Er 86 europæiske børn døde af covid-19-vacciner?

Faktatjek 20. maj 2026  -  4 min læsetid
Tjekdet
Ifølge læge Vibeke Manniche er 86 europæiske børn døde som følge af vaccination mod Covid-19. "Nu må den kvælende stilhed ophøre", skriver hun. Men hverken vaccineforskere eller Det Europæiske Lægemiddelagentur kan genkende tallet. Foto: Joe Raedle/Getty Images/AFP
  • Mindst 86 børn i Europa er døde som følge af vaccination mod covid-19, lyder det fra  læge Vibeke Manniche i et opslag på Facebook. Og “det reelle tal er endnu højere”, skriver hun.

  • Men hverken Lægemiddelstyrelsen eller Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, kan genkende tallet.

  • Ifølge Lægemiddelstyrelsen er ingen danske børn døde efter covid-19-vaccination.

  • For hele Europa er der 81 indberetninger om mulige bivirkninger efter covid-19-vaccination hos børn, hvor børnene efterfølgende er afgået ved døden. 

  • Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er døde på grund af vaccinen, oplyser EMA til TjekDet.

86 børn mellem 0 og 18 år er døde i Europa som følge af covid-19-vaccinerne. 

Sådan skriver læge Vibeke Manniche i et opslag på Facebook den 23. april 2026, som hun opfordrer til at dele, “hvis du mener børns liv tæller”.

I opslaget understreger hun, at “det reelle tal er endnu højere” end 86, fordi det alene dækker over indrapporterede dødsfald, men det interesserer ingen sig for ifølge Vibeke Manniche. 

“Forældrene burde kaste sig grædende foran deres regeringsbygninger, EU's hovedsæde, EMA's hovedsæde osv. Nu må den kvælende stilhed ophøre. Befolkningen har krav på sandheden og fakta,” skriver hun.

Vibeke Manniche angiver ikke nogen kilde til tallet, og trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes TjekDet at få hende til at svare på, hvilken kilde hun baserer sin påstand på. 

TjekDet har kontaktet en række vaccineforskere, og ingen af dem kan genkende tallet. Det kan Lægemiddelstyrelsen eller Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, heller ikke.

Null

"Nu må den kvælende stilhed ophøre", skriver læge Vibeke Manniche blandt andet i sit opslag, hvor hun hævder, at mindst 86 børn er døde i Europa som følge af Covid-19-vacciner. Men det tal kan hverken vaccineforskere eller EMA genkende. Foto: Skærmbillede.

81 indberetninger

Lægemiddelstyrelsen oplyser til TjekDet, at de ikke har data, der bekræfter, at danske børn er døde som følge af vaccination mod covid-19.

“Vi har modtaget i alt én indberetning om et dødsfald hos en person under 17 år, men det blev vurderet, at det var overvejende sandsynligt, at der var andre årsager til dødsfaldet, og at det var mindre sandsynligt, at der kunne være en sammenhæng med vaccinen,” skriver Lægemiddelstyrelsen i et mailsvar.

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har frem til 11. maj 2026 i alt modtaget 81 indberetninger om mulige bivirkninger efter covid-19-vaccination hos børn fra 0 til 17 år, hvor børnene efterfølgende er afgået ved døden. Indberetningerne er registreret i EMA’s database EudraVigilance, hvor både lægefagligt personale og patienter og deres pårørende kan indberette bivirkninger i forbindelse med vaccination.

 

EMA understreger dog, at de 81 indberetninger ikke betyder, at 81 børn er døde på grund af vaccination mod covid-19.

“Forekomsten af en reaktion – eller endda et dødsfald – efter administration af en vaccine (eller et hvilket som helst lægemiddel) indebærer i sig selv ikke en årsagssammenhæng med vaccinen. Enhver kan indsende en rapport til EudraVigilance, selv hvis det ikke er klart, om vaccinen forårsagede hændelsen. Desuden kan nogle rapporter indeholde oplysninger, der er ufuldstændige, unøjagtige eller ikke kan verificeres. Af disse grunde kan data fra EudraVigilance alene ikke bruges til at bekræfte eller fastslå en dødsårsag,” skriver EMA i et mailsvar til TjekDet.

Det samme påpeger Anders Hviid, der er professor og leder af Afdelingen for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut.

“Da de fleste blev vaccineret mod covid-19, og børn desværre også dør en gang imellem, vil der være bivirkningsrapporter af dødsfald hos børn efter covid-19-vaccination. Det betyder bestemt ikke, at der er en årsagssammenhæng,” siger han til TjekDet.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Han kan “overhovedet ikke genkende” Vibeke Manniches tal, men han kan ikke udelukke, at børn – måske især de ældste drenge – er døde på grund af covid-19-vaccination.

“For mRNA-vaccinerne er det velkendt, at der var en sammenhæng med mildere tilfælde af betændelse i hjertemusklen hos unge mænd efter primært 2. dosis. Da der er givet milliarder af vacciner globalt, kan jeg selvfølgelig ikke afvise, at det i meget sjældne tilfælde har ført til et dødsfald,” siger Anders Hviid.

EMA skriver på sin hjemmeside under covid-19-vacciner, at “i meget sjældne tilfælde er dødsfald blevet bekræftet som forårsaget af en vaccine”. Det fremgår dog ikke, hvor mange dødsfald der er tale om, og hvor mange af dødsfaldene der eventuelt er i aldersgruppen 0-18 år.

EMA skriver til TjekDet, at de ikke kan svare på, hvor mange børn der er døde på grund af  covid-19-vaccination, da det i hvert tilfælde vil kræve en obduktion samt en vurdering, “der viser en rimelig mulighed for årsagssammenhæng”.

10 døde børn i USA?

I USA er billedet dog tilsyneladende et helt andet. 

Det amerikanske medie, The New York Times, kunne 28. november 2025 fortælle, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i et internt, ikke offentliggjort notat konkluderede, at mindst 10 amerikanske børn er døde “efter og på grund af” covid-19-vaccination.

I notatet skriver den daværende direktør for FDA’s vaccinekontor, Vinay Prasad, at dødsfaldene var relateret til betændelse i hjertemusklen – også kendt som myocarditis – og kalder det en “dybdegående erkendelse”.

Vinay Prasad, der blandt andet var åben kritiker af covid-19-vacciner og mundbind, stoppede i FDA i starten af marts efter gentagen kritik. Det var anden gang på mindre end et år, han tog afsked med FDA.

TjekDet har spurgt FDA, om det er deres officielle opfattelse, at mindst 10 amerikanske børn er døde som følge af vaccination mod covid-19. Det har vi ikke fået svar på inden redaktionens deadline.

Mere end et halvt år efter The New York Times' artikel har den republikanske senator Ron Johnson dog offentliggjort den FDA-analyse, der lå til grund for konklusionerne i Vinay Prasads interne notat.

Analysen viser ikke, at 10 børn med sikkerhed er døde på grund af covid-19-vaccination, men at ud af 96 undersøgte dødsfald blandt covid-19-vaccinerede børn var fem tilfælde kategoriset som "muligvis" relateret til vaccination og to tilfælde som "sandsynligvis". I 62 tilfælde var konklusionen, at en sammenhæng var "usandsynlig", mens det i de resterende 27 tilfælde ikke var muligt at fælde dom. 

TjekDet har flere gange tidligere faktatjekket påstande om vacciner og deres bivirkninger. Du kan læse alle vores artikler om emnet her.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

 

ARTIKLEN ER OPDATERET

22-05-2026 | KL. 11:24


Artiklen er opdateret med oplysningen om, at senator Ron Johnson har offentliggjort den FDA-analyse, der lå til grund for forhenværende FDA-direktør Vinay Prasads påstand om, at 10 børn er døde på grund af covid-19-vaccination. Det viser analysen ikke.
 

Opdateret 22. maj 2026