Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

DET ER FUP: ‘Skriv BFF og se om din Facebookkonto er beskyttet’

Faktatjek 13. apr 2018  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

I øjeblikket forsøger adskillige Facebookbrugere at tjekke deres sikkerhedsindstillinger på det sociale medie ved at skrive bogstaverne BFF i kommentarfelter til opslag.

"Mark Zuckerberg, der er Facebooks direktør, opfandt ordet BFF. Det sikrer dig, at din Facebookkonto er sikker, skriv BFF i kommentarfeltet. Hvis ordet bliver grønt, er din konto beskyttet. Hvis det ikke bliver grønt, skal du ændre dit password omgående for at undgå at blive hacket," hedder det blandt andet i et af opslagene, der deles heftigt.

Men der overhovedet ingen grund til at dele opslaget eller spilde tid på at skrive BFF. Det er nemlig ren gas og snyd. Og den type opslag har ofte til formål at lokke folk til, og derved opnå en sværm af "synes godt om", delinger og kommentarer. Når man deler og liker opslaget, så får bagmændene mulighed for at sende meddelelser til Facebookbrugerne, der for eksempel kan have kommercielt indhold. Et trick, der ofte bruges i - måske falske - konkurrencer på Facebook.

"BFF" er i virkeligheden en forkortelse for "Best Friends Forever". Sådanne forkortelser bruges ofte i sms-beskeder og chatfora. Andre eksempler er LOL, der står for "Laughing out loud" - der på dansk kan oversættes til "griner højt" - eller "ASAP", som står for "As soon as possible" - det vil sige "så snart som muligt".

Og netop når man skriver nogle af forkortelserne, så reagerer Facebook ved at give dem en farve. Det sker også, når du for eksempel skriver ordet "tillykke" i et kommentarfeltet. Her bliver ordet rødt og noget, der ligner konfetti løber over skærmen.

Facebook introducerede den nye mulighed for tekstanimationer, der udløser farver og reaktioner på skærmen, når man bruger nogle af de forskellige forkortelser. Det er - udover tillykke - "XOXO", der står for "Kram og kys" og altså også "BFF".

Nogle brugere kan opleve, at "BFF" ikke bliver grønt. Men det har stadig ikke noget at gøre med sikkerhedsindstillingerne, men formodentlig noget at gøre med browseren, der forhindrer handlingen.

Det er i øvrigt overhovedet ikke sandsynligt, at Mark Zuckerberg har "opfundet ordet BFF", som der står i opslagene. Forkortelsen nævnes i den anerkendte amerikanske ordbog "New Oxford American Dictionary", hvor det blandt andet fremgår, at forkortelsen kan spores helt tilbage til år 1996 - altså lang tid før Facebook blev lanceret den 4. februar 2004.

Vil du tjekke dine sikkerhedsindstillinger på Facebook, og beskytte dit privatliv på nettet, så finder du her vores guide med 10 gode råd til, hvordan du gør det.

LÆS OGSÅ: PostNord advarer: Svindlere angriber danskerne på sms og mail om pakker til afhentning

LÆS OGSÅ: Det er fup! Norwegian står ikke klar med gratis flybilletter

LÆS OGSÅ: IKEA ADVARER: Svindelnummer erklærer dig for vinder af gavekort

LÆS OGSÅ: Sådan kan du beskytte dit privatliv på Facebook

LÆS OGSÅ: De fleste hackeradvarsler på Facebook kan højest skræmme livet af dig

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023