Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Du kan ikke snyde dig til et stærkere immunforsvar

Faktatjek 13. feb 2018  -  2 min læsetid
Tjekdet

Solide mængder hvidløg og ingefær, en rask løbetur i skoven og så timevis af ekstra søvn.

Du kender med garanti rådene. Og da influenzasæsonen for tiden er over os, suser de velmenende tips til et stærkere immunforsvar rundt på nettet og giver syge danskerne forhåbninger om at vende hurtigt tilbage på arbejde.

Men er der i virkeligheden nemme måder at få styrket immunforsvaret, så man kan holde influenzaen væk?

Det er der desværre ikke.

For tipsene til at booste immunforsvaret er simpelthen myter, siger Jan Pravsgaard Christensen, professor ved institut for immunologi og mikrobiologi på København Universitet, til DR.

Du kan ikke spise eller løbe dig rask

Begynder du dagen med en skål yoghurt, vil risikoen for forkølelse og infektioner være mindre, lyder rådet i en artikel på tv2.dk.

Ideen er, at D-vitaminerne i yoghurten er guf for vores immunsystem, fordi de sætter gang i T-cellerne, der så aktiverer immunforsvaret og bekæmper influenzaen.

"Men det er først i det øjeblik, at et menneske har D-vitaminmangel, at du kan se en effekt på systemet," siger Jan Pravsgaard Christensen til DR.

Og det er de færreste i Danmark, der lider af vitaminmangel. Så man kan ikke optimere et i forvejen godt immunforsvar ved bare at køre mere yoghurt indenbords.

Heller ikke hård motion batter noget i kampen mod influenzaen. Virussen kan nemlig ikke svedes ud.

For selvom motion er sundt, er det faktisk en skidt ide at tage en løbetur, hvis du er blevet syg. Du presser nemlig kroppens system, der allerede kører på pumperne.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen kan du derimod tage en spadseretur. Det vil lindre.

Hverken søvn eller citron kan helbrede dig

At få nok søvn er vigtigt for, om immunforsvaret fungerer som det skal.

Men ligesom med indtaget af yoghurten, så kan ekstra søvn ikke give et ekstra godt immunforsvar. Få derfor 7-8 timers søvn, så du kan blive udhvilet til næste dag.

Og skulle du få den ide, at lægge din kost om til citron, ingefær, honning, hvidløg og appelsiner, så er det heller ikke noget, der vil gøre dig rask med et snuptag.

Fødevarernes påståede anti-inflammatoriske effekt er nemlig noget hokus-pokus. Og ifølge Jan Pravsgaard Christensen har det ingen virkning på immunforsvaret.

"Den eneste betydning, de her fødevarer har, er for den syges følelse af velvære og lindring. Får du det bedre at drikke te med ingefær og honning, fordi det giver dig noget luft, så drik det. Får du det bedre af at spise et stykke chokolade, så spis det," siger Jan Pravsgaard Christensen til DR.

Endelig fortæller professoren, at det bedste man kan gøre for at holde sygdomme på afstand, er at spise sundt og varieret og få bevæget sig til daglig. Og når influenzaen alligevel rammer, så vil dit immunforsvar normalt ordne resten.

Bestemte fødevarer bliver i øvrigt ofte brugt som vejen til et bedre liv på flere fronter. Både danske og udenlandske medier har for eksempel citeret en angivelig britisk undersøgelse, der slår fast, at rigeligt med kød øger sexlysten. Det råd og undersøgelsen har dog sine store - og endda morsomme - mangler, viser et faktatjek.

LÆS MERE: Er alle norske burlaks giftige?

LÆS MERE: Glad historie om mindre dansk madspild er noget tynd

LÆS MERE: Er store bøffer den direkte vej til mere sex?

LÆS MERE: Er østers elskovens vidundermiddel?

LÆS MERE: Smitsomme sygdomme i sundhedsdækningen

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023