Er det slut med røde postkasser? - Falsk facebookopslag ruller igen
Til titusindvis af danske facebookbrugere store ærgrelse er det angivelige slut med de gamle røde postkasser. Det hævder i hvert fald et mere end to år gammelt facebookopslag, der har fået nyt liv på det sociale medie og gjort facebookbrugere i tusindtal rasende på koncernen PostNord.
"Nordpost (PostNord, red.) vil pille vores gamle, røde postkasser ned for at erstatte dem med de gule og blå svenske postkasser," lyder det i facebookopslaget.
Facebookopslaget om de blå postkasser, der nu igen er populært på Facebook. I løbet af det seneste døgn er det delt 500 gange.
Og frygten for blågule postkasser er særdeles sejlivet. Opslaget, der alene i løbet af det seneste døgn er delt 500 gange på Facebook, er næsten to og et halvt år gammelt. I juli sidste år brystede facebookbrugeren bag opslaget sig af, at opslaget på det tidspunkt havde opnået omkring 10.000 interaktioner, altså reaktioner, kommentarer og delinger.
Siden da er det ikke blevet delt særligt meget, indtil den 21. juni hvor en anden facebookbruger deler opslaget. Vedkommendes deling skaber så stor interaktion, at opslaget i løbet af de seneste tre-fire dage sammenlagt er delt mindst 24.000 gange, og 5.000 mennesker har reageret på opslaget.
Facebookbrugere er vrede på PostNord. Kommentarer til opslaget, der nu er delt 24.000 gange.
Men påstanden savner i den grad hold i virkeligheden. PostNords presseafdeling kan nemlig på det klareste afvise, at de planlægger at skifte de røde postkasser i Danmark ud med blågule svenske varianter, siger de til TjekDet.
For tre år siden kørte debatten ellers om farverne på PostNords postkasser, da koncernen meddelte, at de ville skifte de røde uniformer ud, efterhånden som de gamle var udtjente, med en blå fælles-nordisk uniform, som også de svenske postbude benytter.
Postkasserød
Farven på postkasserne skiftede imidlertid ikke, som flere ellers havde frygtet. Danske postkassers karakteristiske røde farve har flere hundrede år på bagen. Postvæsenet i Danmark fik sin uniform på et tidspunkt, hvor det var det oldenborgske kongehus, der regerede.
"Postvæsnet er grundlagt af Christian den 4., der er af den oldenborgske slægt. Standardfarverne i deres våbenskjold var rød og gul. Den tidligste kilder, vi har om postvæsenet brug af farverne, er fra 1704," siger Eva Wistoft Andersen, museumsinspektør, ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation.
Men selvom postvæsenets farver var gul og rød, har postkasserne ikke altid været røde.
"Vi får postkasser samtidigt med frimærket i 1851, men dengang blev der ikke foreskrevet en bestemt udformning, så nogle var af træ, andre af blik og de var i reglen sort- eller hvidmalet. På postkassen stod der en bestemt tekst, der beskrev kassens funktion. I 1860’erne dukker de første røde postkasser op, formentlig fordi postvæsenet ønskede, at det skulle være lettere for folk at finde postkasserne i bybilledet," siger Eva Wistoft Andersen.
Facebookbrugeren bag det forkerte opslag har ikke reageret på TjekDets henvendelse.
Den første postkasse var ikke rød
(Foto: ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation)
En af Danmarks første brevkasser blev fundet i Næstved i 1935, hvor den blev brugt som indbygget skab i en boghandel. Den stammer fra 1851, hvor postmestrene fik ordre til at fremstille brevkasser med den viste tekst.
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet