Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Elektronikgigant lægger ufrivilligt navn til julekonkurrence om gavekort

Faktatjek 12. dec 2019  -  5 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Elektronikgiganten POWER er i usædvanligt højt julehumør. I hvert fald udlodder kædens nye forretning ved Vesterport Station i København gavekort på 500 kroner hver dag frem til jul.

Det sker i en konkurrence på Facebook. Men det er slet ikke kæden, der står bag.

"Det er en fupkonkurrence, som misbruger vores navn og logo. Siden er anmeldt til Facebook, som arbejder på at få siden fjernet," oplyser Anders Gøtje, der er marketing manager hos POWER, til TjekDet.

Det er langt fra første gang, at netop POWER misbruges i falske konkurrencer. Og det er efterhånden et problem for virksomheden.

"Det er desværre en stigende udfordring, ikke kun for os, men for langt de fleste større firmaer i Danmark. Vi er super ærgerlige over, at disse snydere tager godtroende danskere som gidsler, da det ikke kun påvirker dem, der bliver snydt, men også påvirker mulighederne for at lave sjove og fede tiltag overfor vores kunder. Derfor har vi også skrevet lidt mere om, hvad man skal kigge efter ved falske mails, konkurrencer og hjemmesider," fortsætter Anders Gøtje.

Konkurrencen er delt på en facebookside med navnet "P0WER – Vesterport". Og bare ved at kaste et blik på navnet vil den opmærksomme læser måske opdage, at bogstavet "O" i navnet er skiftet ud med et rundt nul.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser opslaget med den falske konkurrence ud. I skrivende stund har kun ganske få reageret på svindelnummeret. Men det er ikke usædvanligt, at fupkonkurrencerne hurtigt opnår flere tusinde deltagere.

Del, like og vind

Som sagt er det ikke den store nyhed, at danske detailhandelsvirksomheder ufrivilligt må lægge navn til fupkonkurrencer på nettet. Og i øvrigt er konkurrencens fremgangsmåde heller ikke den store nyhed. Tværtimod er konkurrencen ikke bare fake news men også old news.

"Det eneste du skal gøre for at deltage er: 1. Like opslaget! ?, 2. Skriv "Done" i kommentarfeltet!" står der i opslagsteksten, der er ledsaget af et billede med en vaskemaskine, støvsuger og tv-apparater. Desuden skal deltagerne også dele opslaget.

Og måden vinderne angiveligt bliver kontaktet på, er den samme, som vi har set ved mange tidligere konkurrencer.

"Vi kontakter vinderen af hver giveaway igennem Facebook Messenger," oplyser svindlerne.

Falder du over konkurrencer, der stiller præcis de tre betingelser for at deltage, så bør dine røde advarselslamper blinke. Du er måske ved at blive lokket i en fælde.

"Vi kører ofte konkurrencer på Facebook, hvor vi også beder kunderne om at skrive noget i kommentarfeltet. Den store forskel er, at vi aldrig beder om at dele opslaget eller like opslaget. Det er faktisk imod Facebook’s retningslinjer at have "deling" som et krav i konkurrencer. Så det er en rigtig god indikator for forbrugerne for at se, om det er et seriøst firma eller ej, der står bag," siger Anders Gøtje fra POWER.

Svindlerne lokker kreditkortoplysninger fra dig

Ved tidligere lignende fupkonkurrencer har facebookbrugere, der har forvildet sig ind i konkurrencernes spind, oplevet at blive kontaktet og pludselig bedt om at betale et 'konkurrencegebyr' med et kreditkort. Og her kan det gå helt galt. Bedragerne forsøger at lokke dig til at udlevere for eksempel dine dankortoplysninger, hvorefter de har fri adgang til din lønkonto.

I kommentarsporet er der dog i skrivende stund ikke noget, der tyder på, at facebookbrugere er blevet kontaktet af personerne bag opslaget. Sådan er det dog langtfra altid. I denne artikel, hvor Nordisk Film var udsat for flere svindelkonkurrencer, talte TjekDet med en af de danskere, der dengang var tæt på at hoppe i fælden.

"Jeg så et opslag på Facebook fra Nordisk Film, hvor tre af mine venner havde kommenteret for at vinde gratis biografbilletter. Og det havde jeg da også lyst til," fortæller en TjekDet-læser, efter at hun har deltaget i svindelkonkurrence, der kontaktede de angivelige vindere via Facebook Messenger.

"Det var den sædvanlige måde at tilmelde sig, hvor jeg bare skulle skrive ‘tillykke’ i kommentarfeltet, og så var jeg med i konkurrencen. Det lød meget plausibelt, og jeg tænkte slet ikke over, at der kunne være noget snyd involveret."

Egentlig glemte hun efterfølgende alt om konkurrencen – indtil hun et par dage efter blev kontaktet på Messenger.

"I beskeden stod der tillykke med, at jeg var blandt de ti personer, der havde vundet to billetter – og det lød jo dejligt. Det eneste, jeg skulle gøre, var at betale ‘op imod’ ti kroner for at få tilsendt billetterne. Og i beskeden var der så et link til en side, hvor jeg kunne indtaste mine kontooplysninger for at betale. Jeg blev heller ikke mistænksom her, for hjemmesiden, jeg kom ind på, havde Nordisk Films logo, der stod ‘tillykke du har vundet’, og det så som sådan helt rigtigt ud."

Ifølge læseren er det her, det går helt galt. Hendes kort virker angiveligt ikke.

"Jeg indtastede mine kortoplysninger, men fik at vide, at der var en fejl og blev bedt om at indtaste oplysningerne igen. Det virkede stadig ikke, og jeg bad så min kæreste om at prøve med sit kort, men det virkede heller ikke."

Og det er sandsynligvis helt efter svindlernes plan, at kreditkortene ‘ikke virker’. For de har alligevel gemt de kortoplysninger, som vores læser og hendes kæreste indtastede.

"Jeg skrev så tilbage i beskeden på Messenger, at betalingen ikke fungerede, og om jeg kunne betale på en anden måde. Da der ikke var kommet noget svar dagen efter, opdagede jeg, at både opslaget og facebooksiden var væk, hvorefter jeg så kontaktede min bank og fik spærret mit og min kærestes kort."

Ifølge læseren var der heldigvis ikke hævet nogle penge endnu.

Artiklen fortsætter under billedet

Det lille V-tegn i en blå cirkel ved siden af facebooksidens navn fortæller dig, at siden faktisk tilhører den rette person eller virksomhed.

Sådan gennemskuer du den falske konkurrence

Det er nemt at falde i fælden, hvis ikke man kigger sig for. Advarselstegnene er dog mange.

Vi har allerede nævnt de sædvanlige tre konkurrencebetingelser i de her fupnumre, nemlig (1) like opslaget, (2) skriv noget i kommentarfeltet og (3) del det hele med dine venner.

Det næste, du kan gøre, er at tjekke navnet på facebooksiden. Er virksomhedens navn stavet rigtigt? Og findes der andre sider på Facebook med samme navn, så er der formodentlig også noget galt.

Bagmændene opretter først en facebookside, der ofte har fuldstændig samme navn som den virksomhed, der er udpeget som offer. I dette tilfælde hedder den falske side P0WER. Og derefter laver fupmagerne opslaget med konkurrencen og sætter hele værket i omløb på det sociale medie.

Hold også øje med, hvor mange følgere facebooksiden har. I den aktuelle konkurrence har den falske side mistænkeligt få følgere, nemlig kun fem personer i skrivende stund. POWER’s rigtige facebooksider har sædvanligvis mange tusinde følgere.

Og kigger man nøje efter, oplyser Facebook faktisk, at siden kun har nogle få dage på bagen. Den er oprettet den 6. december. Netop den oplysning er altid værd at holde øje med. Langt de fleste virksomheders facebooksider har flere år på bagen. Falske kopier af andre virksomheders facebookside er som regel oprettet kort tid før - ofte samme dag - opslaget med en fupkonkurrence er slået op.

Endelig er det en god ide at kigge efter Facebook’s såkaldte verificeringsbadge. Det er et V-tegn i en blå cirkel, der er placeret ved siden af sidens navn. V-tegnet sikrer dig, at facebooksiden er ægte og tilhører den person eller virksomhed, som siden giver sig ud for.

Har du allerede udleveret kortoplysninger til svindlerne, så bør du omgående kontakte din bank.

 

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?