Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er vi virkelig nu ’kun’ de næstmest lykkelige i verden?

Faktatjek 22. mar 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Foto:
Skrevet af: Thomas Hedin

Danskerne er ikke længere det mest lykkelige folk i verden. Nordmændene har overhalet os, viser årets udgave af FNs årlige World Happiness Report, der blev offentliggjort mandag.

Danmark har ellers ligget nummer 1 på listen flere år i træk, hvilket i tidens løb har givet anledning til megen omtale i medier verden over. Men er vi pludselig blevet en kende mere sure på livet end tidligere? Nej, sådan behøver et ikke at hænge sammen, er konklusionen i et faktatjek, som DR-programmet Detektor har lavet.

Resultaterne for landene i toppen af listen ligger nemlig så tæt, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvem der egentlig er verdens lykkeligste folk. Det fortæller en af forskerne bag undersøgelsen John F. Helliwell fra University of British Columbia.

"Selvom vi har sørget for, at usikkerheden ved undersøgelsen er ret lille, er de fire øverste lande så tætte, at det er usikkert, hvem der lige ligger nummer et," siger han til Detektor.

Efter at have talt med forskeren, har Detektor konstateret, at det faktisk er alle lande i top-5, hvor der ikke er, hvad man kalder, statistisk signifikant forskel på tallene. Derfor er der nærmest frit valg på alle hylder, hvis man vil have Norge, Danmark, Island, Schweiz eller Finland til at være de mest lykkelige.

Og det er ikke bare i årets udgave af opgørelsen, hvor der ikke er markant forskel på lykke-tallene for de enkelte lande. Derfor er det heller ikke sikkert, at Danmark i de foregående år rent faktisk har været de mest glade for tilværelsen.

Detektor har spurgt John F. Helliwell, hvorfor han og de andre forskere bag World Happiness Report hvert år udråber en vinder, når det er usikkert, hvem der ligger nummer et.

"I sport vil folk jo også have en vinder. Vi bruger ranglisten til at vække folks opmærksomhed i håb om, at man vil tage en dybere samtale om resultaterne," siger John F. Helliwell til Detektor.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020