Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er asylansøgere skyld i manglende efterforskning af voldtægter i Sverige?

20. sep 2017 -
2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Mads Due Hansen

Den britiske europa-parlamentariker og formand for det britiske uafhængighedsparti UKIP, Nigel Farage, skriver på sin Twitter-profil, at svensk politi helt er stoppet med at efterforske voldtægtsforbrydelser. Han bygger sin påstand på en artikel fra amerikanske infowars.com, der forklarer, at svensk politi er stoppet med efterforskning af voldtægtssager på grund af tilstrømningen af asylansøgere. Men begge dele er forkert, skriver faktatjekmediet snopes.com. Det svenske politis udfordringer er en stigning i kompleks kriminalitet og en mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Snopes.com har været i kontakt med svensk politi, og i en mail skriver Nils Norling, der er talsmand for politiet i Malmø, at man i øjeblikket efterforsker 317 sager om voldtægt i det sydlige Sverige. Så at man skulle være stoppet med at efterforske voldtægter, det er lodret forkert.

Men Nils Norling erkender, at svensk politi i øjeblikket er presset. Svaret skal dog ikke findes i tilstrømningen af flygtninge, men i nogle få konkrete sager.

"Vi oplever ikke en stigning i sager om vold, men lige nu behandler vi særligt i sydsverige en række sager, der er komplekse, og af en art som vi ikke har set før," oplyser han.

Han bekræfter, at det kan betyde, at man i nogle tilfælde må prioritere drabssager over voldtægtssager, og da kravene til efterforskere af voldtægts- og drabssager er ekstremt høje, kan man nogle gange komme i underskud af efterforskere til voldtægtssagerne.

"Vi har brug for flere af dem (voldtægtsefterforskere, red.), men de hænger ikke på træerne. Disse efterforskere er højtuddannede, meget specialiserede og de har ofte erfaringer med anden type efterforskning fra tidligere. Vi arbejder hårdt for at uddanne flere efterforskere i de rigtige kvalifikationer, så de kan håndtere voldtægtssager," skriver Nils Norling.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020