Er du en klimaduks eller en af dem, der udleder allermest?
Klimadebatten kan være svær at finde rundt i.
For man kan nemt få det modstridende indtryk, at Danmark på en og samme tid både er en grøn førernation og ét af de lande, der udleder allermest drivhusgas i verden.
Adskillige steder i medierne bliver det nemlig anført, at danskerne er blandt dem, der sender allermest CO2 ud i atmosfæren, når man gør regnskabet op per indbygger. Og derfor kan danskerne jo dårligt bryste sig af at være klimadukse.
Men at danskerne hører til i den absolutte top af verdens CO2-udledere, er nu ikke så givet som mange hævder. Det afhænger nemlig af, hvordan man opgør det såkaldte klimaaftryk, der er et mål for, hvor meget drivhusgas vi udleder.
Nogle hæfter sig ved, hvor meget vi i Danmark producerer, og hvor stort et klimaaftryk det sætter per indbygger. Andre er opslugt af, hvad det gennemsnitlige klimaaftryk er af danskernes forbrug.
Resultaterne er vidt forskellige, men den ene måde at opgøre klimaaftrykket på er sådan set ikke mere rigtig end den anden.
Et stykke fra toppen
Den ene af metoderne – produktion – skal man en tur forbi FN for at forstå.
Hvert år indleverer Danmark og en stor del af verdens lande sit klimaregnskab til FN’s klimasekretariat, der deler navn med forkortelsen for klimakonventionen UNFCCC, som blev indgået i 1992.
Sekretariatet støtter den globale reaktion på truslen fra klimaforandringer, og assisterer derfor også med at få Parisaftalen fra 2015 ført ud i livet. Her forpligtede verdens lande sig på at holde temperaturstigningerne på under 2 grader, men helst under 1,5 grader.
Som led i aftalen har Danmark og 44 andre lande tidligere i år sendt FN en rapport om, hvor meget drivhusgas vi slap ud i 2017. I Danmarks tilfælde hedder rapporten "Denmark’s National Inventory Report 2019," og den breder sig ud over hele 800 sider.
I rapporten skriver danske forskere, at Danmark i 2017 alt udledte 49,2 millioner ton co2-ækvivalenter - altså forskellige drivhusgasser. Tallet dækker over udslip fra Danmarks produktion, som både tæller grise, køer, olieplatforme, kulkraftværker, byggeri, medicinproduktion, datacentre og alle andre produkter, hvis produktion udleder drivhusgas.
"Drivhusgasser" og "CO2" bliver ofte brugt i flæng i klimadebatten. Men CO2 er kun én af mange drivhusgasser.
Gasserne er forskellige og stammer fra mange steder. Derfor omregner man drivhusgasser til en fælles målenhed, nemlig CO2-ækvivalenter. Dermed kan man bedre sammenligne gasserne.
Kilde: DR Skole
Udledning fra transport tæller kun til dels med. For danske fragtskibe, der tøffer rundt i verdenshavene og udleder drivhusgas på sin vej, gør ikke. Fly, der krydser grænser, gør heller ikke. Ideen er, at det ikke er retmæssigt at tildele Danmark drivhusgasserne for det danske Mærsk-skib, der for eksempel sejler containere fra Kina til Singapore.
Med andre ord: foregår det ikke inden for danske grænser tæller det ikke med i Danmarks CO2-regnskab. Det er den opgørelsesmetode FN-landene er nået til enighed om at bruge. Og det er den opgørelsesmetode, som regeringen bruger, når den kigger på, hvor langt Danmark er kommet med ambitionen om at kappe 70 procent af udledningen i forhold til 1990-niveauet.
Ved at fordele den totale udledning af drivhusgas ud per indbygger når UNFCCC et tal for, hvor meget drivhusgas den gennemsnitlige australier, polak eller dansker sender ud i atmosfæren. Her ligger danskerne på en 23.-plads med 8,39 ton co2-ækvivalenter per indbygger og indfinder sig lige under EU-landenes gennemsnit.
Men FN's opgørelse gør også brug af den regel, at afbrænding af træ er en CO2-neutral energikilde. Det er siden problematiseret af en række forskere, for afbrænding af træ er ikke CO2-neutralt. Da Danmark sammenlignet med andre lande får meget energi fra træ, vil det reelt få danskernes gennemsnitlige CO2-udslip til at stige.
Artiklen fortsætter under figuren
USA er ikke inkluderet i oversigten. Amerikanernes CO2-udslip per indbygger er nemlig ikke opgjort, så det kan sammenlignes med andre lande.
Kun 45 lande optræder i diagrammet. Det er de såkaldte annex 1-lande, som indberetter klimatal til UNFCCC hvert år. Andre lande, non-annex 1-landene, indberetter ikke tal hvert år. Det gælder for eksempel Kina og Indien.
I tallene er der ikke medregnet de såkaldte LULUCF’er. LULUCF’er bruger FN og EU til at opgøre, hvordan skovareal og landbrugsområder bidrager til klodens CO2-lager ved at fjerne drivhusgasser fra atmosfære, fordi CO2 lagres i skov og landbrug.
Pludselig er vi blandt de værste
Danmarks placering ændrer sig dog, hvis man kigger på klimaaftryk per indbygger i forhold til vores forbrug.
Særligt tænketanken Concito har udbredt den opgørelse, der altså regner udslip af drivhusgas ud på en helt anden måde end den, FN sværger til.
Opgørelsen findes blandt andet i rapporten The Global Resource Footprint of Nations. Og rapportens metode tilsiger, at når danskerne køber mexicanske avokadoer og kinesiske fladskærme, så tæller det hverken med i Mexicos eller Kinas regnskab. Den CO2, der ledes ud i atmosfæren ved både at producere fladskærmen og avokadoen og fragte den til Danmark, tilskrives danskerne.
Så udledningen tæller altså i modsætning til FN’s opgørelsemetode ikke med i det land, hvor produktionen foregår, men i det land, hvor varerne forbruges. Under forbrugets klimaaftryk hører også internationale flyrejser, som ikke tælles med i FN's opgørelse.
Og bruger man den metode, så kravler Danmark op ad listen til en måske mindre flatterende 7.-plads med en udledning på 19 ton årlige co2-ækvivalenter per dansker.
Artiklen fortsætter under figuren
Værd at bemærke er, at det ikke er de samme 45 lande, der optræder i The Global Resource Footprint of Nations opgørelse, som i FN’s. Derfor bør man være påpasselig med at lægge vægt på landenes placering i de to opgørelser.
Om vi skal skamme os, er et holdningsspørgsmål
Men bør man så hæfte sig ved, at danskerne hører til blandt de mest CO2-udledende i verden med 19 ton drivhusgas? Eller er det i stedet mere retmæssigt at placere Danmark længere nede ad listen med 8,39 ton?
Det er der delte meninger om blandt klimaforskere.
Kirsten Halsnæs, professor i klimaøkonomi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), mener, at det giver bedst mening at holde sig til opgørelsen efter FN’s forskrifter.
"Fordelen ved det tal er, at det dækker over den udledning, som vi direkte kan yde indflydelse på inden for vores egne grænser," siger hun og tilføjer:
"Og hvad får vi egentlig ud af at medregne importvarer fra for eksempel Kina? I sidste ende er det jo Kina selv og andre producerende lande, der nødt til at tage hånd om deres drivhusgasudslip".
Artikel fortsætter under billedet
Kirsten Halsnæs, professor i klimaøkonomi på DTU
Desuden behøver vi i Danmark heller piske os selv med at være store klimasyndere.
"Det giver ikke mening, at vi i Danmark skal skamme os over et særligt højt drivhusgasudslip. For givet de ressourcer, vi har til rådighed, har vi faktisk et relativt lavt drivhusgasudslip i Danmark," siger hun.
Lande, vi normalt sammenligner os med, for eksempel Tyskland og Norge, får energi fra henholdsvis atomkraft og vandkraft fra fjeldene. De energikilder udleder ikke CO2, forklarer hun, og Danmark ville altså ligge lavere, hvis vi havde dem til rådighed.
Jette Bredahl Jacobsen, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, mener, at opgørelser over klimaaftryk i forhold til vores globale forbrug også har sin ret i debatten.
Artikel fortsætter under billedet
Jette Bredahl Jacobsen, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi
"Hvis man er personligt bekymret for sit aftryk på klimaet, så giver det fin mening at kigge på opgørelser af det globale klimaaftryk (vores forbrug, red.). Det er jo ligegyldigt for klimaforandringer, hvor i verden drivhusgassen udledes, så vores forbrug er afgørende," siger hun.
Men samtidig understreger hun, at den slags opgørelser skal tages med et forbehold:
"Beregningerne bag, hvor meget drivhusgasudledning man er skyld i på global plan, er meget usikre, fordi det i høj grad afhænger af, hvor meget man regner med".
Og Kirsten Halsnæs tilføjer endnu en usikkerhed til opgørelsen, der placerer Danmark i toppen:
"Tallene for indirekte udslip (vores forbrug, red.) er meget usikre, da vi jo ikke har faktiske tal for, hvordan produkterne er produceret i landene, som vi importerer fra," siger hun.
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet