Al-Maghazi

Artikel 29. feb 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Abaca/Ritzau Scanpix. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Gaza i billeder

Al-Maghazi er en af de fire flygtningelejre, FN driver i det centrale Gaza. Lejren har eksisteret siden 1949, dækker et område på blot 0,6 km2 og husede ifølge FN godt 33.200 registrerede beboere i juli 2023.

Flere kom dog til, da den verserende krig i Gaza brød ud 7. oktober 2023, og Israel opfordrede palæstinenserne i Nordgaza og Gaza City til at flygte sydpå. Der findes ikke tal på, hvor mange mennesker der aktuelt opholder sig i Al-Maghazi, men meget tyder på, at antallet er faldet igen senere i krigen, for flere internationale medier har berettet, at et stort antal palæstinensere i krigens løb er flygtet fra lejren videre mod syd.

Mange flygtede nemlig, da det israelske militær, IDF, i december 2023 udvidede sin landoffensiv for at nå Al-Maghazi samt Nuseirat og Bureij, to af de øvrige flygtningelejre i Centralgaza.

Flygtningelejre i Gaza

Den verserende krig i Gazastriben har sendt mange mennesker på flugt internt i området. Men de i alt otte FN-drevne flygtningelejre, der er lokaliseret på tværs af Gazastriben, eksisterede også før den aktuelle krig. De fleste blev etableret helt tilbage i årene efter den arabisk-israelske krig og Israels grundlæggelse i 1948, hvor hundredtusindvis af palæstinensere blev sendt på flugt. Siden da har mange boet fast i Gazastribens flygtningelejre, hvor de er afhængige af humanitær hjælp for at overleve.

 

Kilde: FN
 

Allerede i begyndelsen af november var der meldinger om luftangreb i Al-Maghazi, hvor der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder døde mindst 45 personer. Dagen derpå ville IDF ikke bekræfte, at de stod bag luftangrebet. 

I slutningen af december var der endnu et omfattende israelsk luftangreb i flygtningelejren, hvor der fra myndighederne først blev meldt om mindst 70 dødsfald, men senere opjusterede de tallet til flere end 100 døde. 

Det har ikke været muligt for os hverken at be- eller afkræfte antallet af omkomne i luftangrebene.

De første måneder af krigen tilkendegav IDF ingen særlig interesse i Al-Maghazi. Men den 21. januar 2024 fortalte IDF i en pressemeddelelse, at de mente at kunne bevise, at Hamas havde et våbenlager i lejren. 

De vedlagde en video, hvor israelske soldater viser våbnene frem. Det har dog ikke været muligt for os at verificere hverken påstanden eller videoen. Hamas har heller ikke bekræftet det.

Vi har set nærmere på, hvordan luftangreb og israelsk landinvasion har påvirket lejrens landskab. Det har vi gjort ved at sammenligne satellitbilleder af to områder i lejren fra den 15. oktober 2023 med opdaterede satellitbilleder fra den 19. januar 2024. 

Det første før/efter-billede, man kan se nedenfor, er fra den nordvestlige del af Al-Maghazi.

Her ses først og fremmest spor efter landinvasionen, hvor grønne områder, marker og veje er blevet ødelagt. Ved at trykke på punkt 1 på billedet nedenfor kan man se en video, vi har geoverificeret til at være fra netop det sted i Al-Maghazi, som tydeligt viser ødelæggelserne fra landjorden.

Videoen blev delt på X den 16. januar 2024 af en palæstinensisk journalist, som viser området. Han fortæller blandt andet, at man ser den tidligere hovedvej gennem lejren, som nu er blevet ødelagt. Der er også spor efter kampvogne. 

Nede i højre hjørne kan man også ane, at bygninger er blevet ødelagt. Det bliver helt tydeligt, når man trykker på punkt 2 på billedet nedenfor.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Ved punktet kan man se en video, der blev delt på X af den arabiske tv-station TRT Arabia den 25. december 2023 og angiveligt viser ødelæggelserne efter det luftangreb, der blev rapporteret om samme dag. Vi kan verificere, at videoen er optaget netop det sted i Al-Maghazi. Men vi kan ikke med 100 procent sikkerhed sige, at ødelæggelserne, der ses i videoen, er resultatet af netop det luftangreb. 

Nedenfor ses det andet før/efter-satellitbillede fra Al-Maghazi. Det er i den sydøstlige del af flygtningelejren.

Her kan man igen se konsekvenser af landinvasionen med veje, grønne områder og marker, der nu er væk. Flere steder, særligt i toppen af satellitbilledet fra den 19. januar, kan man også se, at bygninger er jævnet med jorden.

Midt i det hele ligger Al-Maghazi drengeskole, som ifølge FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, husede fordrevne palæstinensere. På satellitbilledet er det ikke helt tydeligt, hvor meget skolen har taget skade, men ved at trykke på punkt 3 på billedet nedenfor kan man se en video fra landjorden, der viser omfattende skader både indvendigt og udvendigt.

Videoen blev delt på X den 7. januar af Al Jazeera, og i den første del ser man først skolen udefra og dernæst folk gå rundt i murbrokkerne indenfor. Til allersidst ser man, hvad der formentlig er omkomne efter angrebet, pakket ind i tæpper uden for skolen.

 

Foto: Image © Planet Labs PBC. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch.

Opdateret 29. feb 2024

Vil du vide mere?