Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

TjekDet styrker redaktionen med erfarne kræfter inden for journalistik og engagementsudvikling

Artikel 1. nov 2023  -  3 min læsetid
Tjekdet
Journalist Steen Jensen (t.v.) bliver TjekDet's nye indholdsredaktør, mens Morten Ro indtager rollen som engagementsredaktør (t.v.). Foto: Private fotos
  • Markante journalistiske profiler skal styrke TjekDet's journalistik og synlighed i kampen mod misinformation og desinformation

  • Steen Jensen, der kommer med en solid baggrund som tidligere chef for DR Dokumentar og Kontant i DR, bliver TjekDet's nye indholdsredaktør

  • Morten Ro har en fortid som nyhedsredaktør og har rådgivet en stribe danske og internationale medier i at udvikle deres tilgang til engagement og brugerinddragelse. Han indtræder i en nyoprettet stilling som engagementsredaktør

Skrevet af: Redaktionen

TjekDet har ansat to erfarne profiler, der vil bidrage til en markant styrkelse af TjekDets position som en ledende stemme i kampen mod misinformation og desinformation. Steen Jensen, med en imponerende karriere inden for især tv-dokumentargenren hos blandt andet DR, tiltræder som indholdsredaktør, og Morten Ro, med en omfattende baggrund i engagementsudvikling og tv-produktion, bliver engagementsredaktør.

"Jeg er utrolig glad for, det er lykkedes at få både Steen og Morten med på holdet og hjælpe TjekDet til at få en endnu skarpere journalistisk profil og øge kendskabet til mediet," siger Thomas Hedin, der er chefredaktør for TjekDet.

"Deres mangeårige erfaringer inden for deres respektive felter, vil kunne spille en afgørende rolle i vores mission om at styrke den demokratiske samtale i Danmark og korrigere og nuancere påstande i den offentlige debat. Ikke mindst i en tid, hvor de digitale platforme spiller en nøglerolle for den offentlige samtale – på både godt og ondt," siger han.

Ansættelserne sker på et tidspunkt, hvor TjekDet er i gang med at udvide redaktionen med flere skrivende og projektmedarbejdere. I løbet af de kommende måneder vil op mod 14 medarbejdere have deres daglige gang på mediet.

Steen Jensen, der kommer med en solid baggrund som tidligere chef for DR Dokumentar og Kontant i DR, har vist sig som en stærk leder inden for undersøgende journalistik. Hans fokus på præcision og dybdegående research vil være afgørende for at sikre TjekDets høje journalistiske standarder.

"Jeg ser frem til at bringe mine erfaringer med at kvalitetssikre journalistiske undersøgelser til TjekDet," siger Steen Jensen.

”TjekDet har flere gange afdækket væsentlig misinformation, og jeg ser det som en vigtig opgave at bidrage til TjekDets udvikling både indholdsmæssigt og formidlingsmæssigt”.

Morten Ro har en fortid som nyhedsredaktør og har rådgivet en stribe danske og internationale medier i at udvikle deres tilgang til engagement og brugerinddragelse. Han ser frem til opgaven med at øge TjekDets synlighed og skabe en stærkere forbindelse med læserne. Hans store viden og tilgang til publicering og brugerengagement vil være afgørende for at bringe TjekDets mission ud til et bredere publikum.

"I min egen omgangskreds er der en entydig opbakning til TjekDets mission om at være en rendyrket faktatjekker. Det tror jeg gælder for rigtigt mange. Jeg glæder mig helt vildt til at udvikle kendskabet til TjekDet, så endnu flere har lyst til at engagere sig i målet med at sikre nuancer og fakta i den offentlige debat. For mig repræsenterer TjekDet en muskel, som vi alle får endnu mere brug for at holde stærk," siger Morten Ro.

"Jeg er fuld af beundring over det hårde og nødvendige pionerarbejde, som TjekDet har lavet for at sikre et modsvar mod misinformation i Danmark. Og jeg er overbevist om, at det bliver endnu vigtigere i fremtiden"

TjekDet blev etableret af Ugebrevet Mandag Morgen i 2017. I august 2020 blev TjekDet et selvstændigt medie juridisk funderet i en non-profit forening. Siden da har TjekDet været gennem en meget lang reetableringsproces, der i sommer udmøntede sig i, at mediet blev en del af medieforliget og fik en bevilling på finansloven. TjekDet har medie-veteranen, Lisbeth Knudsen, som bestyrelsesformand.

Med Steen og Morten med på holdet står TjekDet, som journalistisk nichemedie, nu stærkt positioneret til at styrke sin mission om at hjælpe danskere med at navigere i den offentlige demokratiske debat – med faktatjek, guides, læringsmaterialer til undervisningssektoren og sparringspartner for forskere i misinformation og desinformation. Vores mål er også at bidrage til at styrke den digitale dannelse, herunder udvikle og udstyre læserne med kildekritiske værktøjer.

Begge nye redaktører slutter sig til redaktionen den 1. december.

Opdateret 2. nov 2023