BUPL trækker i land: Vi kan ikke sige, at fire ud af ti pædagoger har oplevet fattigdom blandt børn
Knap fire ud af ti pædagoger har oplevet fattigdom blandt børnene i den institution, de er ansat i. Det fastslår pædagogernes fagforening, BUPL, i en undersøgelse som foreningen offentliggjorde i januar.
Men den chokerende konklusion kan man ikke slutte af foreningens undersøgelse, viser et faktatjek, som Radio24syv har foretaget.
Undersøgelsen er nemlig ikke repræsentativ, da kun 473 af fagforeningens medlemmer har svaret på det spørgeskema, der ellers er blevet sendt ud til "et par tusinde" pædagoger.
Dermed er det færre end hver fjerde af de kontaktede personer, der har deltaget i undersøgelsen. Og det er for få til at kunne sige noget om, hvorvidt alle pædagoger landet over har samme oplevelse.
"Spørgsmålene er sendt ud til mange flere, end der har svaret, så svarprocenten er for lav. Og vi ved heller ikke, hvem der har svaret, og hvad der kendetegner de institutioner, de kommer fra," siger Kresten Roland Johansen, der underviser i statistik og metode på Danmarks Journalisthøjskole, til Radio24syv.
Han henviser blandt andet til, at undersøgelsens resultater ifølge Radio24syv fik Elisa Rimpler, formanden for BUPL, til at konkludere, at "det er tydeligt, at kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen rammer børnefamilierne hårdt".
"BUPL kan ikke godtgøre, at undersøgelsen er repræsentativ, og derfor kan vi heller ikke vide, hvor stort problemet er ude i virkeligheden," siger Kresten Roland Johansen.
Han påpeger, at det ikke fremgår af undersøgelsen, om der er tale om ét eller flere børn i de forskellige institutioner, ligesom den heller ikke siger noget om, hvor i landet de adspurgte pædagoger befinder sig. BUPL har således ikke sikret sig, at de medvirkende pædagoger repræsenterer et bredt udsnit af landets institutioner.
"Det er ment som et øjebliksbillede"
Undersøgelsen blev foretaget i perioden 14.-19. december sidste år på baggrund af en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som slår fast, at antallet af børn, der lever i fattigdom, steg med 12.000 fra 2016 til 2017. Efter offentliggørelsen af BUPL’s undersøgelse i januar gik den hurtigt sin gang rundt i flere danske medier, blandt andet Information, Jyllands-Posten og BT.
Artikel fra Jyllands-Posten den 24. januar 2019.
Men hos BUPL er man dog godt klar over, at undersøgelsen ikke er repræsentativ.
"Det her er ikke ment som en repræsentativ undersøgelse. Det er ment som et øjebliksbillede af, hvordan pædagoger oplever børnefattigdom i daginstitutioner, og det er klart, at det ikke er repræsentativt," siger BUPL-formand Elisa Rimpler til Radio24syv.
Hun erkender også, at der i den pågældende undersøgelse dermed ikke er dokumentation for at konkludere, at fattigdomsydelserne rammer børnefamilierne hårdt, som hun ellers først var citeret for at sige.
"Jamen, der har du ret i, at vi ikke på baggrund af dén (undersøgelsen, red.) kan konkludere, at det er lige nøjagtig det, der er problemet. Vi kan kun konkludere, at flere pædagoger oplever, at det er et problem, at der er børn, der lider afsavn. Og det er vores opgave som børnenes advokater at fortælle det," siger Elisa Rimpler og understreger, at der er dækning for hendes oprindelige påstand om fattigdomsydelserne i meget andet af BUPL’s arbejde.
Elisa Rimpler indrømmer dog gerne, at undersøgelsen om pædagogernes oplevelse af fattigdom i institutionerne burde være kommunikeret anderledes.
"Det handler om at debattere, hvor vigtigt det er at give alle børn lige muligheder. Vi lærer af det her på den måde, at vi næste gang bliver tydeligere omkring metoden, det kan jeg love," siger BUPL-formanden.
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet