og familiens liv på både kort og lang sigt. Her er der tale om kvaksalveri og det er ulovligt at udgive sig for at være læge eller speciallæge uden at være det,” siger han og påpeger, at man i sundhedsvæsenet er forpligtet til at anvende godkendte behandlinger, hvor der foreligger dokumentation for både virkning og bivirkninger.

Simon Hjerrild påpeger også, at der ingen garanti er for det promoverede produkts indhold.

“Såkaldte naturlige indholdsstoffer kan være forbundet med bivirkninger og endog i visse tilfælde være direkte toksiske. Der foreligger således heller ikke sikker dokumentation for indholdet i vingummierne. Bl.a. er safran (som er angivet som en af ingredienserne i produktet, red.) relativt toksisk med potentielt dødelig udgang, hvilket kan være farligt, hvis et barn spiser en hel pakke, fordi vingummierne er slik,” siger Simon Hjerrild.

Også Camilla Louise Ganzhorn, som er direktør i ADHD-foreningen, ser alvorligt på sagen.

“I ADHD-foreningen vil vi klart advare forældre mod at stoppe eller ændre et barns behandling på baggrund af annoncer eller råd på sociale medier. En sådan ændring bør til enhver tid drøftes med egen behandler. Medicin kan være en del af behandlingen, men skal altid vurderes individuelt og i dialog med de relevante sundhedsprofessionelle,” siger Camilla Louise Ganzhorn og påpeger, at behandlingen aldrig bør erstattes med et produkt markedsført via Facebook.

Tjekdet
Camilla Louise Ganzhorn, der er direktør for ADHD-foreningen i Danmark er stærkt kritisk overfor annoncerne på Facebook, som hun mener kan have "alvorlige konsekvenser". Foto: ADHD-foreningen

Ifølge Camilla Louise Ganzhorn er sagen særligt problematisk, fordi der ikke kun markedsføres et udokumenteret produkt, men også skabes en falsk autoritet i form af den falske læge, som aktivt opfordrer forældre til at tilsidesætte rådgivning fra de fagpersoner, der kender barnet og har ansvar for behandlingen.

“Det kan have alvorlige konsekvenser. Forældre til børn med ADHD står ofte i en situation, hvor de meget gerne vil hjælpe deres barn, og hvor de kan være bekymrede for både symptomer, trivsel og behandling. Netop den sårbarhed må man ikke udnytte kommercielt.”

Derfor har Camilla Louise Ganzhorn en klar anbefaling.

“Stop eller ændr ikke et barns ADHD-behandling på baggrund af annoncer eller råd på sociale medier. Tal med de sundhedsprofessionelle omkring barnet, hvis der er tvivl om behandlingen.”

TjekDet har henvendt sig til Axisheal på den kontaktmail, de har oplyst på hjemmesiden, for at forelægge kritikken, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen. På Mette Jensens side er et telefonnummer og en anden mailadresse oplyst, men disse tilhører det sydafrikanske tømrerfirma, der ejede facebooksiden inden den blev overtaget.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
 

Opdateret 27. aug 2026