Har næsten hver femte sygeplejerske og andre sundhedspersoner autisme og ADHD?

18 procent eller næsten hver femte sundhedsfaglige er neurodivergent.

Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse, som Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) har udarbejdet og efterfølgende udgivet en artikel om på deres hjemmeside.

Konklusionen deles også på LinkedIn af blandt andre direktør i DSA, Merete Nedergaard, og forperson for DSA, Harun Demirtas, som på baggrund af undersøgelsen opfordrer til, at man klæder arbejdspladserne bedre på til at kunne rumme medarbejdere med neurodivergens.

Neurodivergens er en bred definition for personer, hvis hjerne fungerer og bearbejder information på en måde, der adskiller sig fra det, der betragtes som neurotypisk – altså normen. En række diagnoser som eksempelvis ordblindhed og Tourettes syndrom falder under paraplybetegnelsen, men DSA’s undersøgelse beskæftiger sig kun med ADHD, ADD og autisme.

ADD er en bestemt type ADHD, og de to diagnoser er tæt forbundet. Eksempler på ligheder er koncentrationsbesvær, sanseforstyrrelse og tendens til at blive distraheret. Diagnoserne adskiller sig eksempelvis ved, at personer med ADHD ofte er hyperaktive, mens personer med ADD ofte kendetegnes ved at være hypo-aktive, altså det modsatte af at være hyperaktiv.

Ifølge flere forskere, som TjekDet har bedt om at vurdere undersøgelsen, er der dog flere metodiske elementer i undersøgelsen, der gør det usikkert og alt for generaliserende at sige, at 18 procent eller næsten hver femte sundhedsfaglige er neurodivergent. Tallet er flere gange større end det antal danskere, der normalt vurderes at have en af diagnoserne.

“Undersøgelsens resultat om, at 18 procent af de adspurgte er neurodivergente, ligger langt over, hvor mange der forventeligt har ADHD eller autisme som en diagnose eller opfylder kriterierne for diagnosen,” siger Søren Dalsgaard, der er professor og overlæge fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center under Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Diagnosticeret eller ej?

Det første, som forskerne påpeger som værende problematisk, er det spørgsmål, som respondenterne i undersøgelsen er blevet spurgt om.

“Har du ADHD, ADD eller autisme – enten med formel diagnose eller ud fra egen vurdering?” lyder spørgsmålet. Hertil svarer 18 procent ‘ja’, 73 procent svarer ‘nej’ og ni procent svarer ‘ved ikke’.

Det vil altså sige, at de 18 procent, der svarer ‘ja’ til at have ADHD, ADD eller autisme, også inkluderer personer, der selv vurderer, at de har en af de tre diagnoser. I undersøgelsen skriver forfatterne, at det er “i tråd med etableret praksis både internationalt og i Danmark” at inkludere personer med formel diagnose og personer, der ud fra egen vurdering har ADHD, ADD eller autisme.

Kvindernes sidste arbejdsdag: Hvorfor er der lønforskel mellem mænd og kvinder?

Men i Søren Dalsgaards optik mangler respondenterne at få et ekstra spørgsmål med på vejen.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke både har spurgt til den definition, de har valgt og spurgt ”har du fået stillet en diagnose?”, for så kunne man sammenligne de tal med tal for, hvad vi ved om forekomsten af diagnosen ude i befolkningen,” siger han og fortsætter.

“Vi har viden om, hvor mange der opfylder kriterierne ude i befolkningen. Hvis man slår forekomsten af ADHD og autisme sammen, så er det omkring 6-8 procent af befolkningen, der opfylder kriterierne for enten ADHD eller autisme.”

Ulrik Gether, der er professor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, finder også metoden kritisabel.

“For at stille en diagnose, er der nogle ret veldefinerede kriterier, der kræver, at man har en konsultation med en professionel. Så hvis vi taler om en reel diagnose, så kan man ikke stille diagnosen selv,” siger han.

Han tilføjer, at neurodivergens er en følsom diskussion, fordi nogle godt kan føle sig neurodivergente uden at have en officiel diagnose.

“Det skal man jo selvfølgelig respektere. Samtidig synes jeg, at man skal passe på med at slynge om sig med den slags selvvurderede diagnoser, fordi det kan ende med, at man ikke tage diagnoserne seriøst nok, hvilket kan gå ud over dem med ADHD og autisme, som har alvorlige udfordringer og behov for hjælp.”

Søren Dalsgaard understreger også, at folk kan have forskellige opfattelser af, hvad neurodivergens er.

“Det er ret forskelligt, hvordan begrebet defineres, og nogle vil sikkert mene, at man også kan være neurodivergent, hvis blot man selv synes man er det, uanset om vedkommende har en af de diagnoser, der ofte tælles med, eller er blevet formelt undersøgt psykiatrisk for disse,” siger han.

Lav svarprocent

Derudover peger forskerne også på undersøgelsens lave svarprocent. 39.698 af a-kassens medlemmer blev inviteret – heraf 1.713 ledige og 37.985 beskæftigede. I alt besvarede 4.037 medlemmer spørgeskemaet, der bestod af de 35 spørgsmål.

Her hæfter Søren Dalsgaard sig ved, at det cirka er 10 procent, der har besvaret spørgeskemaet.

“Det indikerer en stærk selektionsbias, hvilket kan betyde, at det især er de, der er særligt interesserede i neurodivergens, der har svaret. De, der har besvaret, er næppe repræsentative for alle de inviterede, selvom de i bilaget forsøger at vise, at de, der svarer, ”ligner” den samlede gruppe, men det gør de næppe netop på punktet neurodivergens,” siger han.

Det samme springer Kresten Roland Johansen i øjnene. Han er lektor på Danmarks Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i kvantitative metoder.

“I det her tilfælde må man forvente, at det er dem, der er diagnosticeret neurodivergent eller oplever at være det, der er mest tilbøjelige til at svare, fordi det vedrører dem og deres forhold til arbejde og kultur, og hvordan der bliver taget hensyn til medarbejdere med diagnoser,” siger han.

I rapporten skriver DSA også, at spørgeskemaet på ene side kan have tiltrukket respondenter med personlig erfaring med neurodivergens og dermed bidrage til overrepræsentation. På den anden side kan spørgeskemaets længde og kompleksitet have afholdt respondenter med koncentrationsbesvær fra at deltage og dermed underrepræsentere de mest udfordrede. Så usikkerheden kan gå begge veje, skriver DSA i rapporten.

Ifølge Kresten Roland Johansen kunne man være kommet uden om den problematik ved at lave en bortfaldsanalyse.

“Hvis hovedformålet var at undersøge og konkludere præcist om omfang og udbredelse, så kunne man for eksempel supplere med at lave en grundig bortfaldsanalyse, hvor man interviewede nogle hundrede af dem, der valgte ikke at deltage. Det ville kunne kvalificere repræsentativitets-overvejelserne meget og give mulighed for at vægte svarene ikke blot på alder og ledighed, men på den her helt afgørende parameter – neurodivergens.”

Ikke grundlag for retvisende sammenligninger

Kresten Roland Johansen vil derfor forvente, at undersøgelsen bærer præg af overrepræsentation, men det er svært at sige, hvor stor den er.

Rapporten peger på, at der er en overrepræsentation af ledige i undersøgelsen, og det kan påvirke resultatet, da forskning viser, at neurodivergens er mere udbredt blandt ledige. Den problematik beskæftiger man sig også med i undersøgelsen, men her mener man ikke, at de 18 procent er trukket op af, hvem der har svaret. Tværtimod skriver de, at den reelle andel snarere ligger lidt højere end de 18 procent, fordi de har vægtet svarene efter alder og ledighed.

Men ifølge Kresten Roland Johansen hopper de let hen over den føromtalte selektionsbias, som lige så vel kan betyde, at den reelle andel kan ligge lavere end 18 procent. Derfor er det en god ide at skele til andre lignende undersøgelser, siger Kresten Roland Johansen.

Det gør DSA også, men der er væsentlige forskelle på undersøgelserne, hvilket ikke giver grundlag for retvisende sammenligninger, siger Kresten Roland Johansen.

DSA henviser til en Gallup-undersøgelse, som finder, at 17 procent identificerer sig som neurodivergente, men Gallup-undersøgelsen bruger en bredere betegnelse for neurodivergens end DSA. De refererer også en undersøgelse gennemført af Hans Knudsen Instituttet (HKI), som viser, at 12 procent af de beskæftigede respondenter identificerer sig som neurodivergente, men her er det afgrænset til ADHD og autisme.

Søren Dalsgaard siger dog, at tanken om, at forekomsten af ADHD, ADD, autisme eller neurodivergens skulle være højere blandt sundhedspersonale, ikke er ukendt.

“Men der synes ikke at være robust videnskabelig dokumentation for, at det er tilfældet. I et studie scorede 35 procent af de adspurgte læger højt på ASRS (ADHD-screenings-instrument til voksne), men måske viser det bare, at mange selv mener, at de har svære ADHD-symptomer. Og ADHD-symptomer kan jo også ligne stress-symptomer,” siger han.

TjekDet har forelagt forskerne kritikpunkter for DSA og spurgt, hvordan tallene lyder, hvis man opdeler resultaterne mellem personer med en formel diagnose og personer, der alene bygger på vurdering.

DSA svarer, at de har valgt en metodetilgang, der gør, at en sådan opgørelse ikke har været mulig at lave, fordi den data, der skal til for at lave en sådan opdeling, ikke er blevet indsamlet.

Med andre ord har DSA ikke spurgt deltagerne på en måde, så man kan skelne mellem egentlige diagnoser og deltagernes egen opfattelse.

Årsagen til, at man ikke har spurgt på den måde, er ifølge DSA, at nogle vil være ramt af ADHD, ADD eller autisme uden at diagnosen formelt er blevet stillet, og at det kan have flere årsager.

En afgrænsning til formel diagnose “vil ikke give det fulde billede” – blandt andet på grund af “tabu, ulige adgang til sundhed samt lange ventetider på udredning”, skriver DSA til TjekDet.

Men ifølge professor Ulrik Gether kan man ikke stille en diagnose selv.

“Man kan ikke bare opleve at have ADHD eller autisme. Det er en medicinsk diagnose,” siger han.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.