Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er det livsfarligt at give sin hund isterninger i varmt vejr?

2. aug 2019 -
5 min læsetid
This describes the image

Det er livsfarligt for hunde at indtage isterninger på varme dage.

Kilde: Flere opslag på Facebook, heriblandt i gruppen ‘Nej tak til hundeloven’

Det passer ikke, at hunde kan dø af at indtage isterninger på varme sommerdage, fastslår to dyrlæger. Faktisk kan isterninger være en god måde at sikre sig, at ens hund får nok væske i varmen, for de fleste hunde kan godt lide isterninger.
Til gengæld er isterninger ikke optimalt som afkølingsmiddel, hvis en hund er blevet overophedet. I det tilfælde skal man i stedet gøre hunden våd med lunkent vand og afkøle den med en blæser, og så skal man straks kontakte sin dyrlæge.

Sommervejret ramte for alvor Danmark i sidste uge, hvor temperaturen flere dage nåede over 25 grader. Men det varme vejr medførte ikke kun glæde over udsigten til sol, grill og strandture.

Mange hundeejere var nemlig bekymrede for, hvordan deres firbenede venner ville klare sig i varmen, og i flere facebookgrupper var folk flittige til at dele gode råd ud til ligesindede. Og specielt én advarsel florerer i flere grupper på Facebook.

"Der har været mange indlæg fra folk, der giver deres hunde isterninger for at køle dem i varmen. Det er det værste, I kan gøre! En hunds hypotalamus (et center i hjernen) reagerer ved at sætte ENDNU mere gang i opvarmningen af kroppen, fordi den vil kompensere for kulden. Derved stiger temperaturen YDERLIGERE hos hunden, hvilket på en dag med 28-30 grader kan betyde døden for jeres elskede hund," står der eksempelvis i et opslag i facebookgruppen ‘Nej tak til hundeloven’, som har mere end 30.000 følgere.

Men det er ikke korrekt, at hunde kan blive overophedet og potentielt dø, fordi de får isterninger.

Det fortæller Lisbeth Rem Jessen, der er lektor ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet.

"Det korte svar er nej. Det er ikke farligt at give isterninger til sin hund," siger hun til TjekDet.

Hun bakkes op af Asger von Wenck, der er dyrlæge på Birkerød Dyreklinik.

"Jeg kan ikke finde dokumentation, der bekræfter den livstruende effekt af isterninger beskrevet i facebookopslaget," skriver han i en mail til TjekDet.

"Slå koldt vand i blodet"

Advarslen mod at give sin hund isterninger kan findes adskillige steder på Facebook, og alene opslaget i gruppen ‘Nej tak til hundeloven’ har mere end 1.400 interaktioner, det vil sige likes, kommentarer og delinger.

I opslaget dér og i flere andre grupper fremgår det, at advarslen er ‘fra dyrlægen’.

Men de dyrlæger, vi har talt med, maner til besindighed.

"Jeg synes, man skal slå koldt vand i blodet og ikke være bange for at give sin hund vand i fast form," lyder det fra Asger von Wenck.

Samme opfattelse har Lisbeth Rem Jessen, der tilføjer, at de fleste hunde faktisk synes rigtig godt om isterninger.

"Det er en god måde at sikre sig, at de drikker nok væske i varmen. Så det sker der ikke noget ved," siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Advarslen i facebookgruppen 'Nej tak til hundeloven' får blandet respons i kommentarsporet.

Isterninger er ikke et mirakelmiddel

Selvom man roligt kan give sin hund isterninger i varmen, pointerer Lisbeth Rem Jessen dog, at det langt fra er en effektiv måde at holde dyret afkølet på.

Hunde sveder nemlig ikke ligesom mennesker, og når temperaturen rammer den høje ende af barometeret, er de derfor i stor risiko for at blive overophedede. Og skulle det ske, virker isterninger ikke specielt afkølende på menneskets bedste ven.

"Hvis hunden reelt er blevet overophedet, er det ikke effektivt at nedkøle den med isklumper. I stedet anbefaler vi, at man bruger lunkent vand til at gøre hunden helt våd på overfladen af kroppen og bruger en blæser til at afkøle den. Hunden må gerne få vand, men det skal heller ikke være iskoldt. Og så skal man straks kontakte sin dyrlæge," siger Lisbeth Rem Jessen.

Dyrlæge på Birkerød Dyreklinik. Foto: Michelle Manniche.

Hun advarer også imod at placere hunden i iskoldt vand, da det får blodkarrene til at trække sig sammen og dermed forringer nedkølingsprocessen.

Efterlad aldrig hunden i en varm bil

I det hele taget er den vigtigste læresætning at undgå, at hunden bliver overophedet i første omgang.

I det henseende fremhæver både Asger von Wenck og Lisbeth Rem Jessen faktisk facebookopslaget i ‘Nej tak til hundeloven’ for at have en god pointe.

"Der er et vigtigt budskab i facebookopslaget, som jeg kun kan støtte op om: Efterlad aldrig din hund i bilen, når det er varmt – heller ikke i kort tid," fastslår Asger von Wenck.

TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra folkene bag facebookgruppen ‘Nej tak til hundeloven’ for at høre, hvor de har deres information fra, og hvilken dyrlæge, der står bag advarslen. De er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Selvom det ikke er livsfarligt for hunde at indtage isterninger i varmen, er det ikke helt uden risiko.

Derfor kan man som hundeejer med fordel være opmærksom på et par ting, hvis man giver sin hund isterninger i varmen.

"Isterninger kan forårsage tandskader, når hunden knuser dem. Det kan forebygges ved, at man knuser isen i mindre stykker, inden de gives til hunden," siger dyrlæge Asger von Wenck og tilføjer:

"Og så kan isterninger i værste tilfælde sætte sig fast i halsen og blokere luftvejene. Her kan man også forebygge ved at knuse isen."

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020