Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Den britiske udenrigsminister gentager udokumenteret besparelse ved Brexit

Faktatjek 19. sep 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Den britiske udenrigsminister Boris Johnson var blandt de markante fortalere for at melde Storbritannien ud af EU ved den såkaldte Brexit-folkeafstemning sidste år. Fredag sagde han til avisen Daily Telegraph, at "når vi har afklaret vores forpligtelser (overfor EU, red.), får vi igen kontrol over cirka 350 millioner pund (knap 3 milliarder kroner) om ugen. Det ville være godt, som mange af os har påpeget, om de penge kunne gå til NHS (britiske sundhedsvæsen, red.)".

Men så mange penge skal Boris Johnson slet ikke forvente at kunne kanalisere videre til blandt andet landets sygehuse.

Det er langt fra første gang, at netop det beløb fremhæves som en mulig besparelse, når Storbritannien forlader EU. I perioden op til folkeafstemningen om Brexit sidste år blev tallet fremhævet mange gange i EU-modstandernes kampagne. På blandt andet busser kunne man læse en annonce, hvoraf det fremgik, at "vi sender 350 millioner pund om ugen til EU, lad os hellere bruge de penge på NHS".

Allerede før afstemningsdagen fastslog et faktatjek, at beløbet ikke havde hold i virkeligheden. Der er rigtig nok store omkostninger forbundet med EU-medlemskab. Men beløbet er slet ikke så højt, som EU-modstanderne fremhævede – og som Boris Johnson nu gentager i fredagens artikel.

Beløbet på 350 millioner pund om ugen er et rundt bruttotal. I realiteten får Storbritannien blandt andet en række "rabatter", før landet betaler sine "EU-regninger". Og disse rabatter tager Borris Johnson ikke højde for.

Alene i 2015 lød det reelle beløb på 160 millioner pund (cirka 1,4 milliarder kroner) om ugen, oplyser den britiske radio- og tv-station BBC i et faktatjek, der også fremhæverr, at den britiske regering i forvejen har kontrol over sine bidrag til EU, da regeringen løbende kan gøre indsigelser overfor rabatter, som de ikke er tilfredse med. Desuden slipper det britiske finansministerium først pengene til EU, når politikerne har givet grønt lys.

Statistikdirektør klager over ministerens genbrug af tallet

Tilsyneladende har det offentlige statistiske kontor, UK Statistics Authority, fået nok af påstanden om, at landet sender 350 millioner pund om ugen til EU. I hvert fald har statistikdirektøren David Norgrove skrevet et brev til Boris Johnson, hvor han beklager, at ministeren trækker beløbet frem i lyset igen, og anklager ham for "klart misbrug af statistikkerne".

 

I sit brev gør David Norgrove atter opmærksom på, at beløbet kun udgør, hvad Storbritannien betaler til EU, mens det ikke modregner de penge, som landet får retur i form af blandt andet rabatterne.

En anden markant EU-modstander er formanden for det britiske uafhængighedsparti UKIP, Nigel Farage. Han gentog også beløbet adskillige gange under den politiske debat forud for selve afstemningen. Og det var først efter sejren var kommet i hus, at han indrømmede, at der ikke var dokumentation for påstanden.

Det britiske krav om at få rabat på sine betalinger, dukkede op i midte af 1980erne. Her var det den daværende premierminister Margaret Thatcher, der forhandlede ordningen på plads med de øvrige EU-medlemslande, oplyser BBC.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023